Spørgsmål og svar
»Hvad siger jeg til ikkemedlemmer, der spørger, hvorfor nogle af Kirkens medlemmer ikke efterlever vore standarder?«
Det ville være vidunderligt, hvis alle Kirkens medlemmer efterlevede evangeliet fuldt ud. De ville ikke blot nyde flere velsignelser i deres tilværelse, men ville også være store eksempler for dem omkring sig. Men vi er mennesker, så vi fejler alle i forskellig grad. Hovedårsagen til, at nogle medlemmer efterlever evangeliet mere fuldt ud end andre, er, at vi alle befinder os på forskellige trin i vores omvendelse, og styrken af vores vidnesbyrd er forskellig. Vi har alle forskellige prøvelser og forskellige ressourcer og mennesker til at hjælpe os.
Ikkemedlemmer forstår måske ikke begrebet »konvertering« og »vidnesbyrd«, men de kan forstå, at enhver person kan vælge, hvordan de vil leve. Du kan forklare, at det er sådan vor himmelske Fader har påtænkt det. Han gav os vores handlefrihed, så vi kunne udvikle os åndeligt ved at vælge rigtigt. Men vor himmelske Fader vidste også, at alle – undtagen Jesus Kristus – ville begå fejl, så han sørgede for en Frelser til os. Takket være forsoningen kan vi omvende os, blive tilgivet, lære af vore fejltagelser og bevæge os fremad i livet.
Du kan også forklare, at vi ikke dømmer dem, der ikke følger Kirkens standarder. I stedet prøver vi at hjælpe dem, forstå dem og vise dem tålmodighed. Selvom vi ikke tolererer synd, fordømmer vi ikke synderen (se Joh 8:11). Omvendelse er stadig mulig, for os alle.
Gransk skriften
Svaret på spørgsmålet kan findes i skrifterne. Når mennesker ikke holder befalingerne, bør vi undgå at være fordømmende (se Matt 7:1). Romerbrevet 3:23 lyder: »For alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud.« Det er dog sandt, at Kirkens medlemmer bør forsøge at være lydige.
Madison M., 13 år, Texas, USA
Undervis om forsoningen
Når folk siger sådan, bruger jeg i stedet muligheden for at undervise om forsoningen, frem for at finde fejl hos det medlem, som ikke følger reglerne. Jeg fortæller dem, at blot fordi vi er sidste dages hellige, så betyder det ikke, at vi er fuldkomne, og at vi har forsoningen, så vi kan omvende os fra vore synder og rette op på disse fejltagelser. Dette åbner normalt døren for mange flere spørgsmål.
Jayde H., 16 år, Oregon, USA
Kirken lærer os, at vi skal gøre godt
Som alle andre så oplever Kirkens medlemmer udfordringer og fristelser. Vi har alle svagheder, men det betyder ikke, at Kirken ikke er sand. Dette er Jesu Kristi Kirke, som hjælper mennesker til at kende det sande evangelium og modtage ophøjelse. Det er det naturlige menneske, der ikke adlyder befalingerne (se Mosi 3:19), og det er ikke en fejl fra Kirkens side. Kirken lærer os at gøre godt. Men vi har alle et valg.
Lavinia S., 19 år, Bulacan, Filippinerne
Standarderne er til glæde for os
Dette spørgsmål rammer mig dybt, fordi jeg kender nogen, der har truffet valg, der har ført dem væk fra evangeliet. Herren giver os befalinger, for at vi kan opleve glæde og for at »tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Herren ønsker, at vi skal vende tilbage til ham; dog ønsker han, at vi træffer vore egne valg. Derfor efterlever nogle medlemmer ikke vore standarder. Standarderne hjælper mig personligt, fordi jeg ved, at min himmelske Fader har givet dem til mig, så jeg kan vende tilbage og leve med ham og være glad. De er bevis på hans kærlighed til mig.
Morgane D., 18 år, Languedoc-Roussillon, Frankrig
Bed for dem og besøg dem
Medlemmer, der ikke efterlever vore standarder har måske ikke et vidnesbyrd, der er centreret om Jesus Kristus. Vi bør bede for dem, så de vil søge Åndens vejledning, og så de vil blive i stand til at få deres eget vidnesbyrd. Vi bør besøge disse personer og hjælpe dem med at komme til Kristus.
Andrea C., 13 år, Lima, Peru
Vær et eksempel
Denne kirke er afgørende, idet den hjælper os til at opfylde vor himmelske Faders befalinger, så vi kan komme tilbage til ham. Men blot fordi en eller anden tilhører Kirken, betyder det ikke, at vedkommende altid vil være en god person. Se på vores verden i dag, fuld af ugudelighed og afskyeligheder, selvom verden er fyldt med mennesker, der i det førjordiske liv besluttede sig for at følge Jesus Kristus. Jeg mener, at det bedste, vi kan gøre, er at være et godt eksempel for vore venner.
Kaden S., 15 år, Utah, USA
Efterlev vore standarder
Som i enhver anden organisation eller trossamfund, så er der nogle mennesker, der er mere eller mindre engagerede. Vi må blot efterleve vore standarder, så godt som vi nu kan, og håbe på og bede til at andre også vil gøre det.
Maren S., 16 år, Arizona, USA