Bliv bedre hellige ved at tjene sammen med andre fra andre trosretninger
Forfatteren bor i Utah, USA.
Når vi tjener side om side med mennesker fra andre trosretninger, styrker vi ikke blot vore samfund og vore forhold, men vi bliver også selv bedre disciple.
Kirkens ledere opfordrer ofte medlemmer til at tage del i tjeneste og i moralske sager sammen med de ærlige af hjertet – uanset religiøst tilhørsforhold. Og Kirkens ledere går ofte foran. For nyligt modtog præsident Dieter F. Uchtdorf, sammen med sin hustru, Harriet, en pris for Årets velgørere fra den katolske samfundstjeneste; han så ironien i at »to tyskere, tidligere lutheranere og nu trofast sidste dages hellige, modtog denne ære fra katolikker i USA«.1
Medlemmer verden over svarer prisværdigt på kaldet til at tjene side om side med medlemmer af andre organisationer. Jeg er rørt over beretninger om sidste dages hellige menigheder, der planter haver i lokalsamfundet, afholder konferencer mellem trosretninger om moralske værdier, og som rydder op i lokalsamfundet sammen med menigheder i andre trosretninger.
I den henseende har jeg fundet at opmuntringen fra ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum er sand: Respektfuld og oprigtig tjeneste blandt forskellige trosretninger styrker ikke blot vore samfund, men gør os også kollektivt og individuelt i stand til at vokse i vores kærlighed til Gud og hans børn.2
Gør verden til et bedre sted
For få år siden flyttede en presbyteriansk præst ind i vores nabolag, som havde et ønske om at tjene alle sine naboer, ikke blot medlemmerne af sin egen menighed. Idet hun venligt rakte ud i vores overvejende sidste dages hellige nabolag med tilbud om hjælp og invitationer til nabofester, begyndte medlemmerne i menigheden at tage del i tjenesteprojekterne i hendes menighed; sammen afholdt hun og naboer af andre trosretninger et velgørenhedsarrangement, der var til enorm hjælp for en sidste dages hellig familie, der havde enorme lægeomkostninger.
Apostlen Orson F. Whitney (1855-1931) har sagt: »Gud bruger mere end et folk til at opfylde hans store og vidunderlige værk … Det er alt for stort og alt for vanskeligt for kun ét folk.«3 Man kan opnå store ting, når gode mennesker slår sig sammen. Indsatsen, som præsten i vores nabolag lagde for dagen, førte til dannelsen af lokalsamfundets tværreligiøse komité, som sammen med vores stavs Hjælpeforening afholdt en kvindekonference, der bistod med hygiejnesæt og bøger til flygtningeorganisationer. Disse forbindelser mellem forskellige trosretninger åbnede også op for, at stavens medlemmer kunne hjælpe en menighed med at brødføde en stor samling af flygtninge og til at træde til, da en anden kirke havde brug for flere frivillige på et herberg for hjemløse.
»Vi har et ansvar … for at arbejde sammen med andre kirker og organisationer,« har præsident Thomas S. Monson fortalt medlemmerne,4 og det at række ud har velsignet verden med mere end blot humanitær tjeneste. I en tale til kristne ledere i USA beskrev ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum en serie af dialoger mellem sidste dages hellige og evangeliske kristne, der blev afholdt på Brigham Young University.5 Et resultat af disse konferencer kom, da en fremstående teolog undskyldte for fejlbedømmelsen af den sidste dages hellige tro, der var kommet fra nogen i hans trossamfund.6 Om denne brobygning har ældste Holland sagt: »Jeg kan ikke lade være med at tro, at det til dels skyldes en guddommelig iscenesættelse af begivenheder i disse urolige tider.«7
Bedre forbindelser
Når vi tjener sammen med andre, er der visse retningslinjer, der kan hjælpe os til at gøre vores interaktion mere betydningsfuld og undgå at krænke andre. Jeg boede engang i en storby og blev frivillig i en lokal kirkes mentor-program, der var åben for alle – for blot at opdage, at den ansvarlige person fandt mit medlemskab i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige uacceptabelt. Den oplevelse overbeviste mig om at værdsætte alles bidrag, uagtet religiøst tilhørsforhold (eller mangel derpå). Jeg følger taknemligt op på enhver interesse i at lære mere om Kirken, men jeg ved også, at vi sidste dages hellige tager Jesu befaling om at elske vores næste, klæde den nøgne, bespise den sultne og besøge den fængslede alvorligt (se Matt 25:34-36), uden at forvente konvertering af modtageren eller dem, vi tjener med. Oprigtigt og respektfuldt engagement blandt forskellige trosretninger kræver aldrig, at en gruppe, deriblandt vores egen, fornægter sin overbevisning. Derimod tilskyndes medlemmer således: »Strid ikke mod nogen kirke« (L&P 18:20) og »klæd jer i næstekærlighed« (L&P 88:125).
