Ligesom skrifterne!
Forfatteren bor i Utah i USA.
Vi syntes, at vandreturen gik godt, indtil vi så rutemarkeringen.
»… jeg vil også lette de byrder, der bliver lagt på jeres skuldre« (Mosi 24:14).
Tiårige børn er ret kloge. Vi kan godt lide selv at finde ud af ting.
Min far fortæller mig altid, at jeg skal anvende skrifterne på mig selv. At anvende betyder, at man bruger det, man har lært fra skrifterne i ens eget liv. Så, når vi læser sammen som familie, siger jeg pludselig noget, inden far har nået at forklare os det. Som fx: »Far, jeg ved godt, at vi skal faste og bede, ligesom der står i skrifterne.«
Han smiler, fordi jeg altid forstår budskabet.
Men på et tidspunkt fandt jeg ud af, at skrifterne faktisk kan ligne mit liv ret meget! Det skete, da vi til en familiesammenkomst tog på vandretur.
Jeg bar min egen store rygsæk og sovepose, og jeg brokkede mig ikke. Der skulle trods alt kun være 6,5 km til søen. Det kunne jeg da sagtens klare.
Vandreturen var ikke så slem, men jeg var glad for den pause, vi holdt efter 3 km. Så fik vi øje på det første skilt med rutemarkeringen. Der stod, at søen lå 9,5 km væk. Min far behøvede ikke at fortælle mig, at ruten faktisk var dobbelt så lang, som vi først havde troet. Det havde jeg allerede regnet ud. Men han behøvede at fortælle os, at vi skulle have vores vand til at række længere.
Min fars råd var vigtigt, men svært at følge. Eftermiddagssolen var meget varm, og vi havde næsten ingen skygge på ruten. Det føltes som om, at vi aldrig ville nå hen til søen.
De voksne holdt sig bagest med de mindste børn, og de ældre fætre og kusiner gik forrest. Jeg holdt mig sammen med tre af mine fætre, som var på min alder, og vi endte med at være midt imellem.
Da vi pludselig ikke kunne se nogen foran os eller bagved os, begyndte vi at blive nervøse. Vores rygsække føltes tunge, og vores vandflasker var tomme. Hvor langt skulle vi gå endnu?
Til sidst blev vi så bekymrede og trætte, at vi besluttede os for at stoppe og bede en bøn.
Efter bønnen tog vi vores rygsæk på og traskede videre.
Kort tid efter hørte vi trav, der kom oppe fra stien. Vi ventede og så en mand på hest, der kom ridende imod os.
Han stoppede og gav os noget vand. Han forklarede, at vore ældre fætre og kusiner havde skyndt sig hen til søen med et vandfilter, så de kunne pumpe vand, som de ville komme med til os. Manden havde hørt, at vi havde brug for vand og ville gerne hjælpe. »Er der nogen af jer, der har brug for hjælp med at bære jeres rygsæk?« spurgte han.
Jeg så på mine fætre, og de smilede til mig. Vi havde det faktisk ret godt!
»Du må nok hellere hjælpe andre,« sagde vi til manden. »Vi har det fint.«
Og det var rigtigt! Resten af vejen hen til søen føltes det som om, at engle løftede vores rygsække og hjalp os på vej. Da jeg fortalte mine forældre om det senere, strålede far og mor fik tårer i øjnene.
En uge senere læste min familie Mosija 24. Jeg fik store øjne, da vi læste disse ord: »Og jeg vil også lette de byrder, der bliver lagt på jeres skuldre, så I slet ikke kan føle dem på jeres ryg« (vers 14).
»Det var det, der skete på vandreturen,« udbrød jeg. Jeg behøvede ikke engang tænke på, hvordan jeg kunne bruge det her skriftsted i mit liv – det her skriftsted beskrev allerede mit liv! Det var fantastisk! Jeg kunne næsten ikke vente med at finde andre skriftsteder, der var ligesom mit liv.
Og det var sådan, jeg lærte, at jeg kunne anvende skrifterne på mig selv, og jeg også kunne anvende mig selv på skrifterne!
Illustration: Scott Peck