Lad os fylde vores hjem med lys og sandhed
Cheryl A. Esplin
Andenrådgiver i Primarys hovedpræsidentskab
Vi skal være fyldt med lys og evangelisk sandhed, for at vi og vores familie kan modstå verdens pres.
Mit hjerte blev fyldt med Ånden, mens jeg lyttede til disse familier, der underviste i den hellige sandhed: »Familien kommer fra Gud«.1 Inspirerende musik er blot en af de mange måder, hvorpå vi kan føle Ånden hviske til os og fylde os med lys og sandhed.
Konceptet med at være fyldt med lys og sandhed blev meget tydeligt for mig på grund af en oplevelse, jeg havde for mange år siden. Jeg var til et møde, hvor medlemmerne af Unge Pigers hovedbestyrelse underviste i at skabe åndeligt stærke familier og hjem. For at illustrere dette viste en UP-leder os to dåsesodavand. I sin ene hånd holdt hun en dåse, der var tom, og i den anden hånd en dåse, der var uåbnet og fuld af sodavand. Først klemte hun den tomme dåse. Den begyndte at krølle sammen og blev så helt mast på grund af presset. Med den anden hånd klemte hun derpå på den uåbnede dåse. Den holdt stand. Den blev ikke krøllet sammen eller mast ligesom den tomme dåse, fordi den var fyldt.
Vi sammenlignede denne demonstration med vores eget liv og med vores hjem og familie. Når vi er fyldt med Ånden og med evangeliske sandheder, har vi kraft til at modstå verdens udefrakommende kræfter, der omringer os og angriber os. Men hvis vi ikke er fyldt åndeligt, så har vi ikke den indre styrke til at modstå udefrakommende pres og kan blive mast, når vi bliver angrebet.
Satan ved, at vi skal være fyldt med lys og evangelisk sandhed, for at vi og vores familie kan modstå verdens pres. Så han gør alt i sin magt for at svække, fordreje og ødelægge evangeliets sandhed og for at holde os væk fra den sandhed.
Mange af os er blevet døbt og har modtaget Helligåndsgaven, som har til formål at åbenbare og undervise om sandheden af alt.2 Sammen med privilegiet ved denne gave kommer ansvaret for at søge sandhed, at efterleve den sandhed, vi kender, og at fortælle andre om og forsvare sandheden.
Et sted, hvor vi bedst kan søge at blive fyldt med lys og sandhed, er i vores eget hjem. Ordene i omkvædet til sangen, vi lige har hørt, minder os om, at »Gud gav os far og mor, som hjælp til at adlyde Frelserens ord«.3 Familien er Herrens værksted her på jorden til at hjælpe os til at lære og efterleve evangeliet. Vi kommer ind i vores familie med en hellig pligt til at styrke hinanden åndeligt.
Stærke, evige familier og hjem fyldt med Ånden kommer ikke af sig selv. Det kræver en stor indsats, det tager tid, og det kræver, at hvert medlem af familien gør sin del. Alle hjem er forskellige, men hvert hjem, hvor bare en person søger sandheden, kan gøre en forskel.
Vi bliver hele tiden rådet til at øge vores åndelige kundskab gennem bøn og gennem studium og granskning af skrifterne og de levende profeters ord. Præsident Dieter F. Uchtdorf sagde følgende i sin generalkonferencetale om at modtage lys og sandhed:
»Den Almægtige Gud … vil tale til dem, som kommer til ham med et oprigtigt hjerte og i en oprigtig hensigt.
Han vil tale til dem i drømme, syner, tanker og følelser.«
Præsident Uchtdorf fortsætter: »Gud interesserer sig for os. Han vil lytte, og han vil besvare jeres personlige spørgsmål. Svarene på jeres bønner vil komme på hans måde og til hans tid, og derfor skal I lære at lytte til hans røst.«4
En kort beretning fra min slægt illustrerer dette råd.
For flere måneder siden læste jeg et vidnesbyrd fra min oldefars søster Elizabeth Staheli Walker. Som barn emigrerede Elizabeth sammen med sin familie fra Schweiz til Amerika.
Efter Elizabeth var blevet gift, boede hun og hendes mand og børn i Utah tæt på grænsen til Nevada, hvor de havde et postkontor. Deres hjem var et sted, hvor rejsende gjorde holdt. Døgnet rundt skulle de være rede til at lave mad og servere for de rejsende. Det var et hårdt, udmattende arbejde, og de havde ikke mange pauser. Men det, der bekymrede Elizabeth mest, var det, som de folk, de var sammen med, talte om.