En anden behjælpelig retningslinje kom fra en vís stavsleder i vores overvejende sidste dages hellige nabolag. Han rådede medlemmerne, der tjente med andre trosretninger, til ikke »at tage over« ved at dominere beslutninger eller lederskab, men at arbejde i råd og tillade alle at have »lige mulighed« (L&P 88:122). Denne leder, som havde stor erfaring med at involvere sig med andre kirker, opfordrede også medlemmerne til at udvikle gode forbindelser. Han opdagede at nogle, der havde arbejdet sammen med sidste dages hellige, fandt dem hårdtarbejdende og behagelige, men mere interesserede i at få arbejdet udført end i at udvikle venskaber.
Min erfaring med lokale og uddannelsesmæssige mål har overbevist mig om, at Ånden er stærk, når forskellige mennesker forener sig i en værdig mission. Broderlig kærlighed og rene motiver driver tjenesten mere frem end det hårde arbejde, der lægges for dagen.8
En sidste dages hellig taler, der deltog i en akademisk konference for forskellige trosretninger, bemærkede, at det at skabe forbindelse til andre, hjælper mennesker med en anden tro end vores egen til bedre at forstå os.9 En anden akademiker, der ikke er af vores tro, giver forelæsninger om mormonismen på et anerkendt, amerikansk universitet. Hun fandt ud af, at hendes studerende gerne ville lære mere om vores kirke »primært af den årsag … at de var blevet opdraget til at tro, at religionen var en kult, men deres erfaring med sidste dages hellige venner og kolleger stemte ikke overens med den stereotype.«10
Vi må forbedre os
Ikke blot hjælper tjeneste med andre til, at de forstår os, men det motiverer os også til at lære af dem og blive mere opmærksom på, at Gud ikke »gør forskel på nogen« (L&P 1:35). Han hjælper gode mennesker af alle religiøse tilhørsforhold og kulturer i deres indsats for at forbedre hans børns liv.
Denne anerkendelse af det gode i andre hjælper os med at forblive ydmyge – i modsætning til farisæerne, som Jesus fordømte for deres åndelige stolthed (se Matt 23) eller zoramitterne, som Almas Bog beskriver som arrogante og som udelukkede andre (se Alma 31). At være åbne over for det gode i andre gør os i stand til selv at blive bedre mennesker.
Vores kærlighed kan udvide sig fra en tæt kreds af venner til ikke blot at omfatte vore venner, men i sidste instans også vore naboer – og selv fjender. Et kirkemedlem, der tjente i det amerikanske militær i Japan efter 2. verdenskrig, fortalte om sin kamp med bitterhed mod det japanske folk. Efter at være blevet budt ind i deres helligdom af det japanske folk, opdagede han imidlertid, at »deres ånd rørte min, og mine følelser mod dem ændredes fuldstændigt. Min bitterhed forsvandt … Jeg tænkte på det, der var sket i denne helligdom og på den fantastiske forvandling, som jeg følte mod folket der.«11
Når vi oprigtigt byder andre velkommen i vores midte, kan de på samme måde også gennemgå en forvandling. En evangelist, der dimitterede fra Brigham Young University, skrev en artikel om sin oplevelse og beskrev sin umiddelbare forsvarsposition mod de sidste dages hellige studerende. Men efter til sidst at have skabt betydningsfulde venskaber, påskønnede hun »den vægt, som jeg følte, at sidste dages hellige lagde på Guds nærhed til menneskeheden. Jeg begyndte at erkende, at i min indsats for at bevare Guds ophøjethed, havde jeg ofret Guds nærhed – og denne indsigt gjorde dybt indtryk på mig.«12
I sin tale til kristne ledere, anerkendte ældste Holland, at der er en »risiko forbundet med at lære noget nyt om en anden. Ny indsigt påvirker altid gamle perspektiver, og således er overvejelse, omrokering og omstrukturering af vores verdensbillede uundgåelig.«13 Ved at skabe venskaber med mennesker af anden trosretning, har jeg ofte taget mig selv i at analysere vore forskelligheder, forsøgt at adskille de kulturelle forskelle fra de doktrinære, alt imens jeg forsøgte at påskønne alt det, der var dydigt og elskeligt ved det, de kunne tilbyde. Anstrengelsen kan bestemt føles risikabel, men den er det altid værd. I processen ved at omstrukturere mit paradigme, tager jeg mig selv i at give mere afkald på mine overfladiske, kulturelle tendenser og komme tættere på evangeliets essens.
Flere sidste dages hellige grupper inviterede min ven, præsten, til at tale om emnet »at elske vores næste trods religiøse forskelle«, og hun oplevede en stor accept fra dem, der deltog. Omvendt inviterede hun flere sidste dages hellige, deriblandt også mig, til at tale til forskellige forsamlinger om samme emne. Efter møderne blev jeg omringet af flere i forsamlingen, som gerne ville tale med mig, kramme mig og endda knibe tårer af gensidig kærlighed og forståelse. Gennem oplevelser som disse, har jeg fundet, at ældste Hollands konklusion er sand:
»Når vi ser forbi folks farve, etniske tilhørsgruppe, sociale omgangskreds, kirke, synagoge, moské, overbevisning og trosbekendelse, og når vi gør vores bedste for at se dem, for hvem og hvad de er – børn af samme Gud – sker der noget godt og værdifuldt inden i os selv, og vi drages nærmere den Gud, som er Fader til os alle.«14