Bare smil og sig nej
Forfatteren bor i Metro Manila Filippinerne.
Jeg havde afslået flere tilbud om en drink, men nu tilbød firmaets direktør mig et glas vin.
Illustration: Sudi McCollan
En sommer tog jeg del i et kandidatforløb på en ø i Bicol i Filippinerne. Udsigten over havet var vidunderlig, og jeg så frem til hver eneste morgenstund.
Jeg gruede dog for aftenerne. Det var om aftenen, at folk i lejren begyndte at drikke og holde fester. Der var tit invitationer til fester, og mine medpraktikanter og jeg var nødt til at deltage, eftersom udeblivelse ville tolkes som mangel på respekt.
Den første fest var en velkomstfest for nye praktikanter. Jeg var bange for at deltage, fordi jeg var ret sikker på, at de ville tilbyde os drink, og jeg var ikke sikker på, hvordan jeg skulle sige nej tak. Jeg ringede til en ven i min menighed derhjemme, og han gav mig nogle fantastiske råd, der styrkede min selvtillid.
Da festen begyndte, tilbød de os en drink, men heldigvis nødte de os ikke til at drikke. Eftersom mine medpraktikanter accepterede, at jeg ikke drak, var det nu nemt for mig at afslå de efterfølgende tilbud om at drikke – indtil én aften. Under en af festerne kom firmaets direktør. Han havde en flaske lambanog (en lokal vin, der er lavet på kokosnød) med sig. Kort tid efter, at han var kommet, så jeg ham hælde vin i nogle glas. Så sagde han: »I må lære, hvordan man drikker«, og gav et glas til en af praktikanterne. Hun drak det hurtigt.
Mit hjerte begyndte at hamre. Snart blev det min tur. Jeg hviskede til mig selv: »Jeg drikker det ikke. Jeg drikker det ikke.« Så så jeg direktøren række et glas vin frem mod mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Mine medpraktikanter så på mig og ventede på at se, hvad jeg ville gøre. Jeg smilede til direktøren og sagde ydmygt: »Beklager, hr., men jeg drikker ikke.«
Jeg vidste, at han var skuffet. Han spurgte, hvorfor jeg ikke drak. Jeg svarede: »Jeg er mormon.«
Han sagde: »Den religion har jeg ikke hørt om. Det lyder som en slags mad.« Alle lo.
Jeg smilede også, ikke på grund af hans sjove bemærkning, men fordi jeg vidste, at jeg havde gjort det rigtige.
Siden da var der ingen, der tilbød mig noget at drikke. Men hånen ophørte ikke, selv ikke fra mine venner. En ven sagde endog, at jeg løj, for det var utænkeligt, at medlemmer af Kirken ikke drak. I løbet af denne periode følte jeg det pres, som medlemmer af Kirken kan møde.
Mit ophold på øen har givet mig en masse erfaringer, ikke blot akademiske, men også åndelige. Jeg lærte, at hånen måske aldrig ophører, men Herrens Ånd vil altid vejlede dig til at gøre det rigtige.