Sejrsbuen
»Hvor stor er ikke vor Guds plan« (2 Ne 9:13).
I foråret overværede min mand og jeg vores 4-årige barnebarn, der spillede en fodboldkamp. Der var begejstring i luften, da børnene løb i alle retninger på jagt efter bolden. Da kampen blev fløjtet af, vidste spillerne ikke, hvem der havde vundet, og hvem der havde tabt. De havde bare spillet.
Trænerne bad spillerne give hinanden hånden. Så oplevede vi noget meget usædvanligt. Deres træner udbad sig en sejrsbue.
Forældre, bedsteforældre og andre tilskuere, rejste sig og dannede to rækker, der stod over for hinanden. Så rakte de armene i vejret og dannede en bue. Børnene hvinede, mens de løb under armene på de heppende voksne og ned ad rækken.
Snart begyndte børnene fra det modsatte hold at tage del i morskaben. Alle spillerne blev heppet på af de voksne, mens de løb gennem sejrsbuen.
I mit stille sind kunne jeg forestille mig et andet scenarium. Jeg følte, at jeg så disse børn efterleve planen, den plan, vor himmelske Fader har lagt for hvert enkelt barn. De løb ned ad den snævre og trange sti, under armene på de mennesker, der elskede dem. Hvert eneste barn følte glæden ved at være på stien.
Jesus Kristus »viste vej og gik den selv« for enhver af os.1 Hvis vi følger ham, vil vi alle vende tilbage til vores himmelske hjem og være trygge i vor himmelske Faders arme.
Foto: Busath Photography; illustration: Katie McDee