Familien kommer fra Gud
Carole M. Stephens
Førsterådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab
Vi tilhører alle Guds familie, og der er brug for os der.
Findes der noget smukkere og dybere end evangeliets enkle og rene sandheder i en primarysang? Og alle jer primarypiger, der er her i aften, kender den sang, jeg kommer til at tale om. I lærte den til nadvermødeprogrammet sidste år.
Teksten til »Familien kommer fra Gud«1, som vi sang tidligere ved dette møde, minder os om den rene lære. Vi lærer ikke blot, at familien kommer fra Gud, men også at vi hver især er en del af Guds familie.
Den første linje i sangen lærer os: »Vor Fader har familie, det er mig, og dig og alle andre børn i verden.« Af familieproklamationen lærer vi: »I den førjordiske verden kendte og tilbad åndelige sønner og døtre Gud som deres evige Fader.« Der lærte vi om vores evige identitet som kvinder. Vi vidste, at vi alle var »en højt elsket … datter af himmelske forældre«.2
Vores rejse til jorden ændrede ikke disse sandheder. Vi tilhører alle Guds familie, og der er brug for os der. Jordiske familier er alle forskellige. Og selvom vi gør det bedste, vi kan, for at skabe stærke, traditionelle familier, er vores medlemsskab af Guds familie ikke betinget af nogen form for status – ægteskabelig status, status som forældre, finansiel status, social status eller den slags status, vi lægger op på de sociale medier.
Vi hører til. »Vi er vor himmelske Faders døtre. Han elsker os, og vi elsker ham.«3
Den anden linje i sangen bygger videre på den første. »Vi bli’r sendt ned til denne jord, til mor og far, det er min familie.«
I den førjordiske tilværelse lærte vi, at vi ville få brug for en tid her på jorden. Vi »accepterede [vor himmelske Faders] plan for, hvordan hans børn kunne få et fysisk legeme og opnå jordiske erfaringer for at udvikle sig frem mod fuldkommenhed og til sidst realisere [vores] guddommelige skæbne som arvinger til evigt liv«.4
Ældste Richard G. Scott forklarede, at »vi lærte i det førjordiske liv, at vores formål med at komme her er at blive testet, prøvet og udviklet«.5 Den udvikling kommer i lige så mange former, som vi er mennesker til at opleve det. Jeg har aldrig måttet gennemgå en skilsmisse, den smerte og usikkerhed, der opstår, når man bliver forladt, eller det ansvar, der kommer som enlig mor. Jeg har aldrig oplevet, at et af mine børn døde, været ufrugtbar eller følt mig tiltrukket af mit eget køn. Jeg har aldrig måttet udholde misbrug, kronisk sygdom eller afhængighed. Det har ikke været en del af min udvikling.
Så lige nu tænker nogle af jer: »Søster Stephens, du forstår det bare ikke!« Og jeg svarer, at I måske har ret. Jeg forstår ikke helt jeres udfordringer. Men gennem mine egne prøvelser og udfordringer – dem, der har bragt mig på mine knæ – har jeg lært den ene person, der virkelig forstår, rigtig godt at kende, ham, som var »kendt med sygdom,«6 og som oplevede alt og forstår alt. Og derudover har jeg oplevet alle de jordiske prøvelser, jeg lige har nævnt, gennem en datters, mors, bedstemors, søsters, tantes og vens perspektiv.
Vores mulighed som pagtsholdende døtre af Gud er ikke blot at lære af vore egne udfordringer. Det er at forene os i empati og medfølelse, når vi støtter andre medlemmer af Guds familie under deres trængsler, hvilket vi har indgået pagt om at gøre.
Når vi gør det, kommer vi også til at forstå og stole på, at Frelseren kender problemerne på vores vej og kan hjælpe os igennem alle de sorger og skuffelser, som kan komme. Han er sand næstekærlighed, og hans kærlighed »varer for evigt«7 – til dels gennem os, når vi følger ham.
Som Guds døtre og Jesu Kristi disciple kan vi så »handle i henhold til det medfølende sind, som Gud har plantet i vores hjerte«.8 Vores indflydelsessfære er ikke begrænset til vores egen familie.
