Forbered gaver til jeres kommende familie
Fra talen »Gifts of Love«, der blev holdt på Brigham Young University den 16. december 1980. Hvis du vil læse hele den engelske tekst, så gå ind på speeches.byu.edu.
Begynd året med at udvikle nogle gaver – store gaver – til jeres kommende familie.
Fotoillustrationer: Cody Bell
Jeg har altid drømt om at være fantastisk til at give gaver. Jeg forestillede mig mennesker, der åbnede mine gaver, og som med glædestårer og smil viste, at det var det at give, og ikke blot gaven i sig selv, som rørte deres hjerte. I har måske også den drøm. Mange af jer er sandsynligvis eksperter i at give gaver.
Der er noget, I kan gøre i år, der ville kunne hjælpe jer med at blive bedre til at give gaver. Faktisk har I som studerende nogle særlige muligheder. I kan begynde at lægge nogle gaver – store gaver – til side til jeres kommende familie. Lad mig fortælle jer om dem.
Lav jeres skoleopgaver
I kunne begynde på jeres værelse i dag. Ligger der en skoleopgave i bunkerne, der ikke er blevet færdig endnu? (Jeg går ud fra, at der er bunker derinde; jeg tror, jeg ved, hvordan jeres værelser ser ud). Måske er den allerede skrevet og ser ud til at være klar til aflevering. Så hvorfor beskæftige sig mere med den? Svaret på det spørgsmål lærte jeg engang, hvor jeg underviste på Ricks College (nu BYU-Idaho) i en religionstime. Jeg underviste ud fra afsnit 25 i Lære og Pagter. I det afsnit bliver Emma fortalt, at hun skal anvende sin tid på »at skrive og på at lære meget« (vers 8). På tredje række sad der en lyshåret pige, som rynkede på brynene, da jeg tilskyndede klassen til at være flittige i at udvikle skrivekundskaber. Hun rakte hånden i vejret og sagde: »Det synes jeg ikke lyder rimeligt. Det eneste jeg nogensinde kommer til at skrive, er breve til mine børn.« Det fik latteren frem i klassen. Jeg kunne forestille mig et hav af børn omkring hende, og jeg kunne endda forestille mig de breve, hun ville skrive, bare ved at se på hende. Måske var det ikke vigtigt for hende at skrive seriøst.
Så rejste en ung mand sig op fra en af de bagerste rækker. Han havde sagt meget lidt under det semester; jeg er ikke engang sikker på, at han havde sagt noget før da. Han var ældre end de andre elever, og han var genert. Han bad om lov til at tale. Han fortalte med stille stemme, at han have været soldat i Vietnam. På en dag, som han syntes havde været begivenhedsløs, havde han efterladt sit gevær og var gået tværs over deres befæstede område for at hente post. Idet han fik et brev i hånden, hørte han signalhornet, mortérgranater og skud, der kom fra fjenden, som kom myldrende. Han kæmpede sig tilbage til sit gevær ved at bruge sine hænder som våben. Sammen med de overlevende, jog han fjenden ud. Så satte han sig ned blandt de overlevende og blandt nogle af de døde og åbnede sit brev. Det var fra hans mor. Hun skrev, at hun havde haft en åndelig oplevelse, der forsikrede hende om, at han ville overleve og komme hjem, hvis han var retskaffen. I min klasse sagde den unge mand stille: »Det brev var skrifterne for mig. Jeg gemte det.« Og så satte han sig ned.
I får måske også børn en dag, måske en søn. Kan I se hans ansigt for jer? Kan I se ham et sted i fremtiden i stor fare? Kan I føle den frygt, han føler i hjertet? Berører det jer? Vil I gerne have noget at give? Hvilket offer vil det kræve at skrive det brev, I så hjertens gerne vil sende? Begynd at øve jer på det her i eftermiddag. Gå hjem på jeres værelse og skriv og læs og skriv opgaven om og om igen. Det vil ikke virke som et offer, hvis I forestiller jer denne dreng mærker, hvordan han har det og tænker på de breve, som han en dag vil få brug for.
Matematiske udfordringer
Der er måske nogle af jer, der har en anden opgave, der venter. Det kunne måske i stedet være en matematikopgave med en skjult problemstilling. Lad mig fortælle jer om en dag i jeres fremtid. I vil få en teenagesøn eller -datter, som vil sige: »Jeg hader at gå i skole.« Efter at have lyttet omhyggeligt, finder I ud af, at det ikke er skolen eller matematik, som han eller hun hader – det er følelsen af at fejle.
I vil genkende disse følelser, og blive berørt; og I vil gerne have noget af give af. Så I åbner bogen og siger: »Lad os sammen se på problemstillingerne.« Tænk på det chok, I får, når I ser at den samme robåd stadig er på vej ned af floden i to timer og tilbage igen på fem timer, og spørgsmålene handler om, hvor hurtig strømmen er, og hvor langt robåden er nået. I tænker måske: »Mine børn vil få det bedre, når jeg viser dem, at jeg heller ikke kan finde ud af matematik.« Lad mig give jer et råd: Det vil de se som en ringe gave.
