Hvis I vil være ansvarlige

Ældste Jorge F. Zeballos

De Halvfjerds

Lad os trænge os frem ved at lære vores pligt, træffe de rette beslutninger, handle i overensstemmelse med disse beslutninger og acceptere vor Faders vilje.

Jeg var blot 12 år gammel, da missionærerne første gang kom for at forkynde i den by i det nordlige Chile, hvor jeg er født. En søndag, efter jeg var kommet i den lille gren i et halvt år, rakte en missionær brødet hen mod mig, da han omdelte nadveren. Jeg så på ham og sagde stille: »Jeg kan ikke.«

»Hvorfor ikke?« spurgte han.

Jeg sagde til ham: »Fordi jeg ikke er medlem af Kirken.«¹

Missionæren kunne ikke tro det. Han gjorde store øjne. Jeg tror, han har tænkt: »Jamen, denne unge mand kommer til hvert eneste møde! Hvordan kan det lade sig gøre, at han ikke er medlem af Kirken?«

Dagen efter kom missionærerne hjem til mig, og de gjorde alt, hvad de kunne, for at undervise hele min familie. Men eftersom min familie ikke var interesseret, var det kun min ugentlige tilstedeværelse i Kirken i over et halvt år, der fik missionærerne til at turde fortsætte. Endelig kom det store øjeblik, jeg havde ventet på, hvor de inviterede mig til at blive medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Missionærerne forklarede mig, at eftersom jeg var mindreårig, skulle jeg have mine forældres tilladelse. Jeg gik sammen med missionærerne hen til min far og tænkte, at hans kærlige svar ville være: »Min søn, når du er myndig, er du i stand til at træffe dine egne beslutninger.«

Mens missionærerne talte med ham, bad jeg inderligt om, at hans hjerte måtte blive rørt, så han ville give mig den tilladelse, jeg ønskede. Hans svar til missionærerne lød: »Ældster, i det sidste halve år har jeg set min søn Jorge stå tidligt op hver søndag morgen, tage sit bedste tøj på og gå til kirke. Jeg har kun set Kirken have en god indflydelse på ham.« Derpå sagde han til min overraskelse til mig: »Min søn, hvis du vil tage ansvaret for denne beslutning, så har du min tilladelse til at blive døbt.« Jeg gav min far et kram, kyssede ham og takkede ham for det, han havde gjort. Dagen efter blev jeg døbt. Sidste uge var det 47 år siden, denne vigtige begivenhed i mit liv fandt sted.

Hvilket ansvar har vi som medlemmer af Jesu Kristi Kirke? Præsident Joseph Fielding Smith forklarede det som følger: »Vi har disse to store ansvar … For det første at søge vores egen frelse og for det andet vores pligt overfor vore medmennesker.«²

Disse er således de hovedforpligtelser, som vor Fader har givet os: At søge vores egen og andres frelse med den forståelse, at frelse betyder at opnå den højeste grad af herlighed, som vor Fader har tilvejebragt for sine lydige børn.³ Disse forpligtelser, som vi er blevet betroet – og som vi villigt har taget imod – må afgøre vore prioriteter, vore ønsker, vore beslutninger og vores daglige adfærd.

For en, der er nået til den forståelse, at ophøjelse takket være Jesu Kristi forsoning i sandhed er inden for rækkevidde, vil det være lig med fordømmelse at miste den. Således er det modsatte af frelse fordømmelse, ligesom det modsatte af succes er fiasko. Præsident Thomas S. Monson har lært os, at »mennesket … i virkeligheden ikke så længe [kan] lade sig nøje med middelmådighed, når de en gang har set det bedste, der er inden for rækkevidde«.⁴ Hvordan kan vi så lade os nøje med noget, der er mindre end ophøjelse, hvis vi ved, at ophøjelse er mulig?

Lad mig komme med fire hovedprincipper, der hjælper os til at opfylde vores ønske om at være ansvarlig over for vor Fader i himlen, så vel som at reagere på hans forventning om, at vi bliver, som han er.

1. Lær vores pligt

Hvis vi skal gøre Guds vilje, hvis vi skal være ansvarlige over for ham, må vi begynde med at lære, forstå, acceptere og leve i overensstemmelse med hans vilje med os. Herren har sagt: »Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og at handle med al flid i det embede, hvortil han er blevet udpeget.«⁵ At have ønsket om at gøre det rette er ikke tilstrækkeligt, hvis vi ikke sørger for at forstå, hvad vor Fader forventer af os og ønsker, vi skal gøre.

I historien om Alice i eventyrland, ved Alice ikke, hvilken vej, hun skal gå, så hun spørger Filurkatten: »Vil du ikke nok fortælle mig, hvilken vej jeg skal gå for at komme videre?«

Katten svarer: »Det afhænger jo en hel del af, hvor du vil hen.«

Alice siger: »Det er mig temmelig ligegyldigt.«

»Så kan det jo også være ligegyldigt, hvilken vej du går,« siger katten.⁶

Men vi ved, at den vej, der fører til det »træ, hvis frugt [er] ønskværdig til at gøre én lykkelig«⁷ – »den vej, der fører til livet« – er snæver. Det er krævende at rejse ad den vej, og »der er få, som finder den!«⁸

Nefi lærer os, at »Kristi ord vil fortælle jer alt det, som I skal gøre«.⁹ Dernæst tilføjer han, at »Helligånden [vil] … vise jer alt det, som I skal gøre«.¹⁰ Således er de kilder, som giver os mulighed for at lære vores pligt, Kristi ord, som vi modtager gennem fordums og nutidige profeter, og den personlige åbenbaring, som vi får gennem Helligånden.