Jeg besøgte for nylig søster Yazzie fra Chinle Stav i Arizona i hendes lerhytte. Da hun inviterede mig ind i sit hjem, var det første, jeg bemærkede, de mange familie- og missionærbilleder, der prydede hendes vægge og borde. Så jeg spurgte: »Søster Yazzie, hvor mange børnebørn har du?«
Overrasket over mit spørgsmål trak hun på skuldrene. Forvirret over hendes svar så jeg på hendes datter, søster Yellowhair, der sagde: »Hun ved ikke, hvor mange børnebørn hun har. Vi tæller ikke. Alle børn kalder hende bedstemor – hun er alles bedstemor.«
Søster Yazzie begrænser ikke sin kærlighed og indflydelse til sin biologiske familie. Hun forstår, hvad det vil sige at udvide sin indflydelse, når hun gør noget godt for, velsigner, drager omsorg for og beskytter Guds familie. Hun forstår, at »når som helst en kvinde styrker et barns tro, bidrager hun til at styrke en familie – nu og i fremtiden«.9
Den tredje linje i sangen uddyber vores formål her på jorden: »Gud gav os far og mor, som hjælp til at adlyde Frelserens ord.« Frelseren sagde: »Vær ét, og hvis I ikke er ét, er I ikke mine.«10 Familieproklamationen forklarer, at vi som elskede, åndelige døtre af himmelske forældre har et guddommeligt ophav, en evig identitet og formål. Gud ønsker, at vi er ét. Gud har brug for, at vi er ét – døtre, der holder pagter og er forenet i de forskelligheder, der kendetegner vores liv11 og som ønsker at lære alt det, der er nødvendigt for at komme tilbage til hans nærhed, beseglet til ham som en del af hans evige familie.
»Hellige ordinancer og pagter, der er tilgængelige i hellige templer, gør det muligt for [os] at vende tilbage til Guds nærhed og for familier at være forenet for evigt.«12 De ordinancer, vi modtager, og de pagter, vi indgår ved dåben og i de hellige templer, forbinder Guds familie på begge sider af sløret – forbinder os med vor Fader gennem hans Søn, der bad: »At de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os.«13
Når vi bruger vores tid her på jorden til at studere og anvende Frelserens lærdomme, bliver vi mere som han. Vi begynder at forstå, at han er vejen – den eneste vej – hvorved vi kan overvinde jordelivets udfordringer, blive helbredt og vende tilbage til vores himmelske hjem.
Den sidste linje i sangen vender tilbage til der, hvor det hele begyndte: »Sådan elsker Herren os, for familien er af Gud.« Faderens plan for sine børn er en kærlig plan. Det er en plan, som skal forene hans børn – hans familie – med ham. Ældste Russell M. Nelson har sagt: »Vor himmelske Fader har kun to ønsker for sine børn … udødelighed og evigt liv, ›hvilket betyder at leve sammen med ham derhjemme.‹«14 Disse ønsker kan kun realiseres, når vi også deler den kærlighed, som vor himmelske Fader har for sin familie, ved at række ud og fortælle andre mennesker om hans plan.
For 20 år siden rakte Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum ud til hele verden, da de udsendte familieproklamationen. Siden er angreb på familien taget til i omfang.
Hvis vi skal lykkes i vores hellige ansvar som Guds døtre, skal vi forstå den evige betydning af og vores personlige ansvar for at undervise i sandheder om vor himmelske Faders plan for hans familie. Præsident Howard W. Hunter har forklaret:
»Jeg tror, at det er meget nødvendigt at samle Kirkens kvinder, så de kan stå sammen med og opretholde Kirkens ledere og standse den bølge af ondskab, der omgiver os, og fremme Frelserens værk …
Vi opfordrer jer derfor til at bidrage med jeres mægtige, positive indflydelse for at styrke vores familie, vores kirke og vore lokalsamfund.«15
Søstre, vi hører til. Vi er elsket. Der er brug for os. Vi har et guddommeligt formål, værk, sted og rolle i Kirken, i Guds rige og i hans evige familie. Ved I dybt i jeres hjerte, at vor himmelske Fader elsker jer og ønsker, at I og dem, I elsker, skal være sammen med ham? Ligesom »vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, er fuldkomne … er deres håb for os fuldkomment«.16 Deres plan for os er fuldkommen, og vi kan regne med deres løfter. Jeg bærer taknemligt vidnesbyrd om disse sandheder i Jesu Kristi navn. Amen.