I sandhed god og uden svig
Ældste Michael T. Ringwood
De Halvfjerds
Jesu Kristi evangeliums gode nyheder er, at vores hjertes ønsker kan forvandles, og vore motiver kan udvikles og forfines.
Desværre var der et tidspunkt i mit liv, hvor jeg blev motiveret af titler og anseelse. Det begyndte ret uskyldigt. Mens jeg forberedte mig til en fuldtidsmission, blev min storebror zoneleder i sin mission. Jeg hørte så mange gode ting blive sagt om ham, at jeg ikke kunne lade være med at ønske, at de også blev sagt om mig. Jeg håbede på og har måske også bedt om at få en lignende position.
Heldigvis lærte jeg en lektie under min mission. Ved sidste konference blev jeg mindet om den lektie.
Sidste oktober sagde præsident Dieter F. Uchtdorf: »I løbet af mit liv har jeg haft mulighed for at møde nogle af de mest kompetente og intelligente mænd og kvinder, som denne verden kan tilbyde. Da jeg var yngre, var jeg imponeret over dem, der var uddannede, havde opnået noget, var succesfulde og anerkendt af verden, men i løbet af årene er jeg begyndt at forstå, at jeg er langt mere imponeret over de vidunderlige og velsignede sjæle, som i sandhed er gode og uden svig.«1
Min Mormons Bog-helt er et perfekt eksempel på en vidunderlig og velsignet sjæl, der i sandhed var god og uden svig. Shiblon var en af Alma den Yngres sønner. Vi kender mere til hans brødre Helaman, som efterfulgte sin far som fører af optegnelserne og Guds profet, og Corianton, som fik et lidt blakket ry som en missionær, der havde brug for vejledning fra sin far. Alma skrev 77 vers til Helaman (se Alma 36-37). Alma rettede 91 vers til Corianton (se Alma 39-42). Alma skrev blot 15 vers til Shiblon, sin mellemste søn (se Alma 38). Og dog er hans ord i de 15 vers storladne og lærerige.
»Og se, min søn, jeg har tiltro til, at jeg skal få stor glæde af dig på grund af din standhaftighed og din trofasthed mod Gud; for eftersom du i din ungdom er begyndt at se hen til Herren din Gud, så håber jeg, at du vil fortsætte med at holde hans befalinger; for velsignet er den, der holder ud til enden.
Jeg siger dig, min søn, at jeg allerede har haft stor glæde ved dig på grund af din trofasthed og din flid og din tålmodighed og din langmodighed blandt det zoramitiske folk« (Alma 38:2-3).
Udover at tale til Shiblon talte Alma også om ham til Corianton. Alma sagde: »Har du ikke lagt mærke til din brors standhaftighed, hans trofasthed og hans flid i at holde Guds befalinger? Se, har han ikke været et godt eksempel for dig?« (Alma 39:1).2
Det lader til, at Shiblon var en søn, der ønskede at behage sin far og gik omkring og gjorde det, der var rigtigt af den rigtige årsag frem for at opnå ros, position, magt, anerkendelse eller anseelse. Helaman må have vidst og respekteret dette ved sin bror, for han overdrog de hellige optegnelser, han havde fået af sin far, i Shiblons varetægt. Helaman må bestemt have haft tillid til Shiblon, for »han var en retfærdig mand, og han vandrede retsindigt for Gud, og han bestræbte sig på bestandigt at gøre godt og at holde Herren sin Guds befalinger« (Alma 63:2). Typisk for Shiblons karaktertræk er der ikke skrevet meget om ham fra det tidspunkt, hvor han fik de hellige optegnelser i sin besiddelse, og indtil han gav dem til Helamans søn Helaman (se Alma 63:11).
Shiblon var i sandhed god og uden svig. Han var den slags person, der ofrede sin tid, talenter og kræfter på at hjælpe og opløfte andre takket være en kærlighed til Gud og sin næste (se Alma 48:17-19; 49:30). Han beskrives til fuldkommenhed med præsident Spencer W. Kimballs ord: »Store kvinder og mænd er altid mere ivrige efter at gøre noget frem for at herske.«3
I en verden, hvor man på enhver mulig måde stræber efter ros, position, magt, anerkendelse og myndighed, ærer jeg disse vidunderlige og velsignede sjæle, der i sandhed er gode og uden svig, de der er motiverede af en kærlighed til Gud og deres næste, de store kvinder og mænd, der er »mere ivrige efter at gøre noget frem for at herske«.
I dag er der nogle, der vil have os til at tro, at vores søgen efter at betyde noget kun kan tilfredsstilles ved at opnå position og magt. Men heldigvis er der mange, der ikke lader sig påvirke af denne anskuelse. De finder deres betydning ved at stræbe efter i sandhed at være gode og uden svig. Jeg har set dem i alle sociale lag og i mange religioner. Og jeg finder dem i stort tal blandt Kristi oprigtigt omvendte tilhængere.4
Jeg ærer dem, der uselvisk tjener hver uge i menigheder rundt om i verden ved at yde en ekstra indsats, når de udfører deres kaldelse. Men kaldelser kommer og går. Det gør derfor endnu større indtryk på mig, at der er mange, der uden nogen reel kaldelse finder måder, hvorpå de konstant kan tjene og løfte andre. En bror dukker tidligt op i Kirken for at sætte stole op og bliver længere for at rydde op i kirkebygningen. En søster vælger bevidst en plads tæt på en blind søster i sin menighed, så hun ikke blot kan hilse på hende, men også så hun kan synge salmerne højt nok til, at den blinde søster kan høre ordene og synge med. Hvis I ser godt efter i jeres menighed, vil I finde eksempler mage til disse. Der er altid medlemmer, der virker til at vide, hvem der har brug for hjælp og hvornår.
