En tålmodig bøn
Jeg voksede op i Mexico sammen med mine søskende, min mor og min bedstemor. Hver dag, når jeg havde lavet lektier og udført mine pligter, spillede jeg fodbold. Jeg elskede fodbold! Jeg forestillede mig, at mit højre ben var det ene hold, og at mit venstre ben var det andet hold.
En dag, mens jeg spillede fodbold, kunne jeg pludselig ikke trækket vejret så godt. Jeg hvilede mig et par minutter, men jeg havde stadig problemer med at trække vejret. Jeg blev så syg, at jeg måtte på hospitalet.
På hospitalsstuen var der mange andre børn, men jeg savnede min familie og følte mig meget alene. Selvom jeg ikke var medlem af Kirken endnu, troede jeg på Gud. Hver dag bad jeg om at blive helbredt, men jeg fik det i stedet værre og værre. Lægerne mente ikke, at jeg ville overleve.
Lægerne sendte mig endelig hjem fra hospitalet, men det næste år skulle jeg tilbringe i sengen. Jeg tog mange piller og skulle have to indsprøjtninger hver eneste dag. Og jeg havde stadig en bøn i mit sind og hjerte. Jeg fortalte vor himmelske Fader, at hvis jeg fik det bedre, så ville jeg tjene ham resten af mit liv.
Så en dag, mens jeg lå i sengen og læste, tabte jeg min bog på gulvet. Da jeg lænede mig ned efter den, opdagede jeg, at jeg trak vejret normalt. Jeg tabte bogen igen. Og igen kunne jeg samle den op uden problemer!
Jeg stod ud af sengen. Til at begynde med var jeg svimmel, for det var lang tid siden jeg havde gået uden hjælp. Jeg så mig i spejlet og så, at jeg smilte. Jeg vidste, at jeg havde modtaget et svar fra vor himmelske Fader.
Siden den dag har jeg forsøgt at gøre noget for at udtrykke min taknemlighed til vor himmelske Fader. Da jeg blev voksen, blev jeg læge for at hjælpe med at besvare andre børns bønner. Og nu prøver jeg at tjene vor himmelske Fader gennem min kaldelse i Kirken.
Svar på bønner kommer ikke altid så nemt, og de kommer ikke altid lige med det samme. Men jeg ved, at vor himmelske Fader besvarer vore bønner. Han kender vore behov, og han ved, hvad der er bedst.
Illustration: Dan Burr