Det største mirakel

Ellen Knell, Utah

På en solrig septemberdag blev vores yngste datter Erica involveret i en alvorlig bilulykke. Hun blev fløjet til hospitalet og efter mange timers hasteoperation, fik vi de forfærdelige nyheder: Vores smukke, livlige, 17-årige datter var død.

De næste måneder var en pinsel for os. Vi klarede os igennem hendes fødselsdag og thanksgiving og samlede os mod til vores første jul uden hende. Der var mennesker, der havde advaret os om, at helligdagene ville være svære, men ingen advarsel havde været nok til at forberede os.

Udover at føle en overvældende sorg og fortvivlelse var jeg jaloux på andre familier, der var sammen og fejrede julen med glæde. Jeg tænkte bitterligt: »Hvorfor os? Hvorfor blev vi ikke skænket et mirakel, som vi har hørt andre tale om?«

Midt i min fortvivlelse huskede jeg en tid, hvor vores menighed afholdt en aktivitet, der hed »Jul i Betlehem«. Menighedens medlemmer kom klædt i tøj, som mindede om det, man bar i tiden omkring Jesu fødsel. Erica, der på det tidspunkt var fire år, var klædt i en aflagt, hvid kjole og med et skærf rundt om hovedet. Aftenens klimaks var opførelsen af krybbespillet i en improviseret stald, der var dekoreret med høballer og en krybbe. Et ungt par med deres nyfødte barn spillede Maria, Josef og Jesusbarnet.

Mens vi samlede os omkring krybbespillet, opdagede jeg, at Erica ikke var ved min side. Jeg gik i panik, indtil jeg så et glimt af hendes kjole i nærheden af krybbespillet. Min panik og frygt for hendes velbefindende blev til frygt for, at hun skulle forstyrre opførelsen. Jeg skulle til at kalde på hende, men jeg stoppede op og holdt øje med hende, da hun banede sig vej hen til krybben.

Erica knælede lige så stille ned ved siden af Maria og så op på hende, med et blik om tilladelse. Så rakte Erica ud og aede blidt den sovende baby. Jeg var ikke den eneste, der lagde mærke til det. Snart blev flere stille og så på, idet hun knælede ned helt tæt på barnet. En mild følelse gennemstrømmede gruppen, da de indså, at dette barn var Kristusbarnet for Erica.

I min sorg bragte dette juleminde mig ro og trøst, idet jeg genkaldte mig min lille datters hengivenhed. Mine tanker havde været fyldt med spørgsmål om liv og død – spørgsmål, som ikke syntes at have betydet så meget førend Ericas død. Mens jeg reflekterede over opstandelsen og korsfæstelsen, kunne jeg identificere mig med Maria. Hun elskede sin nyfødte Søn, og hun led senere forfærdelig smerte og sorg, da hun var vidne til hans lidelse og død. Kristus blev ikke skånet på korset, og Maria blev ikke skånet for sin sorg.

Ved juletid fejrer vi begyndelsen på Frelserens liv på jorden, men for mig, er hans fødsel nu altid svøbt i hans lidelse, død og opstandelse – forsoningen. Fordi Frelseren brød dødens bånd, ved jeg, at Ericas død ikke er endelig. Det er miraklet at være taknemlig for – det største mirakel nogensinde.