Min bror, missionæren
»Jeg evangeliet vil dele, med dem, der søger sandheds ord« (»Jeg håber at blive missionær«, Børnenes sangbog, s. 91).
Vores familie – mine forældre, min bror og jeg – havde forberedt os i lang tid, så min bror kunne tjene på mission. Når vi talte om, at han skulle være missionær, lavede jeg tit sjov med ham og sagde, at jeg ikke ville komme til at savne ham, og at jeg ville blive glad for at være alene.
Så kom dagen endelig, hvor han kunne sende sine missionspapirer ind. Han havde prøvet at gøre sit bedste i skolen, og vi havde alle arbejdet hårdt for at kunne spare op til hans mission.
En dag ringede stavspræsidenten til os og sagde, at kaldelsen var kommet. Min bror besluttede sig for at åbne brevet derhjemme efter aftensmaden. Han blev kaldet til at tjene i Mexico City Øst-missionen.
Ikke længe efter satte vi ham af i lufthavnen og sagde farvel. På vej hjem kunne min mor ikke holde op med at græde, men jeg græd ikke. Men kun to timer senere, da jeg sad på værelset, som jeg plejede at dele med min bror, indså jeg pludselig, at jeg ikke skulle se ham i lang tid. Så var det pludselig mig, der ikke kunne holde op med at græde, og jeg græd og græd. Mine forældre krammede mig og trøstede mig, og vi følte alle stor glæde og stor sorg på samme tid.
Siden den dag har jeg bedt til min himmelske Fader og bedt ham passe på min bror, mens han tjener.
Min bror lærte mig, at jeg også må forberede mig på en mission. Jeg må være værdig til at modtage præstedømmet, deltage i seminar og opfylde målene i Min pligt mod Gud. Han lærte mig at arbejde og spare penge op, læse i skrifterne og adlyde mine ledere.
Jeg vil også gerne tjene på mission, så andre mennesker kan få evangeliets velsignelser og vide, at det er sandt.