Præstedømmet og personlig bøn

Præsident Henry B. Eyring

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

Gud kan give os kraft i præstedømmet, uanset hvilken situation vi er i. Det kræver blot, at vi beder i ydmyghed.

Jeg er taknemlig for, at jeg er blevet betroet at tale til bærere af Guds præstedømme over hele jorden. Jeg kan mærke ansvaret tynge mig, for jeg kender til den tillid, som Herren har til jer. Da I tog imod præstedømmet, modtog I retten til at tale og handle i Guds navn.

Den rettighed bliver kun en realitet, når I modtager inspiration fra Gud. Kun da vil I være i stand til at tale i hans navn. Og kun da kan I handle i hans navn. I har måske begået den fejltagelse at tænke: »Åh, det er ikke så svært. Jeg kan blive inspireret, hvis jeg nogensinde bliver bedt om at holde en tale, eller hvis jeg skal give en præstedømmevelsignelse.« Eller den unge diakon eller lærer finder måske trøst i denne tanke: »Når jeg bliver ældre, eller når jeg bliver kaldet som missionær, så vil jeg vide, hvad Gud siger, og hvad Gud gør.«

Men tænk på den dag, hvor I har brug for at vide, hvad Gud vil sige, og hvad han vil gøre. Den er allerede kommet til os alle – hvor end I er i jeres kaldelse i præstedømmet. Jeg voksede op i det østlige USA under anden verdenskrig i et område med få medlemmer. Kirkens medlemmer boede langt fra hinanden, og der var en streng benzinrationering. Jeg var den eneste diakon i grenen. Medlemmerne gav deres kuverter med fasteoffer til grenspræsidenten, når de kom til faste- og vidnesbyrdsmøde i vores hjem.

Da jeg var 13 år gammel, flyttede vi til Utah og kom til en stor menighed. Jeg kan huske, at min første opgave var at gå rundt til de forskellige hjem og indsamle fasteoffer. Jeg kiggede på navnet på en af de kuverter, jeg havde fået, og lagde mærke til, at efternavnet var det samme som et af de tre vidner til Mormons Bog. Så jeg bankede entusiastisk på døren. Manden åbnede døren, så på mig, skulede og snerrede dernæst, at jeg skulle gå min vej. Jeg gik nedslået derfra.

Det er næsten 70 år siden, men jeg husker stadig følelsen, jeg havde den dag på dørtrinnet, om at der var noget, jeg skulle have sagt eller gjort. Hvis jeg blot havde bedt i tro, da jeg gik ud den dag, var jeg måske blevet inspireret til at stå et øjeblik længere på det dørtrin, smile og sige noget i retning af det her: »Hvor er det dejligt at møde dig. Tak for det, som du og din familie har gjort tidligere. Jeg ser frem til at komme igen i næste måned.«

Hvis jeg havde sagt og gjort det, ville han måske være blevet endnu mere irriteret – og måske endda fornærmet. Men jeg ved nu, hvordan jeg ville have haft det. I stedet for at føle mig ked af det eller som en fiasko, da jeg gik, ville jeg måske have følt denne stille vished i mit sind og hjerte: »Godt gjort.«

Vi skal alle tale og handle i Guds navn i øjeblikke, hvor vores egen dømmekraft ikke er nok uden inspiration. Vi kan komme ud for disse øjeblikke, hvor vi ikke har tid til at forberede os. Det er ofte sket for mig. Det skete for mange år siden på et hospital, da en far fortalte mig og min kammerat, at lægerne havde fortalt ham, at hans alvorligt tilskadekomne treårige datter ville dø i løbet af nogle minutter. Da jeg lagde mine hænder på det eneste sted på hendes hoved, der ikke var dækket af bandager, var jeg som Guds tjener nødt til at vide, hvad han ville gøre og sige.

Det kom til mit sind, at hun ville leve, og jeg sagde ordene. Lægen, der stod ved min side, fnøs af væmmelse og bad mig om ikke at stå i vejen. Jeg gik ud af rummet med en følelse af fred og kærlighed. Den lille pige overlevede og gik ned ad midtergangen til et nadvermøde den sidste dag, jeg var i byen. Jeg kan stadig huske den glæde og tilfredsstillelse, jeg følte på grund af det, som jeg havde sagt og gjort i Herrens tjeneste for den lille pige og hendes familie.

Forskellen på mine følelser på hospitalet og den tristhed, jeg følte, da jeg som diakon gik væk fra den dør, kommer af det, som jeg har lært om forbindelsen mellem bøn og præstedømmets kraft. Som diakon havde jeg endnu ikke lært, at kraften til at tale og handle i Guds navn kræver åbenbaring, og for at få det, når vi har brug for det, kræves det, at vi beder og arbejder i tro for at have Helligånden hos os.

