Til vi ses igen
Jeg sværger …
Bandeord klæbede sig til mine ord, lige så fast som burrer i hundes pels.
Min mors ansigtsudtryk knuste mit hjerte. Chok. Forfærdelse. Skuffelse. Det ene ord efter det andet kunne ses i hendes øjne og blev til én følelse – svigt.
På trods af hendes undervisning i 15 år om at ære min himmelske Fader i ord og handling, stod jeg der, skyldig i at have ladet et bestemt bandeord slippe ud af mine læber.
Det havde ikke været min mening at bande. Jeg havde aldrig bandet før det år. Men den sommer havde jeg arbejdet i Utahs vejdirektorat og havde tilegnet mig den vane fra de andre drenge, som jeg arbejdede sammen med.
Vores primære opgave var at beskære burrer fra vejsiderne. Vi besluttede hurtigt, at Arctium minus (liden burre) var en særlig ond form for ukrudt. Det vokser i store mængder næsten alle steder, og det kvæler næsten andre planter. Burrer klæber sig fast til alt, hvad de kommer i nærheden af.
Med skovle bekæmpede vi dem hele sommeren, indtil vi var helt udmattede – og til dårligt sprog. Til at begynde med fandt jeg mine kollegers sprog anstødeligt. Så tolererede jeg det. Og til sidst tog jeg det til mig. Ved slutningen af sommeren klæbede bandeord sig til mine ord, ligeså fast som burrer i hundes pels.
Min mors reaktion på min svipser overbeviste mig dog om, at jeg måtte ændre mig.
Det var ikke let. At bande er ikke bare valg af ord. Det er også en måde at tænke på. Samtalerne, som vi tillader i vores liv, ordene, vi læser og billederne, vi ser på, former vore tanker. Jeg lærte snart, at jeg måtte ændre på det, jeg slap ind i mit sind, hvis jeg ønskede at ændre på mit sprog.
Heldigvis tog jeg aktiv del i kirken og i seminar. Bandeordene havde overdøvet de højere tanker, men ved at være i omgivelser, hvor jeg blev udsat for disse højere tanker, rodfæstede de sig igen. Jeg koncentrerede mig om at læse i skrifterne hver dag og bede. Jeg holdt mig fra film og tv-programmer, der igen præsenterede mørke tanker.
Gradvist blev mit sprog bedre. Ved slutningen af året var jeg blevet fri fra min vane med at bande.
Siden den oplevelse har jeg lært meget af ordets kraft. Ord kan skabe eller ødelægge. De kan såre eller hele. De kan nedgøre mennesker, eller de kan plante håbets og kærlighedens frø.
Jeg finder det interessant, at Frelseren selv, himlens og jordens Skaber, refereres til som Ordet (se Joh 1:1-4; L&P 93: 6-11).
Jeg lærte, at det at sværge har en positiv betydning såvel som en negativ betydning. Vi sværger, at vi siger sandheden i en retssal. Vi afgiver løfte om, eller sværger, at holde Guds befalinger, når vi bliver døbt. På samme måde afgiver vi hellige løfter om at holde vore tempelpagter for at kunne modtage vor himmelske Faders største velsignelser.
Sagens kerne er, at vi bliver mere som Ordet, når vore ord ærer ham og afspejler hans herlighed.
Foto: Anna Laurent