Retfærdighed får evigt spil
Ældste Jeffrey R. Holland
De Tolv Apostles Kvorum
Jesus Kristus led, døde og opstod fra døden for at kunne løfte os op til evigt liv.
Uden sikkerhedsliner, seler eller klatreudstyr af nogen art forsøgte to brødre – Jimmy på 14 og John på 19 (det er ikke deres rigtige navne) – at klatre op af en lodret klippevæg i Snow Canyon State Park i den sydlige del af Utah, hvor jeg voksede op. Da de næsten var nået op til toppen af deres anstrengende klatretur, opdagede de, at et klippefremspring forhindrede dem i at klatre de sidste par meter. De kunne ikke komme op over det, men nu kunne de heller ikke klatre ned igen. De sad fast. Efter megen møje og besvær lykkes det John at få fodfæste nok til at skubbe sin lillebror op i sikkerhed på toppen af klippefremspringet. Men han kunne ikke trække sig selv op. Jo mere han forsøgte at gribe fast med fingrene eller at få fodfæste, desto mere begyndte hans muskler at gå i krampe. Panikken spredte sig, og han begyndte at frygte for sit liv.
Da John ikke længere var i stand til at holde fast, besluttede han, at hans eneste mulighed var at forsøge at hoppe op og gribe fat i klippefremspringet. Hvis det lykkedes, kunne han måske med sine stærke armmuskler trække sig selv op i sikkerhed.
Med sine egne ord siger han:
»Før jeg hoppede, bad jeg Jimmy om at finde en stærk gren, der var lang nok til at nå ned til mig, selvom jeg vidste, at han ikke ville finde en her på toppen af klippen. Det var bare et desperat forsøg på at lokke ham væk. Hvis mit hop skulle mislykkes, ville jeg i det mindste være sikker på, at min lillebror ikke så mig falde ned og dø.
Jeg gav ham tid nok til at nå væk, bad min sidste bøn – at jeg ønskede, at min familie skulle vide, at jeg elskede dem, og at Jimmy måtte komme sikkert hjem uden mig – og så hoppede jeg. Der var så megen adrenalin i mit hop, at mine hænder landede et godt stykke inde på klippefremspringet. Men da jeg pressede mine hænder mod klippen for at gribe fat, følte jeg ikke andet end løst sand på den flade klippe. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at hænge der uden at have noget at holde fast i – ingen kant, ingen store sten, intet at gribe om eller at holde fast i. Jeg kunne føle, at mine fingre langsomt begyndte at glide hen over den sandede overflade. Jeg vidste, at mit liv var forbi.
Men så pludseligt som et lyn fra en klar himmel greb to hænder fat i mine håndled med en styrke og beslutsomhed, som overgik deres størrelse. Min trofaste lillebror var ikke gået ud for at lede efter en ikke-eksisterende gren. Han havde gættet, hvad jeg havde gang i, og havde ikke rykket sig en tomme. Han havde blot ventet – i stilhed og næsten uden at trække vejret – fordi han vidste, at jeg ville være dum nok til at forsøge at hoppe. Da jeg hoppede, greb han fat i mig, holdt fast og nægtede at give slip. Min brors stærke arme reddede mit liv den dag, da jeg dinglede hjælpeløst over det, der bestemt måtte være den visse død.«1
Mine elskede brødre og søstre, i dag er det påskesøndag. Selvom vi altid bør erindre (det lover vi hver eneste uge i vore nadverbønner, at vi vil), er det ikke desto mindre årets helligste dag, hvor vi især erindrer de broderlige hænder og beslutsomme arme, der rakte langt ned i dødens afgrund for at redde os fra vore fejltagelser, svagheder, sorger og synder. Med John og Jimmys historie som baggrund for min tale ønsker jeg at udtrykke min taknemlighed for Herren Jesu Kristi forsoning og opstandelse og anerkende de begivenheder i Guds plan, der førte til og giver mening til den »kærlighed, Jesus har vist mod [os]«.2
I vores stadigt mere sekulære samfund er det lige så ualmindeligt som umoderne at tale om Adam og Eva og deres »heldige fald« til dødelighed. Men den enkle sandhed er den, at vi ikke helt kan forstå Kristi forsoning og opstandelse, og vi ikke fuldt ud kan værdsætte det unikke formål med hans fødsel og død – med andre ord, så findes der ikke en måde, hvorpå vi oprigtigt kan fejre jul eller påske – uden en forståelse af, at Adam og Eva virkelig fandtes, og at de virkelig blev fordrevet fra Edens have med alle de konsekvenser, som det fald medførte.
Jeg kender ikke alle detaljerne i det, der skete på denne planet inden da, men jeg ved, at disse to mennesker blev skabt ved Guds hånd, at de i en tid levede alene i en paradisisk tilstand, hvor der hverken fandtes død eller mulighed for at få en familie. Gennem en række valg overtrådte de et af Guds bud, hvilket medførte, at de måtte forlade haven, men gav dem mulighed for at få børn, før de måtte lide den fysiske død.3 Deres overtrædelse førte desuden til mere sorg og gjorde deres situation mere kompliceret, da den også fik åndelige konsekvenser og afskar dem fra Guds nærhed for evigt. Fordi vi derefter blev født ind i denne faldne verden, og fordi også vi kommer til at overtræde Guds love, blev vi også dømt til at få de samme straffe, som Adam og Eva fik.
