Vi kom for at få vores gaver

Walter Emilio Posada Rodriguez, Colombia

Da jeg var medlem af vores distriktspræsidentskab, hjalp jeg med at koordinere en aktivitet, hvor medlemmerne i vores distrikt donerede legetøj til fattige børn, der boede i byen Soacha i Columbia. Vi fik en vidunderlig respons fra alle medlemmerne. Ikke alle gaver var nye, men de fleste var i god stand.

Da vi var ved at være færdige med at læsse legetøjet ind i busserne, der skulle køre os til byen, kom en lille pige op til mig med en plastikbold, der var godt brugt og skrammet. Jeg holdt bolden i min hånd og tænkte på, hvem der kunne have doneret en så brugt bold. Med lidt foragt smed jeg bolden ind under sædet.

Da vi nåede frem, begyndte vore unge at synge julesalmer. Deres musik og nissehuer tiltrak en stor skare af børn. Da vi begyndte at uddele gaverne, kaldte disse børn på flere børn. Vi fik hurtigt delt alle gaverne ud.

Da vi skulle til at gå, så jeg en dreng på omkring otte år, som kom løbende imod os med sin lillebror i hånden. Da de nåede frem, sagde den ældste dreng: »Vi er kommet for at få vores gaver.« Hans uskyld gjorde mig mundlam og rørte mit hjerte.

Jeg forklarede ham, at gaverne var væk. Han svarede: »Det gør ikke noget, hvis min gave ikke er her, men der må være en gave til min lillebror.«

Så kom jeg i tanke om bolden, som jeg havde smidt under sædet. Jeg fortalte drengene, at jeg kun havde én gave tilbage, men det var en ydmyg gave.

»Det er lige meget, hvad det er,« sagde han. »Så er det den.«

Jeg stod på bussen og fandt bolden. Da jeg gav bolden til den lille dreng, blev han lykkelig. Han hoppede af taknemlighed, mens han sagde: »En bold! Det er den gave, som jeg bad Jesusbarnet om at bringe mig.« Han fortsatte med at danse glad omkring, mens han og hans ældre bror gik derfra med deres skattede gave.

Jeg stod stille og græd, mens en varm følelse af fred og taknemlighed omsluttede mig. Den bekymring og uselviske omsorg, som den ældre bror havde for sin yngre bror rørte mig, og jeg håbede i mit stille sind, at jeg ville være ligeså ivrig efter at velsigne andre, som den ældre dreng var for at velsigne sin bror.

Mens drengene gik glade derfra, blev jeg mindet om Frelserens kærlighed til os. Han glemte end ikke en lille dreng på en bjergside, der havde bedt om en simpel bold til jul.