Måske lærte jeg min første lektie om hellige som i sandhed var gode og uden svig, da jeg var en ung missionær. Jeg flyttede til et område med en ældste, jeg ikke kendte. Jeg havde hørt, hvordan andre missionærer talte om, at han aldrig havde fået nogen opgave som leder, og hvordan han kæmpede med at lære koreansk på trods af, at han havde været længe i landet. Men da jeg lærte denne ældste at kende, opdagede jeg, at han var en af de mest lydige og trofaste missionærer, jeg havde mødt. Han studerede, når der skulle studeres, han arbejdede, når der skulle arbejdes. Han forlod lejligheden til tiden og vendte hjem til tiden. Han studerede flittigt koreansk, selv om sproget var særligt vanskeligt for ham.
Da jeg blev klar over, at det, jeg havde hørt, var usandt, følte jeg, at denne missionær var blevet fejlbedømt. Jeg ønskede at fortælle hele missionen, hvad jeg havde opdaget om denne ældste. Jeg fortalte min missionspræsident om mit ønske om at rette op på den misforståelse. Hans svar var: »Vor himmelske Fader ved, at denne unge mand er en vellykket missionær, og det gør jeg også.« Han tilføjede så: »Og nu ved du det også, så hvem ellers behøver egentlig at vide det?« Denne kloge missionspræsident lærte mig, hvad der var vigtigt ved at tjene, og det var ikke ros, position, magt, ære eller myndighed. Det var en storslået lektie for en ung missionær, som var for fokuseret på titler.
Med denne lektie i baghovedet kiggede jeg tilbage på mit liv og så, hvor ofte jeg var blevet påvirket af mænd og kvinder, der på det tidspunkt ikke havde nogen flot titel eller position. En af disse Shiblon-lignende sjæle var min seminarlærer på mit tredje år i high school. Denne gode mand underviste kun to eller tre år i seminar, men han åbnede mit hjerte på en måde, der hjalp mig til at få et vidnesbyrd. Han var måske ikke den mest populære lærer på skolen, men han var altid forberedt, og han fik en stærk og varig indflydelse på mig. Jeg har kun set ham få gange i de 40 år, der er gået, siden han underviste mig. Han kom og hilste på mig ved min fars begravelse. Det var i sandhed en handling, der ikke var motiveret af titel eller magt.
Jeg ærer den hengivne lærer og mange som ham, der i sandhed er gode og uden svig. Jeg ærer den søndagsskolelærer, der ikke kun underviser sine elever i klassen om søndagen, men som også underviser og påvirker disse elever ved at invitere dem til at spise morgenmad sammen med sin familie. Jeg ærer de ledere for unge, der overværer menighedens unge mænds og unge pigers sportsaktiviteter og kulturelle aktiviteter. Jeg ærer den mand, der skriver opmuntrende beskeder til naboerne, og den kvinde, der ikke kun sender julekort, men personligt afleverer dem til familie og venner, der har brug for et besøg. Jeg ærer den bror, der altid tog en nabo med ud på en køretur i denne nabos svære tid med Alzheimers – og derved gav både ham og hans hustru et yderst tiltrængt pusterum i hverdagen.
Disse ting udføres ikke for at få ros eller anerkendelse. Disse mænd og kvinder motiveres ikke af muligheden for at opnå titler eller anseelse. De er Kristi disciple, som går omkring og bestandigt gør godt, og der ligesom Shiblon prøver at behage deres Fader i himlen.
Det gør mig trist, når jeg hører om nogle, der holder op med at tjene eller endda med at komme i kirke, fordi de bliver afløst fra en kaldelse eller føler sig overset med hensyn til position eller titel. Jeg håber, de en dag vil lære det samme, som jeg gjorde som ung missionær – at den tjeneste, der tæller mest, som regel udelukkende anerkendes af Gud. Har vi i vores stræben på mig og mit glemt Gud og Guds?
Nogle siger måske: »Jamen, jeg har lang vej endnu, før jeg bliver som dem, du beskriver.« Jesu Kristi evangeliums gode nyheder er, at vores hjertes ønsker kan forvandles, og vore motiver kan udvikles og forfines. Når vi døbes ind i Guds sande fold, begynder vi processen med at blive en ny skabning (se 2 Kor 5:17; Mosi 27:26). Hver gang, vi fornyr dåbspagten ved at nyde nadveren, er vi et skridt nærmere det endelige mål.5 Når vi holder fast ved den pagt, får vi styrke til at sørge med dem, der sørger, og trøste dem, der står i behov for trøst (se Mosi 18:9). I den pagt finder vi den nåde, der gør os i stand til at tjene Gud og holde hans befalinger, herunder at elske Gud af hele vores hjerte og elske vores næste som os selv.6 I den pagt bistår Gud og Kristus os, så vi kan bistå dem, der står i behov for at få vores bistand (se Mosi 4:16; se også v. 11-15).
Alt, hvad jeg virkelig ønsker mig i livet, er at behage mine fædre – både den jordiske og den himmelske – og at være mere som Shiblon.7
Jeg takker min himmelske Fader for sjæle som Shiblon, hvis eksempel giver mig – og os alle – håb. I deres liv ser vi et vidne om en kærlig Fader i himlen og en interesseret og medfølende Frelser. Jeg tilslutter mig deres vidnesbyrd med et løfte om at stræbe efter at blive mere som dem. I Jesu Kristi navn. Amen.