Et svar på hans bønner

Lindsey Leavitt, Nevada, USA

Jeg var ikke i julestemning. Det var december og mit sidste år på gymnasiet, og ansøgningen til videregående uddannelser og mit sidste projekt som laurbærpige ventede forude. Jeg håbede på, at jeg kunne finde noget frivilligt arbejde, som jeg både kunne anføre på mine ansøgninger, og som samtidig kunne fungere som mit laurbærpigeprojekt. Heldigvis spurgte min studievejleder min veninde Jessica og mig, om vi ville organisere en indsamling af legetøj, som kunne gives til den lokale velgørenhedsforening.

Jeg uddelegerede det meste af arbejdet til projektkomitéen. Jeg fik dem til at lave en opslagstavle, hvor der var et stort termometer, der kunne indikere mængden af legetøj, der blev doneret. Vi tænkte, at det var nok reklame, og vi brugte hvert spisefrikvarter på at indsamle donationer. De studerende donerede en smule legetøj, og termometeret forblev lavt.

Mærkelig nok lagde vores studievejleder noget legetøj til side. Da Jessica og jeg spurgte, hvad hun havde tænkt sig at gøre med det, fortalte hun os, at en af lærerne på skolen nyligt var blevet diagnosticeret med kræft. Efter at have kæmpet med at undervise, mens han var under behandling, havde han besluttet sig for at tage orlov fra arbejdet. Nu hvor julen nærmede sig og lægeregningerne voksede, ville der ikke blive meget jul for hans familie. Vores vejleder foreslog, at vi pakkede det legetøj ind, der var blevet lagt til side til dem.

Jeg var rørt. Jeg havde kun set på mit tjenesteprojekt som noget, der kunne gavne mig, ikke andre. Jeg besluttede mig for at tredoble vores mål for donationer af legetøj og samtidig lave en pengeindsamling til læreren og hans familie.

Jessica og jeg besøgte klasserne og advokerede for vores sag. Der kom en enorm respons. Lærere, personale og studerende gav legetøj og penge for at hjælpe familien. Vi overgik snart vores mål for indsamlet legetøj, hvilket forbløffede den velgørende forening. Vi havde også indsamlet over $1.000 til familien.

Mens vi forsigtigt pakkede gaverne ind, som vi havde indsamlet og købt, indså jeg, at det vidnesbyrd, jeg fik om tjeneste, var ligeså fantastisk, som de gaver, vi gav. Jeg kan ikke udtrykke den glæde, jeg følte, da vi i hemmelighed så på, da familien fandt de gaver, som vi anonymt havde efterladt ved deres dør.

Et par måneder senere blev Jessica og jeg bedt om at give et oplæg om tjenesteprojekter. Vi forklarede, hvad vi havde gjort, uden at nævne lærerens navn. En pige rakte hånden i vejret og rejste sig. Tårerne flød, mens hun talte. Læreren var hendes onkel, og hun beskrev, hvor meget vores tjeneste havde betydet for ham. Hun fortalte, at det var et svar på hans bønner.

Det var en stor glæde den jul at kunne samles i kærlig tjeneste og vide, at vi havde gjort en forskel.