Elizabeth sagde, at hun indtil det tidspunkt altid havde taget det for givet, at Mormons Bog var sand, at profeten Joseph Smith var blevet bemyndiget af Gud til at gøre det, han gjorde, og at hans budskab var planen for livet og frelse. Men det liv, hun oplevede, var langt fra noget, som ville styrke en sådan overbevisning.
Nogle af de rejsende, der gjorde holdt, var meget belæste, uddannede og kloge mænd, og talen om hendes bord handlede altid om, at Joseph Smith var »en udspekuleret svindler«, der selv havde skrevet Mormons Bog og derpå distribueret den for at tjene penge. De opførte sig som om, at det var absurd at tænke andet og hævdede, at »mormonismen var noget vås«.
Al denne snak gjorde, at Elizabeth følte sig isoleret og alene. Der var ingen at tale med, endog ingen tid til at bede sine bønner – selvom hun bad, når hun arbejdede. Hun var for bange til at sige noget til dem, der gjorde nar af hendes religion. Hun sagde, at hun antog, at de fortalte sandheden, og hun følte, at hun ikke kunne have forsvaret sin tro, hvis hun havde prøvet.
Senere flyttede Elizabeth og hendes familie. Elizabeth sagde, at hun havde mere tid til at tænke, og at hun ikke var så distraheret hele tiden. Hun gik ofte ned i kælderen og bad til vor himmelske Fader om det, der bekymrede hende; om de historier, som de tilsyneladende kloge mænd havde fortalt hende om, at evangeliet var noget vås og om Joseph Smith og Mormons Bog.
En nat havde Elizabeth en drøm. Hun sagde: »Det var som om, at jeg stod på et smalt vognspor, der kørte rundt ved foden af en lille bakke. Halvvejs oppe af bakken så jeg en mand, der kiggede ned og talte, eller syntes at tale til en ung mand, der knælede, og som lænede sig over et hul i jorden. Hans arme var strakt ud, og det så ud som om, at han rakte ud efter noget i hullet. Jeg kunne se stenlåget, der lod til at være taget væk fra det hul, som drengen bøjede sig over. På vejen var der mange mennesker, men ingen af dem syntes overhovedet at interessere sig for de to mænd oppe på bakken. Der var noget, der kom sammen med drømmen, som gjorde et så sært indtryk på mig, at jeg vågnede med det samme … Jeg kunne ikke fortælle nogen om min drøm, men jeg syntes at være sikker på, at det var englen Moroni, der instruerede drengen Joseph, dengang han fik pladerne.«
I foråret 1893 tog Elizabeth til Salt Lake City til indvielsen af templet. Hun beskrev sin oplevelse: »Derinde så jeg det samme billede, som jeg havde set i min drøm; jeg tror, at det var et vindue med farvet glas. Jeg var sikker på, at hvis jeg så Cumorahøjen, ville den se lige så virkelig ud. Jeg var sikker på, at jeg i en drøm blev vist et billede af englen Moroni, der gav Joseph Smith guldpladerne.«
Mange år efter, at Elizabeth havde haft denne drøm, og adskillige måneder før hun døde som næsten 88-årig, modtog hun en stærk tilskyndelse. Hun sagde: »Tanken kom til mig så enkel … som hvis nogen havde sagt til mig … ›Du skal ikke begrave dit vidnesbyrd i jorden.‹«5
Generationer senere får Elizabeths efterkommere stadig styrke fra hendes vidnesbyrd. Ligesom Elizabeth lever vi i en verden, hvor der er mange tvivlere og kritikere, der gør nar af og modsætter sig de sandheder, som vi har kær. Vi hører måske forvirrende historier og modstridende budskaber. Ligesom Elizabeth skal vi alle gøre vores bedste for at holde fast ved det lys og den sandhed, som vi lige nu har, især når vi har det svært. Svaret på vore bønner kommer måske ikke så dramatisk, men vi skal finde stille øjeblikke til at søge mere lys og sandhed. Og når vi modtager det, så er det vores ansvar at efterleve det, at fortælle andre om det og forsvare det.
Jeg efterlader jer mit vidnesbyrd om, at jeg ved, at hvis vi fylder vores hjerte og hjem med Frelserens lys og sandhed, så vil vi få den indre styrke til at modstå alle ting. I Jesu Kristi navn. Amen.