2014
Fra mørke til lys
Januar 2014


Vi taler om Kristus

Fra mørke til lys

Vi kan med sikkerhed vide, at når vores liv er mørkt, kan Jesus Kristus forvandle mørket til lys, når vi oprigtig omvender os.

Der har været tidspunkter i mit liv, hvor jeg har følt, at der intet håb var for, at jeg kunne føle glæde eller vende tilbage til vor Fader i himlen. For flere år siden blev jeg udelukket af Kirken. Jeg havde levet et liv i stolthed og synd og havde lidt forfærdeligt på grund af mine handlinger. Min forlovelse med kvinden, jeg elskede, holdt ikke, mit forhold til andre led, og jeg var ikke glad.

Selvom jeg ønskede, at jeg langt tidligere havde valgt at være ydmyg, var jeg nu tvunget til at være ydmyg og søge at gøre Herrens vilje. Jeg begyndte at læse mere regelmæssigt i skrifterne, bede oftere og søgte at tjene andre. Jeg forsøgte at redde de forhold, jeg havde forsømt så længe, deriblandt mit forhold til vor himmelske Fader. Jeg ønskede virkelig en forandring i hjertet.

Det var en tidlig morgen, da jeg en dag var på vej til skole, og solen var endnu ikke stået op. Den østlige horisont strålede, mens horisonten mod vest var mørk med en fuldmåne, der gik ned bag den. Jeg havde udviklet en vane med at tale med vor himmelske Fader, mens jeg kørte. Mens jeg bad under køreturen, blev mit sind oplyst, og et nyt håb plantede sig i mit hjerte.

Jeg indså, at mit liv strålede og blev lysere og lysere, præcis som den østlige horisont. Mørket falmede, og mine synder, som var så store som fuldmånen, blegnede. De var endnu ikke væk, men jeg vidste, at de snart ville være det, hvis jeg fortsatte min oprigtige omvendelse. Jeg havde håb om, at mit liv en dag ville være ligeså strålende som lyset midt på dagen.

Med tiden, og idet jeg bad om kærlighed til min himmelske Fader og andre, blev jeg mere ydmyg. En øget ydmyghed hjalp mig til at tjene Gud og andre mere uselvisk, og mit håb om evigt liv og en bedre fremtid blev fornyet og forstørret. I takt med, at håbet voksede, voksede min tro også på, at min Frelser Jesus Kristus kunne frelse og rense mig for al uretfærdighed. Jeg ved, at Mormons ord er sande: »I skal have håb om ved Kristi forsoning og hans opstandelses kraft at blive oprejst til evigt liv« (Moro 7:41).

Foto © Shutterstock.com/Krivosheev Vitaly