Budskab fra Det Første Præsidentskab
Vores ansvar for at komme til undsætning
For sidste dages hellige er det af evig betydning at komme vore brødre og søstre, som af den ene eller anden grund er kommet væk fra at være aktive i Kirken, til undsætning. Kender vi personer, der engang favnede evangeliet? Hvis det er tilfældet, hvad er så vores ansvar for at komme dem til undsætning?
Tænk over de tabte blandt de ældre, enkerne og de syge. Alt for ofte finder man dem i isolationens solsvedne og øde ørken, som også kaldes ensomhed. Når ungdommen rinder ud, når helbredet svigter, når kræfterne svinder, når håbets lys blafrer svagt, så kan de kommes til undsætning og støttes af en hånd, der hjælper, og et hjerte, der kender til medfølelse.
Der findes selvfølgelig andre, der må kommes til undsætning. Nogle kæmper med synd, mens andre vandrer i frygt eller apati eller uvidenhed. Uanset årsagen har de isoleret sig selv fra aktivitet i Kirken. Og de vil næsten helt sikkert forblive fortabte, medmindre der i os – de aktive medlemmer af Kirken – vækkes et ønske om at komme dem til undsætning og redde dem.
En, der kan vise vej
For et stykke tid siden modtog jeg et brev, skrevet af en mand, der var afveget fra Kirken. Det er et typisk eksempel på alt for mange af vore medlemmer. Efter at have beskrevet, hvordan han blev inaktiv, skrev han:
»Jeg havde så meget, og nu har jeg så lidt. Jeg er ulykkelig og føler det som om, at alt mislykkes for mig. Evangeliet har aldrig forladt mit hjerte, selv om det har forladt mit liv. Jeg beder om, at I beder for mig.
Glem ikke os, fortabte sidste dages hellige, der er herude. Jeg ved, hvor Kirken er, men til tider føler jeg, at jeg har brug for én, der kan vise mig vej, opmuntre mig, fjerne min frygt og bære vidnesbyrd for mig.«
Mens jeg læste dette brev, tænkte jeg tilbage på et besøg i et af verdens store kunstgallerier – det berømte Victoria and Albert Museum i London i England. Der finder man et smukt indrammet mesterværk, der blev malet i 1831 af Joseph Mallord William Turner. Maleriet skildrer tunge, sorte skyer og det oprørte havs rasen, der varsler om fare og død. Et lys fra et strandet fartøj stråler i det fjerne. I forgrunden er der en stor redningsbåd, der kastes rundt af de frådende bølger, der slår ind. Mændene trækker kraftigt i årerne, mens redningsbåden kaster sig ud i stormen. På land står der en hustru og to børn, våde af regn og med blæsten piskende mod dem. De stirrer bekymret ud over havet. I mine tanker forkortede jeg titlen på maleriet. For mig blev det »Til undsætning«.1
Midt i livets storme, lurer faren. Mænd og kvinder, drenge og piger er strandede og står over for ødelæggelse. Hvem vil lede redningsbådene og lade hjemmets og familiens hygge bag sig for at komme dem til undsætning?
Vores opgave er ikke uoverkommelig. Vi går Herrens ærinde, vi har ret til hans hjælp.
Da Mesteren vandrede på jord, kaldte han fiskere i Galilæa til at forlade deres net og følge ham, idet han erklærede: »[Jeg vil] gøre jer til menneskefiskere.«2 Må vi tilslutte os fiskere af mænd og kvinder, så vi må kunne yde den hjælp, vi kan.
Det er vores pligt at række ud og komme dem til undsætning, som har forladt sikkerheden ved at være aktiv, så de kan blive bragt til Herrens bord for at tage for sig af hans ord, nyde fællesskab med hans Ånd og »ikke længere [være] fremmede og udlændinge. I er de de helliges medborgere og hører til Guds husstand.«3
Kærlighedens princip
Jeg er nået frem til, at en stor del af tilbagevenden til aktivitet og ændringer af holdninger, vaner og handlinger, beror på to grundlæggende årsager. For det første vender personer tilbage, fordi nogen har vist dem deres evige muligheder og har hjulpet dem til at beslutte sig for at opnå dem. De mindre aktive kan ikke ret længe forblive tilfredse med middelmådighed, når først de ser, at det fortræffelige er inden for deres rækkevidde.
For det andet vender andre tilbage, fordi kære eller »de helliges medborgere« har fulgt Frelserens formaning, har elsket deres næste som sig selv,4 og har hjulpet andre med at opfylde deres drømme og opnå deres ambitioner.
Katalysatoren i den proces har været – og vil fortsat være – kærlighedens princip.
På en meget virkelig måde er personerne i havsnød på Turners maleri, ligesom mange af vore mindre aktive medlemmer, som venter på, at dem i redningsbådene kommer dem til undsætning. Deres hjerte længes efter hjælp. Mødre og fædre beder for deres sønner og døtre. Hustruer anråber himlen om, at deres ægtemand kan nås. Sommetider beder børn for deres forældre.
Det er min bøn, at vi må have et ønske om at komme de mindre aktive til undsætning og bringe dem tilbage til glæden ved Jesu Kristi evangelium, at de sammen med os må tage del i alt, hvad et fuldt medlemskab kan tilbyde.
Må vi række ud og komme de tabte omkring os til undsætning: De ældre, enkerne, de syge, dem med handikap, mindre aktive og dem, der ikke holder befalingerne. Må vi række ud til dem med en hjælpende hånd og et hjerte, der kender til medfølelse. Ved at gøre dette vil vi bringe glæde til deres hjerte, og vi vil opleve den rige tilfredsstillelse, der kommer til os, når vi hjælper andre på vejen til evigt liv.
Undervisning ud fra dette budskab
Overvej at spørge de personer, som du besøger, om de kender nogen, der kæmper med at komme i kirke. I kunne vælge en person og drøfte måder, hvorpå man kunne vise kærlighed, såsom at invitere denne til at deltage i en familieaften eller komme til middag.
Life-Boat and Manby Apparatus Going Off to a Stranded Vessel Making Signal (Blue Lights) of Distress, af Joseph Mallord William Turner © Victoria and Albert Museum, London, www.vandaimages.com