Familieproklamationens forsvarere
Bonnie L. Oscarson
Unge Pigers hovedpræsident
Lad os bidrage til at opbygge Guds rige ved frimodigt at stå fast og være ægteskabets, forældreskabets og hjemmets forsvarere.
Hvilket privilegium og glæde det er at være en del af denne storslåede forsamling af piger og kvinder. Hvor velsignede er vi ikke, at vi kan være forenet som kvinder her denne aften i samhørighed og i kærlighed.
Jeg læste for nylig beretningen om Marie Madeline Cardon, der sammen med sin familie modtog budskabet om Jesu Kristi gengivne evangelium fra de første missionærer, der var kaldet til at tjene i Italien i 1850. Hun var en ung pige på 17 eller 18 år, da hun blev døbt. En søndag, da familien afholdt et kirkemøde i deres hjem højt oppe i alperne i det nordlige Italien, samledes en vred pøbelhob, deriblandt nogle af de lokale præster, udenfor huset og begyndte at råbe, skrige og forlange, at missionærerne kom ud. Jeg tror ikke, at de var ivrige efter at blive undervist i evangeliet. De havde til hensigt at skade dem. Det var den unge Marie, der marcherede ud af huset for at konfrontere pøbelhoben.
De fortsatte med deres ondskabsfulde råben og forlangte, at missionærerne kom ud. Marie løftede sin bibel og befalede dem at forlade stedet. Hun fortalte dem, at ældsterne var under hendes beskyttelse, og at de ikke kunne skade et eneste hår på deres hoved. Lyt til hendes egne ord: »De blev alle forfærdet … Gud var med mig. Han lagde disse ord i min mund, for ellers kunne jeg ikke have talt dem. Med det samme blev der helt stille. Den store, vilde skare af mænd stod hjælpeløse foran en svag, rystende, men stadig frygtløs pige.« Præsterne bad pøbelhoben om at gå, hvilket de gjorde stille, skamfulde, frygtsomme og angerfulde. Den lille flok afsluttede deres møde i fred.1
Kan I lige forestille jer den tapre unge kvinde, på samme alder som mange af jer, der stod fast over for en pøbelhob og forsvarede sin nyfundne tro med mod og overbevisning?
Søstre, kun få af os vil nogensinde være nødt til at stå over for en vred pøbelhob, men der er en krig i denne verden, hvori vore mest skattede og grundlæggende læresætninger er under angreb. Jeg taler specifikt om læren om familien. Der bliver stillet spørgsmålstegn ved hjemmets hellighed og familiens vigtige hensigt, og den bliver kritiseret og angrebet fra alle sider.
Da præsident Gordon B. Hinckley første gang oplæste »Familien: En proklamation til verden« for 20 år siden i år, var vi taknemlige for og påskønnede klarheden, enkelheden og sandheden i dette åbenbarede dokument. Dengang havde vi ikke nogen anelse om, hvor desperat vi ville få brug for disse grundlæggende erklæringer som en standard i vor tids verden, hvorefter vi kunne måle de verdslige trossætningers nye tiltag; tiltag, der kommer fra medierne, internettet, lærde, TV og film og endda fra lovgivere. Familieproklamationen er blevet den rettesnor, som vi kan måle verdens filosofier ud fra, og jeg vidner om, at de principper, der blev formuleret i denne udtalelse, er lige så sande i dag, som de var, dengang vi fik dem af en Guds profet for næsten 20 år siden.
Må jeg påpege noget indlysende? Livet går meget sjældent som planlagt for nogen, og vi er godt klar over, at ikke alle kvinder oplever det, som proklamationen beskriver. Det er stadig vigtigt at forstå og undervise i Herrens mønster og stræbe efter at opnå det mønster på bedste vis.
Vi har hver især en rolle at spille i planen, og vi har hver især den samme værdi i Herrens øjne. Vi bør huske på, at en kærlig himmelsk Fader er klar over vore retfærdige ønsker og vil indfri sine løfter, så intet vil blive holdt tilbage fra dem, der trofast holder deres pagter. Vor himmelske Fader har en mission og en plan for hver enkelt af os, men han har også sit eget tidsskema. En af de sværeste udfordringer i dette liv er at stole på Herrens timing. Det er en god idé at have en alternativ plan, som hjælper os til at være barmhjertige og retskafne kvinder, der holder pagter og opbygger Guds rige, uanset hvilken retning vores liv tager. Vi skal lære vore døtre at stræbe efter idealet, men planlægge for alle situationer.
Under dette 20 års jubilæum for familieproklamationen vil jeg gerne komme med en udfordring til alle os til som kvinder i Kirken at være forsvarere af »Familien: En proklamation til verden«. Ligesom Marie Madeline Cardon tappert forsvarede missionærerne og sin nyfundne tro, så skal vi frimodigt forsvare Herrens åbenbarede sandheder angående ægteskab, familier, mænd og kvinders guddommelige roller samt vigtigheden af hjemmet som et helligt sted, selv når verden råber i vore ører, at disse principper er forældede, begrænsende eller ikke længere relevante. Alle, uanset deres ægteskabelige status eller antal af børn, kan forsvare Herrens plan, der beskrives i familieproklamationen. Hvis det er Herrens plan, bør det også være vores plan!
