Vi taler om Kristus
»Jeg glemmer dig ikke«
Forfatteren bor i Utah, USA.
Jeg var fyldt med spænding og håb, da jeg var på vej til min lægeaftale. Jeg havde allerede med ultralyd set mit lille barns hjerteslag, men nu, flere uger senere, ville den lille inde i mig være blevet endnu større. Selvom jeg allerede havde oplevet miraklet ved graviditet tre gange, så var jeg fortsat forundret.
Ti minutter senere sad jeg og græd alene i min bil – med billedet af det stille barn uden hjerteslag, der for evigt ville være printet i mit sind.
I dagene, der fulgte, var jeg i en døs. Jeg følte mig tom og alene. Min mand var nødt til at vende tilbage på arbejde, og vore tre børn løb rundt i huset, mens jeg halvhjertet gav dem mad og forsøgte at holde huset rent. Men jeg var ikke rigtig til stede. Når jeg vendte hjem efter at have foretaget ærinder, tjekkede jeg som det første om jeg havde mistet nogle opringninger. Ingen. Jeg tjekkede min mail hver time. Ingenting. Jeg begyndte at undre mig over, om mine venner og naboer tænkte på mig. Var de overhovedet mine venner? Jeg lagde ikke mærke til, hvordan Satan arbejdede med mig.
Jeg fortalte min mand, hvordan jeg havde det, og han så straks, hvad der var ved at ske. Han læste 1 Ne 21:15-16 med mig:
»Jeg [vil] ikke glemme dig, o Israels hus.
Se, i mine håndflader har jeg tegnet dig, dine mure har jeg bestandig for øje.«
Jeg havde før lært om og studeret forsoningen. Jeg troede, at jeg vidste, hvad det handlede om. Men jeg havde fejlet ved ikke at anvende den på rette måde i mit liv. Jesus havde allerede lidt for alle mine sorger. Han vidste nøjagtig, hvordan jeg havde det.
»Jesus måtte i sin største forbilledlige gerning, forsoningen, stige ned ›under alt‹ (L&P 88:6) og lide ›alle menneskers smerter‹ (2 Ne 9:21). Vi forstår således, at forsoningen har et større formål end at sørge for et middel til at overvinde synd. Den største af alle Frelserens jordiske bedrifter giver ham kraften til at opfylde dette løfte: ›… hvis I vil vende jer til Herren med hjertets faste forsæt … vil han … udfri jer‹ (Mosi 7:33).«1
Kunne jeg have en bedre ven i denne tragiske tid end en, der med sikkerhed kunne føle med mig? Jeg indså, at jeg havde brug for min Frelser til at hjælpe mig med at overvinde min sorg. I det jeg vendte mig til Herren, så jeg straks hans kærlighed til mig. Jeg følte mig rolig og fredfyldt, og jeg følte, at Jesus forstod mig på en måde, som jeg aldrig havde troet mulig. Han er præcis den slags ven, som jeg længtes efter i dagene efter min spontane abort – den ven, jeg havde allermest brug for.
Jeg ved, at jeg altid kan vende mig til min Frelser, ikke kun når jeg skal omvende mig fra synd, men også når jeg har brug for en at græde ud hos. Han er der altid. I vores søgen efter nogen, som kan forstå vores smerte og sorger, lad os da ikke glemme vores tro ven, Jesus Kristus.
Min mand læste 1 Ne 21:15-16 med mig. Jeg indså, at jeg havde brug for min Frelser til at hjælpe mig med at overvinde min sorg.
Fotoillustration: Welden C. Andersen.