Til vi ses
Øboernes tro
På en nylig rejse fra USA til Marshalløerne og Tonga blev jeg forundret over den rene tro hos de mennesker, jeg mødte. I det store og hele virkede det på mig som om, at deres tro ikke var spoleret af den vestlige verdens evigt skiftende definition på moral og sandhed. Øboernes tro er dyb, som beskrevet af tidligere missionspræsident på Tonga, ældste John H. Groberg (fra De Halvfjerds’, 1976-2005). Den er rodfæstet i forsoningen og frelsesplanen. En sådan tro stiller ikke spørgsmål ved det, som er blevet undervist af Ånden.
På visse punkter har livet på Stillehavsøerne en tendens til at bevæge sig i et mildere tempo end det, jeg var vant til. Selvom øboerne har adgang til biler og fjernsyn, film og internet, sportsgrene og mange andre lignende aktiviteter, virker disse ting mindre påtrængende end i så mange andre kulturer, heriblandt USA.
Selvfølgelig har øboerne deres udfordringer. Ligesom jeg, må de finde måder, hvorpå de kan sørge for kost og logi såvel som at være opmærksomme på at beskytte deres vidnesbyrd. Alligevel var jeg gang på gang vidne til troen hos dem, der ikke vaklede under prøvelsernes pres eller blev afledt af travlhed eller forstyrrelser. I stedet er de opmærksomme på Herrens hånd i deres liv. Som ældste David S. Baxter fra De Halvfjerds’ (og tidligere områdepræsident for Stillehavsområdet) forklarede: »De tror på mirakler, de forventer at modtage dem, og det gør de.«
Da jeg vendte hjem fra min oplevelse i det sydlige Stillehav, grundede jeg over adskillelige spørgsmål: Hvorfor forbliver nogle mennesker faste i deres tro, mens andre lader spørgsmål eller tvivl forstyrre deres tanker? Når man en gang har opnået et vidnesbyrd, hvorfor er der så nogle, der lader det blive svagt eller sårbart? Hvorfor bliver nogle overraskede, når de er vidner til Herrens hånd i deres liv?
Måske ligger svaret i, hvor solidt en persons hjerte bliver lagt på Herrens alter. For de øboere, som jeg mødte, er beslutningen ikke én, de synes at træffe og gentræffer jævnligt. Fordi de har grundlagt deres tro på deres Forløsers klippe, det sikre fundament, holder mange op med at stille spørgsmål; de nægter at lade deres vidnesbyrd blive rystet. De accepterer det, de ved, er sandt og lader tvivlen forsvinde.
Det er en egenskab, som jeg ønsker at udvikle. Når min tro bliver udfordret, vil jeg gerne være i stand til at gøre det, som Herren bad Oliver Cowdery om at gøre: »Læg dig den nat på sinde, da du råbte til mig i dit hjerte, for at du kunne få sandheden om dette at vide. Gød jeg ikke fred i dit sind angående sagen? Hvad større vidnesbyrd kan du få end et fra Gud?« (L&P 6:22-23). En sådan påmindelse fører til urokkelig tro.
Denne type tro er ren og fri for forstyrrelser. Den er hengiven og godkendt. Den stadfæster: »Dette ved jeg. Jeg behøver ikke at stille spørgsmål ved det igen.«
Udøvelse af denne type tro på vor himmelske Fader og hans plan, lader hans kraft være aktiv i vores tilværelse. Den giver ikke efter for angreb på vores overbevisning, for træthed eller for det ukendte. Den lader os sige: »Han lever!« Og det er tilstrækkeligt for mig.
Foto: Joshua J. Perkey