Hjælp Viola

Charlotte Mae Sheppard

Bygger på en virkelig begivenhed

»Du skal elske din næste som dig selv« (Mark 12:31).

Hvordan skulle Emma kunne være sød, når Viola var så ond?

Emma holdt godt fast på sin skoletaske, da hun gik ind i sit nye klasseværelse. Det var første skoledag. Hun havde sin yndlingskjole på, og mor havde pakket lidt ekstra guf med i madpakken – kiks med dyremotiver.

»Det bliver en god dag i dag,« tænkte Emma for sig selv. »Så længe –«

Emma stoppede op og så tværs gennem klasseværelset. Der var hun. Viola.

Sidste år havde Viola hugget pladsen på klatrestativet hvert eneste frikvarter. Hun havde kaldt Emma øgenavne. Hun havde endda stjålet Emmas bedste ven!

Viola fik øje på Emma og rakte tunge ad hende. Emma stirrede tilbage og holdt endnu mere fast på sin skoletaske. Viola havde ikke været venlig hele sidste år, og det så ud til, at det ikke skulle blive anderledes i år.

»Velkommen tilbage til et nyt skoleår, klasse!« sagde frk. Carlsen oppe fra tavlen. »Lad os bytte pladser i år.«

Bordene stod parvis i klasseværelset. Frk. Carlsen skimmede listen med sin finger; så pegede hun på to borde bagest i lokalet. »Emma. Du sætter dig der!«

Emma satte sig ned ved et af de bageste borde. Hun håbede, at Lisette skulle sidde ved siden af hende. Eller Julia. Eller –

»Viola.«

Emma så op med et sæt. Hørte hun rigtigt?

Ja. Frk. Carlsen pegede på bordet ved siden af hendes. »Du skal være Emmas sidekammerat, Viola,« sagde hun.

Viola trampede ned mod Emma med rynket pande. Emma lagde sit hoved på sit bord og stirrede på væggen. Det ville blive et langt år.

Til matematik skrev frk. Carlsen nogle opgaver op på tavlen, som klassen skulle løse. »I kan arbejde alene eller sammen med jeres sidekammerat,« sagde hun.

Emma skyndte sig at bøje sig over opgaven, og lod som om hun var godt i gang. Opgaverne var ret nemme. Hun prøvede bare at undgå Viola. Hun havde ikke set på hende en eneste gang hele morgenen.

Noget prikkede hende på skulderen. Det føltes som en blyant. Emma ignorerede det.

Endnu et prik. Det var Viola, der prikkede til hende! Emma fortsatte stædigt med opgaverne.

Violas tredje prik var så hårdt, at det næsten gjorde ondt. Emma kunne mærke, at hun blev sur indvendig. Ville hele skoleåret blive som nu? Hun overvejede at række hånden i vejret og sige det til frk. Carlsen. Eller måske skulle hun bare stirre på Viola igen.

Så hørte Emma et snøft. Var der nogen, der græd? Blyanten prikkede til hende igen. Hun så op og så Viola, der kiggede på hende. Hun havde blyanten i hånden og tårer i øjnene. Hendes papir var dækket med mærker efter viskelæderet.

Viola vred blyanten i sin hånd. »Vil du hjælpe mig?« spurgte hun stille.

Emma så på hende et sekund og var chokeret. Ville Viola have hendes hjælp? Når hun nu havde været så ond. Emma vendte sig om til sin egen opgave. Viola måtte bare arbejde alene. Hun fortjente ikke Emmas hjælp, selv om hun var …

… hendes sidekammerat.

Emma så stille frem. Hun kunne høre Viola, der græd stille ved siden af hende. Skrifterne siger jo, at man skal elske sin næste – men Viola var anderledes! Emma sad jo kun ved siden af hende i klassen!

Emma vendte tilbage til opgaven. Så stoppede hun op. Måske var Viola ikke anderledes. Måske mente skrifterne, at man skulle elske alle mennesker, når de talte om ens næste. Selv de onde. Selv om det kan være svært.

Emma sukkede og lagde langsomt blyanten ned. Hun vendte sig mod Viola og gjorde sit bedste for at smile. »Skal jeg hjælpe dig?« spurgte hun.

Viola nikkede og tørrede tårerne væk med sin hånd.

Emma lænede sig over Violas papir og begyndte at hjælpe hende med den første opgave. Hun havde allerede en varm følelse indvendig. Hun tænkte på, om Viola mon kunne lide kiks med dyremotiver på.