En yndlingsjulesang
Forfatteren bor i Washington, USA.
Jeg påskønnede ikke hendes sang, indtil jeg indså, hvem hun i virkeligheden sang til.
Illustration: Dan Burr
Jeg kan huske, at det var en typisk juletræsfest i menigheden: Borde, der var dækket med røde og grønne papirduge, mad, der blev serveret på paptallerkner, små børn, der fór rundt, og den glade lyd af medlemmer i menigheden, der sludrede. På en eller anden måde fik nogen tysset på os, så vi kunne få velsignet maden, og derefter spiste alle. Programmet skulle til at gå i gang.
Det var ikke min egen menighed. Jeg var taget med en veninde til hendes menighedsfest, så jeg kendte ikke så mange mennesker. Vi ville gerne have taget af sted lidt tidligere, men hendes mor overbeviste os om at blive og se programmet.
Det første nummer var med primarybørnene, som gik på scenen med en glorie af guldlametta på deres hoved. De sang en sang og møvede og grinede sig ned af scenen og efterlod et spor af guldlametta.
To pianister spillede derefter glade sange. Den første pianist spillede »O, kom hver en trofast« (Salmer og sange, nr. 125) uden at glippe en tone. Den anden, en lille dreng, satte sig ved klaveret og så sorgfuldt over på sin mor, der stille begyndte at tælle for. Drengen sukkede, vendte sig mod klaveret og spillede sin bedste version af »Up on the Housetop« (»Oppe på taget«).
Det næste nummer var en af mine yndlingssange – »C-h-r-i-s-t-m-a-s« (»Julealfabetet«).
Jeg så op og så en søster med foroverbøjede skuldre, hånden holdt tæt til kroppen og med en mærkelig gang gå op og stille sig ved klaveret. Hun stod med den ene hofte længere nede end den anden og smilede skævt, inden hun begyndte at synge. Jeg må indrømme, at jeg uretfærdigt tænkte, om sangen i det hele tage ville være god.
»Da jeg var et lille barn, havde julen en betydning,« sang hun. Sangen fortsatte med at fortælle, hvordan et barn lærer at stave til jul og opdager, hvad julen egentlig handler om.
Hendes mund hang lidt i den ene side, og hun havde svært ved at udtale ordene.
Jeg så forsigtigt rundt i lokalet og så på medlemmernes ansigter. Ingen så ud til at være pinlig berørt. Faktisk sad de og smilede og lyttede tilfreds.
Hun forsatte med at synge og så op på et punkt i loftet. Efter et par sekunder så jeg også op, men jeg så kun loftfliser. Da jeg så hende igen, lagde jeg dog mærke til, at hun havde tårer i øjnene.
Da hun var færdig, fyldtes salen med klapsalver. Hendes kinder blussede. Da hun var på vej tilbage til sin stol, var der hænder, der rakte ud og rørte hendes arm eller skulder, mens medlemmerne udtrykte oprigtig taknemlighed. En søster, der sad i nærheden af mig, fortalte hende, at hun havde gjort det rigtig godt, hvortil hun svarede: »Tak. Jeg håber, han kunne lide det.«
Han? Hvem havde hun sunget til? Netop da jeg stillede mig selv spørgsmålet, kendte jeg svaret. Jeg indså, at hun ikke havde sunget for nogen i salen. Hun havde ikke optrådt for forsamlingens anerkendelse. Hun havde sunget for Frelseren for at prise ham.
Det har været jul mange gange siden den menighedsfest, og jeg har hørt sangen »Julealfabetet« opført af mange veltrænede stemmer. Men versionen, jeg husker bedst, var den, jeg hørte den jul, som blev sunget af en person, hvis optræden var anderledes, men virkelig oprigtig.