Afrika
Et kontinent med strålende håb
De sidste dages helliges tro og lydighed i Afrika og Madagaskar er et eksempel for Kirkens medlemmer overalt.
»Det er let at elske det afrikanske folk,«1 sagde ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum, da han var i Freetown i Sierra Leone, under en opgave, der også bragte ham til Liberia og Ghana.
Han fortalte, at de afrikanske sidste dages helliges tro og lydighed, der var affødt af deres kærlighed til evangeliet, var et eksempel for alle Kirkens medlemmer.
Det er imponerende, siger ældste Holland, »at se, hvor meget evangeliet betyder for dem, og se, hvad de har gjort med det, hvordan de skatter det, og at se deres trofasthed i tiende og i tjeneste, i at tage til templet – jeg ser templet som det højeste mål – og så at se dem opdrage deres børn i Kirken og sende deres sønner og døtre på mission. Det er et vidunderligt udtryk for deres trofasthed.«2
For øjnene af jer
Ældste Holland bemærkede, at med undtagelse af Sydafrika (hvor en stav blev organiseret i 1970), så har Kirken været i Afrika under 30 år. Af den årsag er Kirken her blevet »født for øjnene af jer, født på en dag,« og »Afrika er et af de specielle steder, hvor man får Herrens herlighed at se, og hvor genoprettelsens under og mirakler helt bogstaveligt, udfolder sig for øjnene af jer.«3
Han siger, at han altid vil mindes at have været i Accra i Ghana med præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008), da han bekendtgjorde, at der skulle bygges et tempel der. »Folk stod og jublede, græd og dansede, holdt om hinanden og græd. Og på denne måde fortsætter denne ånd stadig. Det er min kærlighed til afrikanerne – det er deres ukompromitterede glæde ved evangeliet. Mange af dem har haft så få materielle goder, men da de modtog evangeliet, favnede de det … Og det gør de stadig. De gør de den dag i dag.«4
Profetier opfyldes
Andre profeter og apostle, som har udført opgaver i Afrika, taler om kontinentet, som et sted, hvor Herrens profetier bogstaveligt talt bliver opfyldt.
»Det afrikanske folk er et venligt og tålmodigt folk,« siger ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum efter et besøg hos Kirkens medlemmer i Mozambique og Nigeria. »De har ikke en stor indkomst eller ressourcer, der økonomisk set lader dem gøre ting, så de gør det ud af ren og skær anstrengelse. De går kilometer efter kilometer efter kilometer for at opnå noget, som de føler sig tilskyndet af Helligånden til at gøre, for at fremme værket.«5
Ældste Scott bemærkede i 1999, da han indviede Mozambique til forkyndelse af evangeliet, at der kun var 40 medlemmer der, og at landet var en del af missionen i Johannesburg i Sydafrika. Ved sit andet besøg i januar 2011 var Kirken vokset til flere end 5.000 medlemmer spredt over 2 distrikter og 19 grene, der mødes over hele landet. Mozambique er også hovedsæde for Mozambique Maputo-missionen, som også inkluderer Angola.6
Ung, men i vækst
»Kirken er ung her,«7 sagde ældste Russell M. Nelson, også fra De Tolv Apostles Kvorum, da han besøgte Madagaskar, Malawi og Kenya. »Vi ser Herren bevæge sig over Afrikas store kontinent for at velsigne dette folk … med sandhed, med evangeliets lys, deriblandt frelsens og ophøjelsens ordinancer.«8 Han fortalte, at han især var imponeret over styrken hos det lokale kirkelederskab i Afrika: »Jeg kan ikke fortælle jer, hvor taknemlige vi er for disse lokale ledere, som giver af deres tid og talenter til Herrens tjeneste for at velsigne disse menneskers liv.«9
Ældste Nelson er »meget optimistisk« omkring Kirkens fremtid og for folket i Afrika og Madagaskar, fordi deres tro er stærkere end deres udfordringer. »I er i sandhed Guds børn, børn af Israels pagtsfolk, beredt til at møde Herren Jesus Kristus og Gud, vor evige Fader, og dvæle i deres nærhed med jeres familier,«10 sagde han ved et møde i Madagaskar. Ældste Nelson siger også: »Dette er mennesker med stort potentiale. De har tro. De har kærlighed til Herren, og de har alt det, der kræves for at gøre mennesker rigtig stærke.«11
Under et interview i Nairobi i Kenya, kom ældste Nelson med denne bemærkning: »Vi har sidste dages hellige kirkebygninger. Vi har en stav her i Nairobi. Vi har haft stavskonference i dag. Det var en glæde at mødes med folket. Der var over tusind mennesker samlet, og de var så ærbødige og havde et smukt kor, et fantastisk stavspræsidentskab og en patriark på forhøjningen. Hvordan kan jeg dog udtrykke min glæde, når jeg ser en sådan fremgang?«12
Trods modgang
Ældste Holland siger, at Kirken i Afrika trives, selv når der er udfordringer. For at give et eksempel fortalte han: »Mens der rasede en borgerkrig på Elfenbenskysten, blev de sidste dages hellige … bare ved med at tage til templet. Det er en fantastisk hyldest til dem. Jeg har dyb respekt.«13
Da han omtalte både Sierra Leone og Liberia, sagde ældste Holland: »At de har haft en så blodig, krigshærget og brutal fortid, er en af grundene til, at evangeliet har et så fast greb. De har set, hvorledes livet ikke bør være, og nu, hvor missionærerne og medlemmerne bærer vidnesbyrd, kan de se, hvordan det kan være. Himlen har kunnet vende deres prøvelser til en velsignelse, og de løfter sig ud af politisk uorden og indbyrdes stridigheder.«14
Derudover påpeger ældste Holland, at Kirkens vækst i Zimbabwe fortsætter, trods de seneste års svære tider: »Kirken er blomstret. Vi har vækst, vi har stave, vi har missioner. Det er det, der sker over hele Afrika.«15
Forkyndelse af evangeliet
En af faktorerne til Kirkens fremgang i Afrika, siger ældste Holland, er, at »vi ikke involverer os i tydelige, sociopolitiske sager. Vi forkynder evangeliet. Vi bekymrer os om retfærdighed, og vi bekymrer os om sociale muligheder og rimelighed. Og vi mener, at svarene findes i evangeliet, så vi forkynder blot evangeliet. Det har været sandt andre steder og det er sandt i Afrika, at når mennesker får den indsigt, velsignelse og lys i deres liv, begynder tingene pludselig at ændre sig, og deres liv bliver velsignet.«16
Herrens løfte
Ældste Holland citerede Frelseren, som sagde: »De sidste skal blive de første, og de første de sidste« (Matt 20:16).
»På nogle måder,« siger han, »er evangeliet kommet sent til Afrika, i det mindste som vi kunne gøre det efter Herrens tidsregning – og det var Herrens tidsregning, skynder jeg mig at fastslå. Det er kun ganske nyligt, at afrikanerne er begyndt at få missioner og missionærer, præstedømmets velsignelser og så videre. Det er et stort kontinent, og vi har stadig langt at gå. Men jeg tror på, at væksten, som vi nu ser i Afrika, er en del af opfyldelsen af Herrens løfte. Afrikanske sidste dages hellige bryder frem med tro. De er godt på vej. De møder udfordringerne ved at tage imod evangeliet og gøre det tydeligt i deres liv.«17