Sikke en sorg! Hele menneskeheden i frit fald – hver eneste mand, kvinde og barn tumler fysisk tættere på den permanente død og falder åndeligt mod evig smerte. Er det meningen med livet? Er det den store afslutning på et menneskes liv? Hænger vi blot allesammen i en kold kløft i et ligegyldigt univers, hvor vi hver især søger efter fodfæste eller noget at gribe fast i – uden andet end følelsen af sand, der glider under vore fingre, intet til at redde os, intet at holde fast i, og slet intet der holder fast i os? Er det eneste formål med vores liv en tom eksistentiel oplevelse – blot at hoppe så højt, vi kan, holde ud i cirka 70 år, derpå fejle, falde og blive ved med at falde for evigt?
Svaret på disse spørgsmål er et utvetydigt og eviggyldigt nej! Med både fordums og nutidige profeter vidner jeg om, at »alt er blevet gjort i hans visdom, han som ved alt.«4 Lige fra det øjeblik, at disse første forældre trådte ud af Edens have, sendte Gud og Faderen til os alle, der på forhånd kendte Adam og Evas beslutning, himlens engle for at fortælle dem – og ned gennem tiden os – at hele dette hændelsesforløb var udtænkt til vores evige lykke. Det var en del af hans guddommelige plan, der sørgede for en Frelser, selveste Guds Søn – endnu en »Adam«, som apostlen Paulus kaldte ham5 – som kom i tidens midte for at sone for den første Adams overtrædelse. Den forsoning sejrede fuldstændigt over den fysiske død, skænkede ubetinget opstandelse til alle personer, der er blevet født eller bliver født ind i denne verden. Den sørger også barmhjertigt for, at alle mennesker bliver tilgivet for deres egne synder, lige fra Adam til denne verdens ende, på betingelse af omvendelse og lydighed mod Guds befalinger.
Som et af hans ordinerede vidner erklærer jeg denne påskemorgen, at Jesus fra Nazaret var og stadig er verdens Frelser, den »sidste Adam«,6 vores tros Ophav og Fuldender, det evige livs Alfa og Omega. »For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus,«7 erklærede Paulus. Og fra profet-patriarken Lehi: »Adam faldt, for at menneskene kunne blive til … Og Messias kommer i tidens fylde, for at han kan forløse menneskenes børn fra faldet.«8 Profeten Jakob fra Mormons Bog underviste os indgående i en prædiken, der varede i to dage, om Jesu Kristi forsoning: »Opstandelsen må … blive mennesket til del på grund af faldet.«9
Så i dag fejrer vi sejren over alle de fejltagelser, vi nogen sinde har begået, enhver sorg, vi har følt, alle de skuffelser, vi har mødt, og enhver frygt, vi har oplevet – for ikke at nævne vores opstandelse fra døden og tilgivelsen for vore synder. Den sejr er til rådighed for os på grund af det, der skete en weekend præcis som denne for næsten to tusinde år siden i Jerusalem.
Den åndelige smerte, der begyndte i Getsemane have, rykkede videre til korsfæstelsen på Golgata og sluttede en smuk søndag morgen inde i et gravsted, man havde givet manden, der var uden synd, ren og hellig, selveste Guds Søn, hvor han gjorde det, som ingen anden afdød nogen sinde har gjort eller nogen sinde kunne gøre. Af egen kraft opstod han fra døden, hvorefter hans legeme aldrig igen skal adskilles fra hans ånd. Af egen vilje fjernede han det linned, han var blevet begravet i, og lagde omhyggeligt det klæde, der var blevet viklet om hans ansigt, »på et sted for sig selv,«10 som vi kan læse i skrifterne.
Dette forløb med forsoning og opstandelse denne første påske udgør det største og mest afgørende øjeblik, den mest overdådige gave, den mest forfærdelige smerte og den mest majestætiske demonstration af ren kærlighed, som nogen sinde er blevet vist i denne verdens historie. Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, led, døde og opstod fra døden, for at han som et lyn fra en klar himmel kunne gribe os, når vi falder, holde fast i os med sin magt og gennem vores lydighed over for hans befalinger løfte os til evigt liv.
Denne påske takker jeg ham og Faderen, som gav ham til os, for, at Jesus stadig står som sejrsherre over døden, selvom han står med sår på sine fødder. Denne påske takker jeg ham og Faderen, som gav ham til os, for, at han stadigvæk rækker sin uendelige nåde ud, selvom han gør det med gennemborede håndflader og sårede håndled. Denne påske takker jeg ham og Faderen, som gav ham til os, for, at vi kan stå foran en have, der er fyldt med sved, et kors fyldt med nagler og en herlig, tom grav og synge:
Forløsningsplanen fører til
et stort og herligt mål:
Retfærdighed får evigt spil
i himmelsk harmoni.11
I den opstandne Herre Jesu Kristi hellige navn. Amen.