2. Træf beslutningen

Hvad enten vi har lært om evangeliets gengivelse, en bestemt befaling, pligterne i forbindelse med en kaldelse eller de pagter, vi indgår i templet, så vælger vi, om vi vil handle i overensstemmelse med den nye kundskab eller ej. Hver person er selv fri til at vælge, om han eller hun vil indgå en hellig pagt som fx dåb eller tempelordinancerne. Eftersom edsaflæggelse var en normal del af troende menneskers liv i fordums tider, fastslog den gamle lov: »I må ikke sværge falsk ved mit navn.«¹¹ Men i tidens midte belærte Frelseren om en højere form for overholdelse af vore forpligtelser, da han sagde, at ja betyder ja, og nej betyder nej.¹² En persons ord bør være tilstrækkeligt til at godtgøre vedkommendes sanddruhed og forpligtelse over for en anden og så meget desto mere, når den anden er vor Fader i himlen. Når vi ærer en forpligtelse, viser vi sandfærdigheden og ærligheden af vores ord.

3. Handl derefter

Når vi har lært vores pligt og truffet de beslutninger, der har med den kundskab og forståelse at gøre, må vi handle derefter.

Et klart eksempel på den faste beslutning, hvormed Frelseren imødekom sin forpligtelse over for sin Fader, er den situation, hvor en lam mand bringes hen til ham for at blive helbredt. »Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: ›Søn, dine synder tilgives dig.‹«¹³ Vi ved, at Jesu Kristi forsoning er afgørende for at få tilgivelse for vore synder, men da episoden med helbredelsen af den lamme mand fandt sted, havde den storslåede begivenhed endnu ikke fundet sted; Frelserens lidelser i Getsemane og på korset ventede forude. Imidlertid velsignede Jesus ikke blot den lamme mand med evnen til at rejse sig og gå, men han tilgav ham også hans synder og gav derved et entydigt tegn på, at han ikke ville svigte, at han ville opfylde den forpligtelse, han havde indgået med sin Fader, og at han i Getsemane og på korset ville gøre det, han havde lovet, han ville.

Den vej, vi har valgt at gå på, er snæver. Langs vejen er der udfordringer, som vil kræve, at vi har tro på Jesus Kristus, og vi bestræber os til det yderste på at blive på vejen og trænge os frem. Vi har brug for at omvende os og være lydige og tålmodige, også selv om vi ikke forstår alt det, vi er omgivet af. Vi må tilgive andre og leve i overensstemmelse med det, vi har lært, og med de valg, vi har truffet.

4. Accepter villigt Faderens vilje

At være discipel kræver ikke blot, at vi lærer vores pligt, træffer de rigtige beslutninger og handler i overensstemmelse med dem, men det er også væsentligt, at vi udvikler en villighed og en evne til at acceptere Guds vilje, også selv om det ikke passer ind i vore retfærdige ønsker eller præferencer.

Jeg er imponeret over og beundrer indstillingen hos den spedalske, som kom til Herren, »faldt på knæ og bad ham og sagde: ›Hvis du vil, kan du gøre mig ren.‹«¹⁴ Den spedalske krævede ikke noget, på trods af at hans ønsker kunne have været retfærdige. Han var ganske enkelt villig til at acceptere Herrens vilje.

For en del år siden blev nogle af mine venner, et dejligt, trofast par, velsignet med en længe ønsket søn, hvilket de havde bedt om igennem længere tid. Hjemmet blev fyldt med glæde, og vore venner og deres datter, som var deres eneste andet barn på det tidspunkt, nød at være sammen med den nyligt ankomne lille dreng. Men en dag skete der noget uventet: Den lille dreng, som kun var omtrent tre år gammel, gik pludselig i koma. Så snart jeg hørte om hændelsen, ringede jeg til min ven for at give udtryk for min støtte på dette vanskelige tidspunkt. Men hans svar lærte mig noget. Han sagde: »Hvis det er Faderens vilje at tage ham hjem til sig, så er det i orden med os.« Min vens ord indeholdt ikke den mindste snert af beklagelse, oprør eller misfornøjelse. Snarere tværtimod var det eneste, jeg kunne fornemme i hans ord, en taknemlighed over for Gud, fordi han havde givet dem lov til at have glæde af deres lille søn i denne korte tid, foruden hans fuldstændige villighed til at acceptere Faderens vilje. Nogle få dage senere blev den lille dreng taget tilbage til sin celestiale bolig.

Lad os trænge os frem ved at lære vores pligt, træffe de rette beslutninger, handle i overensstemmelse med disse beslutninger og acceptere vor Faders vilje.

Hvor er jeg taknemlig og glad for den beslutning, som min far lod mig træffe for 47 år siden. Med tiden har jeg lært at forstå, at den betingelse, han gav mig – at være ansvarlig for den beslutning – betød at være ansvarlig over for min himmelske Fader og stræbe efter min egen og andres frelse og derved blive mere, som min Fader forventer og ønsker, at jeg bliver. På denne særlige dag vidner jeg om, at Gud vor Fader og hans elskede Søn lever. I Jesu Kristi navn. Amen.