Der er tre principper, som vi lærer om i proklamationen, som jeg især synes har brug for standhaftige forsvarere. Det første er ægteskab imellem en mand og en kvinde. Vi lærer af skriften: »Dog, i Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden.«2 For at man kan opnå fylden af præstedømmets velsignelser, skal der være en mand og en hustru, der er beseglet i Herrens hus, og som arbejder sammen i retskaffenhed og forbliver trofaste mod deres pagter. Det er Herrens plan for sine børn, og intet vil ændre det, som Herren har sagt, uanset hvor mange offentlige erklæringer eller hvor meget kritik der er. Vi skal fortsætte med at være et eksempel på retskafne ægteskaber, søge den velsignelse i vores liv og have tro, hvis det tager tid, før det sker. Lad os være ægteskabets forsvarere, sådan som Herren har forordnet det, mens vi fortsat udviser kærlighed og omsorg for dem med et anderledes synspunkt.
Det næste princip, der har behov for at blive forsvaret, er en ophøjelse af mødres og fædres guddommelige roller. Vi lærer ivrigt vore børn at stræbe højt her i livet. Vi ønsker at sørge for, at vore døtre ved, at de har potentialet til at opnå og blive alt, de kan forestille sig. Vi håber, at de vil elske at lære, uddanne sig, udvikle talenter og måske endda blive den nye Marie Curie eller Eliza R. Snow.
Lærer vi også vore sønner og døtre, at der ikke er nogen større ære, ingen mere ophøjet titel og ingen vigtigere rolle i dette liv end det at være mor og far? Jeg håber, at når vi opfordrer vore børn til at stræbe efter det allerbedste i dette liv, at vi også lærer dem at ære og højne de roller, som mødre og fædre spiller i vor himmelske Faders plan.
Vores yngste datter, Abby, så en god mulighed for at forsvare rollen som mor. En dag fik hun en seddel fra sine børns skole om, at de havde karrieredag på skolen. Forældrene blev opfordret til at sende en ansøgning, hvis de gerne ville komme hen på skolen for at fortælle børnene om deres arbejde, og Abby følte sig tilskyndet til at ansøge om at komme og fortælle om moderrollen. Hun hørte ikke noget fra skolen, og da karrieredagen nærmede sig, ringede hun til sidst til skolen, da hun troede, at hendes ansøgning måske var blevet væk. Arrangørerne forhørte sig lidt og fandt to lærere, som gerne ville have Abby til at komme og tale med deres klasse ved slutningen af karrieredagen.
Abby lærte dem under sin meget sjove præsentation, at som mor skal hun blandt andet være noget af en ekspert indenfor lægevidenskab, psykologi, religion, undervisning, musik, litteratur, kunst, økonomi, dekoration, kunne ordne hår, være chauffør, kende til sport, finere madlavning og meget mere. Børnene var imponerede. Hun afsluttede med at få børnene til at skrive takkekort til deres mor, hvor de takkede for de mange kærlige ting, som hun gjorde for dem dagligt. Abby følte, at børnene så deres mor i et helt andet lys, og at det at være mor eller far var noget, der havde stor værdi. Hun ansøgte om at fortælle om det igen i år til karrieredagen, og hun blev inviteret til at vise sin præsentation for seks klasser.
Abby sagde dette om sin oplevelse: »Jeg tror, at det for et barn kan være nemt i denne verden at få den opfattelse, at det at være forældre er et andenrangs job eller endog til tider en nødvendig gene. Jeg vil gerne have, at ethvert barn føler, at de er deres forældres førsteprioritet, og måske vil det at fortælle dem, hvor vigtigt det er for mig at være forælder, få dem til at forstå alt det, deres forældre gør for dem og hvorfor.«
Vores elskede profet præsident Thomas S. Monson er et vidunderligt eksempel på at ære kvinder og moderskabet, især sin egen mor. Med hensyn til vores jordiske mødre har han sagt: »Må vi alle erindre denne sandhed: Man kan ikke glemme mor og huske Gud. Man kan ikke huske mor og glemme Gud. Hvorfor ikke? Fordi disse to hellige personer, Gud og [vores jordiske] mor, er sammen om skabelsen, og i kærlighed, opofrelse og tjeneste er de ét.«3
Det sidste princip, som vi skal holde fast på og forsvare, er hjemmets hellighed. Vi skal tage et udtryk, der nogen gange bliver hånligt omtalt, og ære det. Det er udtrykket husmor. Vi kan alle – kvinder, mænd, unge og børn, enlige eller gifte – arbejde på at skabe et hjem. Vi bør »gøre vores hjem« til et ordens sted, et tilflugtssted, et helligt sted og et sikkert sted. Vores hjem bør være et sted, hvor Herrens Ånd føles i overflod, og hvor skrifterne og evangeliet bliver studeret, undervist og efterlevet. Hvilken forskel det ville gøre i verden, hvis alle ville se sig selv som skabere af et retskaffent hjem. Lad os forsvare hjemmet som et sted, der kun overgås i hellighed af templet.
Søstre, jeg er taknemlig for at være kvinde i disse sidste dage. Vi har muligheder, som ingen anden generation af kvinder i verden har haft. Lad os bidrage til at opbygge Guds rige ved frimodigt at stå fast og være ægteskabets, forældreskabets og hjemmets forsvarere. Herren har brug for, at vi er tapre, standhaftige og urokkelige krigere, der vil forsvare hans plan og lære den kommende generation hans sandheder.
Jeg vidner om, at vor himmelske Fader lever og elsker os hver især. Hans Søn, Jesus Kristus, er vor Frelser og Forløser. Jeg efterlader jer dette vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.