Helt ny diakon
»Og videre, alle de, der modtager dette præstedømme, modtager mig, siger Herren« (L&P 84:35).
Det er et stort ansvar at omdele nadveren. Hvad nu, hvis han kom til at lave rod i det?
Benjamin stod foran spejlet og rettede på sit slips. Hans hvide skjorte og mørkeblå bukser passede perfekt. Hans hår var redt. Han så absolut ud til at være klar til at blive ordineret til diakon. Så hvorfor var han så nervøs?
Benjamin greb fat i sine skrifter og gik ud af værelset. Han ville ikke at tænke på, hvor anderledes tingene ville være i kirken i dag. Og så var der også lige den nye præstedømmepligt, der bekymrede ham, når han tænkte på den: Omdelingen af nadveren. Hvad, hvis han nu lavede en fejl, når han skulle omdele for første gang næste uge? Det prøvede han også på at glemme, imens han gik ud af huset.
Nadvermødet gik som det plejede. Men bagefter gik Benjamin med sin familie ind på biskop Salazars kontor. Det var helt klart anderledes. Normalt ville han på det her tidspunkt sidde inde til Primarys forprogram.
Benjamin sad ned, mens far, biskoppen, Unge Mænds præsident og biskoppens rådgivere lagde deres hænder på hans hoved. Far gav ham Det Aronske Præstedømme. Under velsignelsen forsvandt sommerfuglene i Benjamins mave. Han følte sig rolig og glad.
Benjamin rejste sig og gav alle hånden. Så gav han sin mor, sin bror Jakob og sin lillesøster Mirasol et kram.
Bagefter gik han ind til Søndagsskolen. Selv om de nye klasser ikke var ligesom dem i Primary, så føltes de stadig bekendte. Lektionen handlede om bøn. Han havde haft mange lektioner om bøn i Primary. Benjamin sukkede lettet. Måske ville det ikke være så svært at blive diakon.
»Det bliver godt,« sagde Jakob til Benjamin efter kirke. »Jeg velsigner nadveren, og så kan du omdele den.«
Alle sommerfuglene vendte tilbage. »Ja, super,« svarede han stille. At omdele nadveren var det, som Benjamin bekymrede sig mest for!
Senere den aften fandt Benjamin sin far, der sad i sofaen og læste. »Hvad, hvis nu jeg kommer til at overse en eller anden, og de så ikke får nadveren?« spurgte han. »Hvad nu, hvis jeg snubler?« Han så tydeligt for sig, at bakken ville falde på gulvet og de små bægre med vand flyve overalt.
Far gav Benjamins skulder et klem. »Jeg kan huske den første gang, jeg omdelte nadveren. Jeg var sikkert mere nervøs end du er lige nu.«
Benjamin blinkede overrasket. »Dig? Du er da ikke bange for noget!«
Far lo. »Jeg har været bange mange gange. Ved du, hvad der hjalp mig til ikke at være nervøs?«
Benjamin tænkte sig om et øjeblik. »Bøn?«
Far smilede. »Det er rigtigt. Bøn. Og at min far gav mig en velsignelse. Vil du gerne have, at jeg giver dig en?«
Benjamin nikkede hurtigt. »Ja! Det vil jeg rigtig gerne have.«
Familien samlede sig i stuen. Far lagde sine hænder på Benjamins hoved. Mens far talte, kunne Benjamin mærke, at tårerne pressede på. »Husk,« sagde far i velsignelsen, »du har modtaget præstedømmet gennem en hellig ordinance. Vor himmelske Fader gav os præstedømmet, så vi kan tjene andre. Hvis du kan gøre dette af hele hjertet, vil du blive velsignet i dette og i alle ting.«
Benjamin bad Herren om hjælp hele ugen. Den følgende søndag satte han sig med de andre diakoner oppe foran i kirkesalen. Han lyttede omhyggeligt, mens Jakob velsignede brødet.
Pludselig blev han igen helt bekymret. Kunne han virkelig gøre det? Det var så vigtigt! Så kom han i tanke om løfterne i den velsignelse, hans far gav ham. Hans bekymring forsvandt, og Ånden hvilede over ham.
Han tog fat i bakken og gik selvsikkert hen til sine tildelte rækker. Han rakte forsigtigt bakken til en kvinde på første række.
Hun smilede til ham. Benjamin smilede tilbage, idet han vidste, at han tjente Herren.
Illustration: Adam Koford