Aftenen før, jeg bankede på den dør for at hente fasteoffer, havde jeg bedt min aftenbøn. Men i ugerne og månederne før der blev ringet fra hospitalet, havde jeg fulgt et mønster med at bede og havde ydet den indsats, som præsident Joseph F. Smith sagde, ville gøre det muligt for Gud at give os den inspiration, der er nødvendig for at have præstedømmets kraft. Han formulerede det enkelt:

»Vi har ikke nødig at råbe til Herren med mange ord. Vi behøver ikke at trætte ham med lange bønner. Hvad vi behøver, og hvad vi som sidste dages hellige skulle gøre for vores eget bedste, er at gå ofte til ham og vise ham, at vi ihukommer ham og er villige til at påtage os hans navn, holde hans bud og udøve retskaffenhed, og at vi ønsker, at hans Ånd skal hjælpe os.«¹

Og så fortalte præsident Smith os, hvad vi skulle bede om som Guds tjenere, der skulle tale og handle i hans navn. Han sagde: »Hvad beder I om? I beder om, at Gud må anerkende jer, at han vil høre jeres bønner, og at han vil velsigne jer med sin Ånd.«²

Det handler ikke så meget om de ord, der skal bruges, men det vil kræve nogen tålmodighed. Det er en henvendelse til vor himmelske Fader med en hensigt om at blive anerkendt af ham personligt. Han er Gud over alt, Faderen til alt, og alligevel er han villig til at give et af sine børn sin udelte opmærksomhed. Det kan være derfor, at Frelseren brugte ordene: »Fader! Helliget blive dit navn.«³

Det er nemmere at få den rette følelse af ærbødighed, når man knæler og bøjer sit hoved, men det er muligt at føle, at I henvender jer til vor himmelske Fader i mindre formelle former og endda i stille bøn, som I ofte har behov for at gøre, når I tjener i præstedømmet. Der er støj og folk omkring jer det meste af jeres vågne timer. Gud hører jeres stille bønner, men I skal måske lære at lukke forstyrrelserne ude, fordi det måske ikke er i de stille øjeblikke, I har behov for kontakten til Gud.

Præsident Smith foreslog, at I skal bede om, at Gud vil anerkende jeres kald til at tjene ham. Han kender allerede detaljerne i jeres kald. Han kaldte jer, og ved at bede til ham om jeres kald vil han åbenbare mere for jer om det.⁴

Jeg vil komme med et eksempel på, hvad en hjemmelærer kan gøre, når han beder. I ved nok allerede, at I skal:

»Besøge hvert medlems hjem, idet [I] formaner dem til at bede lydeligt og i løndom og at varetage alle familiemæssige pligter …

våge over kirken og at være hos dem og styrke dem …

se til, at der ikke er nogen ugudelighed i kirken, ej heller indbyrdes nag, ej heller løgn, bagtalelse eller ond tale …

påse, at kirken ofte mødes, og påse, at alle medlemmer gør deres pligt.«⁵

Selv for den erfarne hjemmelærer og hans juniorkammerat er dette tydeligvis umuligt uden Helligåndens hjælp. Tænk på de familier eller enkeltpersoner, som I er kaldet til at tjene. Menneskelig dømmekraft og gode intentioner er ikke nok.

Så I skal bede for, hvordan I kan kende deres hjerte, for at kunne vide hvad der mangler i tilværelsen og hjertet hos de folk, som I ikke kender så godt, og som ikke er så begejstrede for, at I lærer dem at kende. I har brug for at vide, hvad Gud gerne vil have, at I gør for at hjælpe dem og gøre det så godt som muligt, idet I føler Guds kærlighed til dem.

Fordi I har sådanne vigtige og vanskelige præstedømmekaldelser, foreslår præsident Smith, at I, når I beder, altid indtrængende beder Gud om, at han vil velsigne jer med sin Ånd. I får brug for Helligånden, ikke én gang, men så ofte som Gud vil give den til jer som jeres stadige ledsager. Det er derfor, at vi altid skal bede om, at Gud vil vejlede os i vores tjeneste for hans børn.

Eftersom I ikke kan opnå jeres potentiale som præstedømmebærere uden at have Ånden hos jer, er I et personligt mål for fjenden af al lykke. Hvis han kan friste jer til at synde, kan han svække jeres evne til at blive ledt af Ånden og således formindske jeres kraft i præstedømmet. Det er derfor, at præsident Smith sagde, at I altid skal bede om, at Gud vil advare jer om og beskytte jer fra det onde.⁶

Han advarer os på mange måder. Advarsler er en del af frelsesplanen. Profeter, apostle, stavspræsidenter, biskopper og missionærer kommer alle med en advarselsrøst, så vi kan undslippe ulykker gennem tro på Jesus Kristus, omvendelse og ved at indgå og holde hellige pagter.

Som præstedømmebærere skal I være en del af Herrens advarselsrøst. Men I må også selv give agt på advarslen. I vil ikke overleve åndeligt uden beskyttelsen fra Helligåndens ledsagelse i jeres dagligdag.

