Ikke længere afhængig: Min kamp for at overvinde pornografi
Som ung kvinde troede jeg aldrig, at pornografi ville være noget, som jeg skulle kæmpe med.
Illustration: Jim Madsen
Jeg havde aldrig troet, at afhængighed af pornografi kunne være et problem for piger. Det tog jeg fejl af, da jeg var omkring 16 år gammel. Jeg stødte på en video med pornografi, og eftersom jeg var alene og nysgerrig, så jeg den. Efter den første gang, følte jeg, at jeg måtte se noget hver dag. Jeg blev afhængig af pornografi.
Jeg havde det dårligt med at se pornografi. Jeg vidste, at det var forkert, men jeg gjorde ikke noget for at stoppe det. Jeg var aldrig glad, og jeg følte mig beskidt og besmittet med Satans fristende snavs. Men jeg fandt stadig muligheder for at se det, så jeg kunne tilfredsstille min appetit. Min afhængighed førte til flere og flere dårlige valg. Jeg løj for alle: Min bror, min mor, og værst af alt for Herren og mig selv. Jeg fortalte mig selv, at endnu en film ikke ville skade mig, endnu en dårlig historie ikke ville være så slemt.
Jeg tog stadig i kirke, til GUF og seminar, men jeg havde ikke den rette indstilling eller Ånden med mig. Jeg var vred, så jeg fik ikke noget ud af lektionerne. Jeg holdt op med at betale min tiende, bede og læse i skrifterne. Jeg følte skyld, men jeg kunne stadig ikke holde op. Jeg fik det værre for hver dag.
Til sidst blev min adgang til pornografi spærret. Til at begynde med følte jeg mig berøvet uden pornografi, men så indså jeg, at tingene havde ændret sig til det bedre. Min rutine blev anderledes. Jeg så ikke pornografi hver dag. Jeg havde stadig lyst til at se det, men jeg blev bedre til at modstå det. Endelig, efter at have været afhængig af pornografi i to år, begyndte jeg at bede regelmæssigt om styrke og holdt fuldstændig op med at se det. Men jeg følte mig stadig beskidt indvendig. Jeg vidste, at jeg havde brug for at tale med biskoppen. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at gøre det.
Efter at have hørt en masse mennesker tale om at gå igennem en omvendelsesproces og om de prøvelser, de overvandt, følte jeg til sidst, at jeg virkelig måtte tale med min biskop. Jeg indså også, at jeg gik glip af en af Kirkens store velsignelser: Min patriarkalske velsignelse.
Jeg aftalte et møde med biskoppen.
Jeg følte mig skamfuld, da jeg gik ind på biskoppens kontor den pågældende aften. Jeg var bange for, at han bare ville se på mig og fortælle mig, at min sag var håbløs, og at jeg havde gravet et hul, der var for dybt at undslippe. Jeg var bange for, at han aldrig ville se på mig på samme måde mere. Men da jeg fortalte ham hele min historie, smilede han kærligt og lyttede opmærksomt. Han bekymrede sig virkelig om mig. Efter at have talt med min biskop og arbejdet tingene igennem, fortalte han mig til sidst, at jeg var ren.
Mine år som afhængig af pornografi var de hårdeste i mit liv, men jeg havde det så godt, da jeg forlod min biskops kontor, og følte mig ren. Det føltes som en tung byrde, jeg havde båret rundt på i årevis, blev løftet af mine skuldre. Jeg var glad for, at jeg kunne modtage min patriarkalske velsignelse, deltage værdigt i nadveren og have Ånden med mig igen. Jeg følte mig som en ny person. Der var endda mennesker, der fortalte mig, hvor anderledes jeg virkede, og at jeg havde et særligt skær omkring mig. Jeg blev gladere og havde en bedre indstilling til alt.
Jeg ved, at vi med Herrens hjælp kan ændre os og overvinde afhængigheder. Og vi skal ikke bekymre os for at tale med biskoppen, for han vil hjælpe os, imens vi omvender os, så vi kan føle os rene igen gennem Jesu Kristi forsoning.