Til styrke for de unge
Udsigten for enden af vejen
Budskabet fra enden af vejen er tydeligt: »Du kan gøre det. Og når du gør det, vil alt blive bedre.«
»Jeg vil aldrig glemme dig, biskop. Du reddede mit liv.«
Manden, der kom med den udtalelse i dag, havde det ikke på denne måde i begyndelsen. Som teenager var han bange. Han vidste, at han var nødt til at omvende sig. Jeg var hans biskop på det tidspunkt, og han vidste, at vi måtte tale sammen. Men han var fyldt med tvivl.
»Hvad vil biskoppen tænke om mig?«
»Vil han holde det fortroligt?«
»Vil jeg nogensinde kunne se på ham igen?«
Sådanne bekymringer kan føles overvældende, og det kan synes umuligt at samle sig det nødvendige mod til at gå på omvendelsens vej.
Se fremad
Men lad os kaste et blik på den vej. Visse dele af omvendelsen er lettere end andre. Et skridt er erkendelsen. Vi ved normalt, når vi har gjort noget forkert; det hjælper Helligånden os med at fornemme. Vi må ændre os, og ønsket om ændring er normalt meget stærkt.
Så bliver skridtene sværere. Herren siger, at vi må bekende og aflægge det. Det virker meget let at bekende over for vor himmelske Fader i vore bønner. Vi kan rette op på mange synder på denne måde, søge tilgivelse, kompensere og forbedre vores opførsel indtil Ånden bekræfter, at vi har gjort alt, det vi kan.
Men nogle bekendelser kræver, at man taler med sin biskop eller grenspræsident. Og det var her den unge mand befandt sig. Han havde brug for hjælp udover sin egen evne, og han havde brug for at vide, at rejsen var mulig.
Håb på hovedvejen
De, der har rejst på omvendelsens vej, kan fortælle dig, at ikke blot er rejsen mulig, men når du har været der og kan se dig tilbage, er dette, hvad du vil kunne se:
Du kan gøre det. Og når du gør det, vil alt blive bedre.
Herren befaler, at vi omvender os, fordi han elsker os. Gennem sin forsoning betalte han prisen for vore synder, og han ved, at omvendelsen kan frigøre os. Han vil styrke enhver, som kommer til ham. Alma lærte os, at for at kunne drage nytte af forsoningen, må vi omvende os – enhver af os (se Alma 5:33-34). Vejen kan være hård, men biskoppen vil gå med dig. Der er hjælp langs vejen.
Lige så snart du begynder på den, vil du føle lettelse.
Tal med din biskop. Du vil i ham finde en mand, som holder af dig og respekterer dig. Du kan få en dyb tillid til din biskop. Den vil vare evigt, og den vil hjælpe dig til at føle dig tryg med andre biskopper i fremtiden. Du vil få et anderledes perspektiv på din udfordring. Med sin visdom, erfaring og med inspiration fra Herren vil biskoppen hjælpe dig med at få det rette perspektiv på noget, du måske følte var verdens ende, og som måske i virkeligheden kun var et bump på vejen.
Han vil hjælpe dig til at forstå, at Frelseren er verdens lys. Ved at drage nytte af forsoningen, vil dit liv blive lysere, din fremtid lovende, og du vil forstå, at et af de største formål med livet på jorden er at opnå tro på Herren Jesus Kristus.
Din biskop vil hjælpe dig gennem det her. Du vil holde af ham og aldrig glemme ham.
Jeg tror fuldt og fast på, at personer, der hjælper en i krisetider, bliver bundet til ens hjerte. Hvor meget mere bindes en biskop så ikke til dig, når han hjælper dig gennem en åndelig krise? Herren øger biskoppens venlighed og hans evne til at vejlede dig. Din biskop vil være din evige ven.
Og til jer unge mænd, som en dag selv bliver biskopper eller stavspræsidenter, jeres erfaring med jeres biskop vil forberede jer til den tid, hvor I måske sidder på den anden side af bordet.
Lad mig slutte ved at fortælle jer lidt mere om min samtale med den unge mand. »Biskop,« sagde han, »du vil hade mig for det, som jeg skal fortælle dig. Du vil aldrig kunne se på mig igen, og hvis du fortæller det, som jeg siger til dig, til nogen, slår jeg mig selv ihjel.«
Jeg sagde: »Jeg lover dig, at jeg aldrig vil røbe dine bekendelser. Jeg tager dem med mig i graven.«
Han fortalte mig om nogle mindre situationer og holdt øje med min reaktion. Da jeg sagde: »Jeg ved, hvad du går igennem. Jeg kan hjælpe dig,« fortsatte han langsomt, indtil han nåede til det, som han var kommet for at tale om. Jeg mindede ham gentagne gange om, at jeg beundrede ham for at bekende og for hans ønske om at ændre sig. Selv om han så ud til at ville flygte, kom vi sammen igennem det, som han havde brug for at fortælle.
Var det noget stort? Det var det for ham. Men mens vi talte sammen, fik han en bedre forståelse af den barmhjertighed, som Herren har til dem, der oprigtigt omvender sig. Efter den første samtale begyndte vi at arbejde sammen, og med tiden blev hans omvendelse fuldstændig. I dag ringer han stadig til mig for bare at sige hej, og vi har nogle hyggelige samtaler.
Jeg var så privilegeret at hjælpe ham til at forstå, at vi alle er afhængige af forsoningen. Og jeg tilslutter mig ham i lovprisningen af Jesus Kristus, ham, der virkelig reddede hans liv.