Der er en bedre gave, men den vil kræve en indsats nu. Da min far var dreng, må han have tacklet opgaven med robåden og mange lignende. Det var del af den udrustning, han havde brug for, for at blive en videnskabsmand, der kom til at gøre en forskel i fysikkens verden. Men han gjorde også en forskel for mig. Vores stue så ikke så elegant ud, som visse andres. Den havde én slags møbler – stole – og én vægdekoration – en grøn tavle. Jeg var kommet i den alder, som jeres barn også vil komme i. Jeg overvejede ikke, om jeg mon kunne løse den matematiske problemstilling; det havde jeg allerede bevist over for mig selv, at jeg ikke kunne. Og nogle af mine lærere var overbevist om det samme.
Men min far var ikke tilfreds. Han mente, at jeg kunne. Så vi skiftedes til at stå oppe ved tavlen. Jeg kan ikke huske de gaver, som min far pakkede ind og gav mig. Men jeg kan huske tavlen og hans stille stemme. Hans undervisning fordrede mere end en viden om, hvad jeg havde brug for, og omsorg. Den krævede mere end at være villig til at give af sin tid, kostbar som den var. Den kostede tid, som han havde brugt tidligere, da han havde samme muligheder, som I har nu. Fordi han havde brugt tiden godt dengang, fik han og jeg tiden ved tavlen, og han kunne hjælpe mig.
Og fordi han gav mig den, har jeg en dreng, som et år lod mig sætte mig ned sammen med ham. Sammen tog vi samme tur. Og hans lærer skrev »stor forbedring« i hans karakterbog. Men jeg skal fortælle jer, hvad der blev mest afstivet: En god drengs selvfølelse. Intet jeg kunne have lagt under juletræet til Stuart, ville have haft halvt så stor chance for at blive et familiearvestykke, som hans stolthed over fuldførelse blev det.
Lær kunst og musik
Der sidder måske nogle kunststuderende (eller musikstuderende?) og smiler. De tænker: »Han kan ikke overbevise mig om, at der ligger en gave gemt i mine ufuldførte opgaver.« Lad mig gøre et forsøg. I sidste uge var jeg med til en begivenhed, hvor vi hyldede en ung mand. Der var et diasshow. Lyset blev dæmpet, og jeg genkendte to stemmer. Den ene tilhørte en kendt sanger, der sang i baggrunden, og den anden, fortællerstemmen, tilhørte den unge mands far.
Hans far må have brugt timer på at forberede diasshowet, på at skrive en bevægende tekst, og så få musikken og teksten koordineret til det rette lydniveau og timing. I vil en dag få en søn, der hyldes med en sådan begivenhed, mens alle hans fætre og kusiner og tanter og onkler ser på. Og af hele jeres hjerte vil I ønske at fortælle ham, hvad han er, og hvad han kan blive. Hvorvidt I kan give den gave afhænger af, om I kan mærke ham nu og bliver rørt og begynder at opbygge de kreative evner, I får brug for. Og det vil betyde mere, end I nu kan forestille jer, det lover jeg.
Omvend jer nu
Der er endnu en gave, som mange af jer gerne ville kunne give, og som kræver en tidlig indsats. Jeg så det begynde engang, da jeg var biskop. Der sad en ung mand over for mig ved mit skrivebord. Han fortalte om de fejl, han havde begået. Og han talte om, hvor meget han ønskede, at de børn, han en dag ville få, måtte få en far, der kunne bruge sit præstedømme, og som de kunne være beseglet til i al evighed. Han sagde, at han vidste, at omvendelsens pris og smerte ville blive stor. Og så sagde han noget, som jeg ikke vil glemme: “Biskop, jeg er på vej tilbage. Jeg vil gøre det, der kræves. Jeg er på vej tilbage.« Han følte sorg. Og han havde tro på Kristus. Og det krævede stadig mange måneders smertefuld indsats.
Og nu er der, et eller andet sted, en familie med en retskaffen præstedømmebærer. De har evige håb og fred på jord. Han vil sikkert give sine familie alle mulige slags gaver, der er indpakket i farvestrålende papir. Men intet vil betyde så meget, som den, han begyndte på for så længe siden på mit kontor, og som han ikke er ophørt med at give. Han kunne mærke behovet hos børnene, han kun havde drømt om, og han gav tidligt alt han kunne. Han ofrede sin stolthed og dovenskab og ligegyldighed. Jeg er sikker på, at det ikke føles som et offer nu.
Han kunne give den gave på grund af en anden gave, der blev givet for meget længe siden. Gud Faderen gav sin Søn, og Jesus Kristus gav os forsoningen, den største af alle gaver og al gavmildhed. Frelseren kunne på en eller anden måde føle al den smerte og al den sorg, der ville tilfalde enhver af os og enhver, der nogensinde ville leve (se Hebr 4:14-16).
Jeg bærer mit vidnesbyrd til jer om, at Jesus gav alt og villigt, til os alle. Og jeg bærer jer mit vidnesbyrd om, at når I tager imod den gave, der blev givet igennem et uendeligt offer, bringer det glæde til giveren (se Luk 15:7).
»I har fået det for intet, giv det for intet« (Matt 10:8). Jeg beder til, at vi frit vil give til andre. Jeg beder til, at vi vil blive berørt af andres følelser, at vi må give uden følelse af tvang eller uden forventning om at få, og at vi må vide, at ofre bliver gjort søde for os, når vi værdsætter den glæde, de bringer en anden.
Foto: iStockphoto/Thinkstock og Welden C. Andersen