I skal bede om den og arbejde for at få den. Kun med den vejledning vil I være i stand til at finde vej på den snævre og trange sti gennem ondskabens tåger. Helligånden vil vejlede jer, efterhånden som han åbenbarer sandhed, når I studerer profeternes ord.

At få denne vejledning vil kræve mere end bare at lytte og læse tilfældigt. I skal bede og arbejde i tro for at lægge sandhedens ord ind i jeres hjerte. I skal bede om, at Gud vil velsigne jer med sin Ånd, at han vil føre jer ind til al sandhed og vise jer den rette vej. Det er sådan, at han vil advare og vejlede jer til at gå på den rette vej i jeres liv og i jeres præstedømmetjeneste.

Generalkonferencen er en god mulighed for at lade Herren styrke jer til at tjene i Guds præstedømme. I kan forberede jer selv, som jeg er sikker på, at I har gjort til denne konference, ved at bede. I kan forene jer i tro med dem, der vil bede ved denne konference. De vil bede om mange velsignelser til mange mennesker.

De vil bede for, at Ånden kommer over profeten som Herrens talerør. De vil bede for apostlene og for alle de tjenere, som Gud har kaldet. Det omfatter jer alle lige fra den nyeste diakon til den mest garvede højpræst, og nogle både unge og gamle, der snart drager til åndeverdenen, hvor de vil høre: »Godt, du gode og tro tjener.«⁷

Nogle, som modtager denne hilsen, vil blive overrasket over den. De har måske aldrig haft høje stillinger i Guds rige her på jorden. Nogle har måske følt, at de ikke har set så mange resultater af deres bestræbelser her på jorden, eller at nogle muligheder for at tjene aldrig blev givet dem. Andre føler måske, at deres tjeneste blev kortere, end de havde håbet på.

Det er ikke de stillinger, vi har haft, eller den tid, vi har tjent, der vil blive vejet på Herrens vægtskål. Det ved vi fra Herrens lignelse om arbejderne i vingården, hvor de fik den samme løn, uanset hvor lang tid de tjente eller hvor. De vil blive belønnet i forhold til, hvordan de tjente.⁸

Jeg kender en mand, hvis jordiske tjenestegerning i vingården sluttede klokken elleve i aftes. Han var blevet behandlet for kræft i flere år. I de år med behandlinger og mange smerter og besværligheder har han taget imod en kaldelse om at afholde møder med og være ansvarlig for medlemmer i hans menighed, hvis børn ikke længere boede hjemme; nogle af dem var enker. Hans kaldelse var at hjælpe dem til at finde trøst i fællesskabet og evangelisk undervisning.

På det tidspunkt, hvor han fik den endelige, nøgterne prognose om, at han kun havde kort tid tilbage at leve i, var hans biskop på forretningsrejse. To dage senere sendte han en besked til sin biskop gennem højpræsternes gruppeleder. Han sagde dette om sin opgave: »Jeg kan forstå, at biskoppen er udenbys, så jeg har lagt en plan. Jeg tænkte, at vores gruppe skulle mødes på mandag. To medlemmer kan vise os rundt i Konferencecenteret. Vi kunne godt bruge nogle medlemmer til at køre dem, og nogle spejdere til at skubbe kørestolene. Afhængigt af, hvor mange, der melder sig til, har vi måske ældre nok til selv at gøre det, men det ville være rart at vide, at vi har nogle i baghånden, hvis vi får brug for det. Det kunne også være en god familieaften, hvor hjælperne kunne tage deres familie med. Vend lige tilbage, inden jeg sætter planen i værk … Tak.«

Han overraskede derpå biskoppen med et telefonopkald. Uden at omtale sin egen tilstand eller sin tapre indsats i sin opgave sagde han: »Biskop, er der noget, jeg kan gøre for dig?« Kun Helligånden kunne have ladet ham føle biskoppens byrde, samtidig med at hans egen byrde var så knusende. Og kun Ånden kunne gøre det muligt for ham at planlægge en aktivitet, hvor han kunne tjene sine brødre og søstre med den samme præcision, som han brugte til at planlægge spejderaktiviteter, da han var ung.

Med en bøn i tro kan Gud give os kraft i præstedømmet, uanset hvilken situation vi er i. Det kræver blot, at vi i ydmyghed beder Ånden om at vise os, hvad Gud gerne vil have os til at sige og gøre, og så gøre det og derefter fortsætte med at leve, så vi er værdige til at have den gave.

Jeg bærer jer mit vidnesbyrd om, at Gud Faderen lever og elsker os og hører alle vore bønner. Jeg bærer vidnesbyrd om, at Jesus er den levende Kristus, hvis forsoning gjorde det muligt for os at blive renset og derved blive værdige til at have Helligåndens følgeskab. Jeg vidner om, at vi med vores tro og flid en dag kan høre ordene, som vil bringe os glæde: »Godt, du gode og tro tjener.«⁹ Jeg beder til, at vi vil modtage denne vidunderlige hilsen fra Mesteren, som vi tjener. I Jesu Kristi navn. Amen.