Budskab fra Det Første Præsidentskab
Én nøgle til en lykkelig familie
Den store russiske forfatter Lev Tolstoj indledte sin roman Anna Karenina med disse ord: »Alle lykkelige familier ligner hinanden, men den ulykkelige familie er altid ulykkelig på sin egen måde.«1 Selv om jeg ikke deler Tolstojs vished om, at alle lykkelige familier er ens, så har jeg opdaget én ting, som de fleste familier har tilfælles: De har en evne til at tilgive og glemme hinandens ufuldkommenheder og se det gode.
På den anden side finder ulykkelige familier altid fejl, bærer nag og har svært ved at slippe fortidens fornærmelser.
»Ja, men …« siger de, der er ulykkelige. »… du ved ikke, hvor meget hun har såret mig,« siger den ene. »Ja, men du ved ikke, hvor irriterende han er,« siger den anden.
De har måske begge ret; måske ikke.
Der er mange grader af fornærmelse. Der er mange grader af at være såret. Men det, som jeg har opdaget, er, at vi ofte retfærdiggør vores vrede og tilfredsstiller vores samvittighed ved at fortælle os selv historier om de andres motiver, der fordømmer deres handlinger som utilgivelige og egoistiske, og samtidig ophøjer vi vore egne motiver som værende rene og uskyldige.
Prinsens hund
Der er en gammel walisisk historie fra det 13. århundrede, der handler om en prins, der kom hjem og fandt sin hund dryppende af blod. Manden løb indenfor og til sin rædsel så han, at hans lille søn var væk og vuggen var væltet. I vrede trak prinsen sit sværd og slog hunden ihjel. Kort tid efter hørte han sit barn græde – han var i live! Ved siden af barnet lå en død ulv. Hunden havde i virkeligheden forsvaret prinsens barn fra den morderiske ulv.
Selv om det er en dramatisk historie, så har den en pointe. Den åbner muligheden for, at den historie, vi fortæller os selv, om, hvorfor andre opfører sig på en bestemt måde, ikke altid stemmer overens med fakta: Sommetider ønsker vi ikke engang at kende fakta. Vi vil hellere føle os retfærdiggjort i vores vrede ved at holde fast i vores bitterhed og harme. Sommetider kan dette nag vare måneder eller år. Sommetider varer den et helt liv.
En splittet familie
En far kunne ikke tilgive sin søn for at have forladt den sti, han var blevet oplært til at vandre på. Sønnen havde venner, som faderen ikke billigede, og sønnen gjorde mange andre ting, som var i modstrid med det, som hans far havde lært ham. Dette skabte en splittelse mellem far og søn, og så snart det var muligt, forlod sønnen hjemmet og vendte aldrig tilbage. De talte sjældent sammen igen.
Følte faderen sig retfærdiggjort? Måske.
Følte sønnen sig retfærdiggjort? Måske.
Det, jeg ved, er, at denne familie var splittet og ulykkelig, fordi hverken faderen eller sønnen ville tilgive hinanden. De kunne ikke se forbi de bitre minder, som de havde om hinanden. De fyldte deres hjerte med vrede i stedet for kærlighed og tilgivelse. De berøvede hver især sig selv for muligheden for at påvirke hinandens liv for evigt. Splittelsen imellem dem syntes så dyb og bred, at de hver især blev en åndelig fange på hver deres følelsesmæssige ø.
Lykkeligvis har vor kærlige, vise og evige Fader i himlen givet os en måde, hvorpå vi kan overvinde denne kløft af stolthed. Den herlige og uendelige forsoning er den mest tilgivende og forsonende handling. Dens storhed overgår min forstand, men jeg vidner af hele mit hjerte og hele min sjæl om dens virkelige og ultimative kraft. Frelseren gav sig selv som løsesum for vore synder. Gennem ham modtager vi tilgivelse.
Ingen familie er fuldkommen
Ingen af os er uden synd. Hver enkelt af os begår fejl, inklusive dig og mig. Vi er alle blevet såret. Vi har alle såret andre.
Det er gennem vor Frelsers offer, at vi kan modtage ophøjelse og evigt liv. Når vi accepterer hans anvisninger og overvinder vores stolthed ved at blødgøre vores hjerte, kan vi bringe forsoning og tilgivelse ind i vores familie og i vores personlige liv. Må Gud hjælpe os til at være mere tilgivende, til at være mere villige til at gå den ekstra mil, til at være den første til at undskylde, selv når det ikke er vores skyld, til at aflægge gammelt nag og ikke nære dem længere. Tak til Gud, som gav sin Enbårne Søn, og til Sønnen, som gav sit liv for os.
Vi kan føle Guds kærlighed til os, hver eneste dag. Bør vi ikke, som den elskede salme »Fordi du gi’r mig alt« lærer os, være i stand til at give lidt mere af os selv til vores næste?2 Herren har åbnet muligheden for, at vi kan blive tilgivet. Ville det ikke være det mest rigtige at tilsidesætte vores egen egoisme og stolthed og begynde at åbne tilgivelsens dør for dem, som vi kæmper med – især til dem i vores egen familie?
Når alt kommer til alt, så udspringer lykke ikke af fuldkommenhed, men af at anvende guddommelige principper, selv med små skridt. Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum har forklaret: »Lykke i familielivet vil med størst sandsynlighed opnås, når det er baseret på Herren Jesu Kristi lærdomme. Vellykkede ægteskaber og familier bygges på og fastholdes ved tro, bøn, omvendelse, tilgivelse, respekt, kærlighed, barmhjertighed, arbejde og sunde fritidsbeskæftigelser.«3
Tilgivelse findes lige i midten af disse enkle sandheder, der hviler på vor himmelske Faders plan for lykke. På samme måde som tilgivelse forbinder principper, forbinder det også mennesker. Det er en nøgle, der åbner låste døre, det er en indtræden på en ærlig sti, og det er et af vore bedste håb for en lykkelig familie.
Må Gud hjælpe os til at være lidt mere tilgivende i vores familie, mere tilgivende over for hinanden og måske mere tilgivende over for os selv. Jeg beder til, at vi må opleve tilgivelse som den vidunderlige måde, hvorpå de fleste lykkelige familier er ens.
Undervisning ud fra dette budskab
»Når du forbereder en lektion, bør du spørge dig selv, hvorvidt princippet … minder om noget, som familiemedlemmer … har oplevet i deres egen tilværelse« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 160). Overvej at lade familiemedlemmer fortælle om positive oplevelser, de har haft eller set med tilgivelse. Drøft disse oplevelser, understreg velsignelserne ved tilgivelse. Afslut med at bære vidnesbyrd om vigtigheden af at tilgive andre.
Fotoillustration: David Stoker