Spørgsmål og svar
»Hvad vil det sige at ære Guds præstedømme?«
Præstedømmet er den kraft, hvorved vor himmelske Fader og Jesus Kristus udfører deres værk. Præstedømmet er den største magt på jorden. Gennem præstedømmet bliver der udført ordinancer, givet velsignelser, udført tempeltjeneste, evangeliet forkyndes gennem præstedømmet, og der udføres mirakler.
Præstedømmebærere repræsenterer Frelseren, så de ærer præstedømmet ved at gøre, hvad Frelseren ville have gjort, hvis han havde været her. De ærer præstedømmet ved at leve værdigt til det. De ærer præstedømmet gennem deres påklædning, handlinger, ord, tjeneste og tanker.
Unge piger kan også ære præstedømmet ved at holde deres dåbspagt og ved ærbødigt at deltage i præstedømmeordinancer såsom nadveren eller tempeltjeneste. De kan støtte deres far, brødre og andre præstedømmebærere i at holde befalingerne og leve værdigt til at udføre deres præstedømmepligter.
Vi kan alle ære præstedømmet ved at tjene trofast i vore kaldelser, ved at respektere dem, der bærer præstedømmet, ved at respektere det arbejde, der udføres, og ved at respektere de ordinancer og pagter, som det hjælper os til at modtage.
Opfør jer som en repræsentant for Gud
At ære præstedømmet bliver enkelt, når vi begynder at forstå, hvilken vidunderlig gave det er, Gud har skænket os. Vær taknemlig og respektér den kraft, som du er blevet betroet. Spørg dig selv: Hvis alle omkring mig vidste, at jeg bar Guds kraft, ville de så synes mere eller mindre om ham? Det er betydningen af at ære præstedømmet – det er at forstå, at du repræsenterer Gud, og at du gør dit bedste for at handle på en sådan måde, der viser respekt over for den tillid, han har vist dig.
Mason R., 19 år, Colorado i USA
Vær dydig
Som ung pige kunne jeg sige, at jeg ikke behøvede at ære præstedømmet. Men det bør alle unge piger gøre. Vi ærer præstedømmet ved at være dydige. Vi ærer præstedømmet ved at hjælpe de unge mænd til at have rene tanker. Vi klæder os anstændigt og taler et rent sprog. Vi hjælper de unge mænd med at ære præstedømmet ved at gøre dette, og derved ærer vi også præstedømmet.
Marisa B., 14 år, Arizona i USA
Gør din pligt mod Gud
Efter min mening så er den vigtigste måde at ære præstedømmet på at gøre det, som Herren selv ville gøre, hvis han var her på jorden, fordi vi repræsenterer Jesus Kristus. Det indebærer, at vi opfylder alle forpligtelser, pligter og løfter, som vi har indgået med Gud, da vi blev ordineret til præstedømmet. Ved at ære hans præstedømme følger vi hans befaling: »Rejs jer, og lad jeres lys skinne, så jeres lys må blive et banner for folkeslagene« (L&P 115:5). Vi hjælper andre til at vide, at mange af Guds bemyndigede tjenere er på jorden.
Bismarck B., 18 år, Santo Domingo i Den Dominikanske Republik
Udvis respekt for præstedømmet
Jeg tror at det at ære præstedømmet er at have respekt for og selvtillid til at bruge præstedømmet. Når man har bærere af Det Aronske Præstedømme, som viser respekt for præstedømmet og nadveren, ligeså meget som vi gør i vores menighed, så kan man få nogle fantastiske oplevelser med at omdele og forberede nadveren. Vi klæder os alle i hvide skjorter og slips. Vi ved, at det gør en stor forskel i menigheden, og det har også gjort en forskel for mig. Jeg ved, at det at bære præstedømmet er det bedste, der nogensinde er sket for mig.
Hansen B., 15 år, Texas i USA
Husk Frelseren
Præstedømmet er Guds eneste sande kraft på jorden, og det viser os vejen tilbage til ham. Når vi tænker på at ære præstedømmet, så tænker vi på følgende lære fra præsident Thomas S. Monson og de andre apostle. Den bedste måde at ære præstedømmet på er ved at gøre de ting, som vi bliver belært om, som hjælper os til at huske Frelseren. Når vi husker ham, så har vi hans Ånd hos os. At have Ånden hos os hjælper os til at være på rette spor og til at være et eksempel på evangeliets standarder.
Søndagsskoleklasse: Kylie E., Jaiten B., Joseph E., Alexandra R., Kaylie V., Alisha F. og Haylee W. (ikke på billedet); Idaho i USA
Gå ikke på kompromis med dine standarder
At ære præstedømmet betyder, at man ikke sætter sig selv i situationer, hvor man ved, at man måske går på kompromis med sine standarder. Da vi studerede Det Gamle Testamente til seminar, fandt vi i 1 Mos 39 eksemplet med Josef i Egypten, der ærede sit præstedømme ved at flygte fra Potifars hustrus tilnærmelser.
En måde, hvorpå de unge piger kan hjælpe os med at ære præstedømmet, er at følge standarderne i Til styrke for de unge og klæde sig anstændigt.
Joseph B., 16 år, Texas i USA
Oprethold præstedømmet
For mig betyder det at ære præstedømmet, at de unge mænd respekterer og opretholder den gave, som Herren har givet dem. Når jeg ser en ung mand, der respekterer præstedømmet, så føler jeg langt større fred, og jeg har mere respekt over for den pågældende unge mand. Vor himmelske Fader har betroet ham med præstedømmet, så jeg føler, at det er denne unge mands pligt ikke blot at bære præstedømmet, men også at opretholde det.
Melinda B., 16 år, Washington i USA