2015
Bliv ved træet
Maj 2015


Bliv ved træet

Lehis syn om livets træ er en kraftfuld lignelse om at holde ud til enden.

Kort tid før præsident Heber J. Grant døde, besøgte en af brødrene ham i hans hjem. Før han tog af sted, bad præsident Grant: »O Gud, velsign mig, at jeg ikke mister mit vidnesbyrd, men at jeg holder ud til enden!«1 Dette var hans inderlige bøn efter knap 27 år som præsident for Kirken. Dette eksempel er en klar påmindelse om, at ingen uanset alder er immun overfor Satans påvirkning. To af Satans bedste værktøjer er bortledning og bedrag.

At holde ud til enden er et tegn på en sand discipel og er afgørende for evigt liv. Men når der kommer prøvelser og udfordringer, så får vi ofte at vide, at vi bare skal »hænge i«. Lad mig være helt klar: At »hænge i« er ikke et evangelisk princip. At holde ud til enden betyder at komme til Kristus kontinuerligt og blive fuldkommengjort i ham.

Hvis det er afgørende for evigt liv at holde ud til enden, hvorfor kæmper vi så for at være trofaste? Vi kæmper, når vi er fanget mellem to modstridende prioriteter. Lemfældig lydighed og lunken forpligtelse svækker troen. Det kræver en fuldstændig forpligtelse over for Frelseren og overfor vore pagter at holde ud til enden.

Lehis syn om livets træ er en kraftfuld lignelse om at holde ud til enden. Studér bønsomt og overvej Lehis drøm, og anvend den derpå på jer selv. Når I gør det, så overvej nøje seks vigtige principper, der hjælper os til at holde ud til enden.

1. Bønnen ej forglem

Vi begynder med Lehi i »et mørkt og dystert øde«.2 Vi oplever hver især perioder med mørke og ensomhed. »Hvad end livet dig tilbyder, bønnen ej forglem.«3 Følg præsident Heber J. Grants eksempel. Bed om styrke til at holde ud til enden. Spørg vor himmelske Fader: »Hvad mere ønsker du, at jeg skal gøre?«

2. Kom til Kristus, og bliv fuldkommengjort i ham

Livets træ er det centrale i Lehis drøm. Alt peger hen på livets træ. Træet repræsenterer Kristus, der er et tydeligt udtryk for Guds kærlighed. Frugten er hans uendelige forsoning og er et klart bevis på Guds kærlighed. Evigt liv med vore kære er sødere og mere ønskværdigt end noget andet. For at få denne gave må vi »kom[me] til Kristus, og bliv[e] fuldkommengjort i ham«.4 Han er »vejen og sandheden og livet«.5 Vi kan fylde vores liv med bedrifter og gode gerninger, men hvis vi ikke indgår hellige pagter om at følge Kristus og trofast holder dem, så vil vi helt og aldeles have fejlet.

3. Træng jer frem i tro

Der er en sti, der fører til livets træ, til Kristus. Den er snæver og trang, lige og ufravigelig. Guds befalinger er strikse, men ikke begrænsende. De beskytter os mod åndelige og fysiske farer og forhindrer os i at fare vild.

Lydighed skaber tro på Kristus. Tro er et princip med kraft og styrke. Når vi konsekvent følger Frelserens eksempel, skaber det åndelig styrke og kraft. Det er umuligt at blive på stien og holde ud uden forsoningens styrkende og opbyggende kraft.

»Derfor må I trænge jer frem med standhaftighed i Kristus.«6

4. Mormons Bog er nøglen til åndelig overlevelse

Livet er udfordrende. Det er let at blive distraheret, forlade stien og fare vild. Trængsler er en uundgåelig og nødvendig del af vores evige udvikling. Når modgang kommer, så lad ikke noget, som I ikke helt forstår, ødelægge alt det, som I ved. Vær tålmodig, hold fast ved sandheden; forståelsen vil komme. Prøvelser er ligesom tågerne af mørke, der kan forblinde os og forhærde vores hjerte. Medmindre vi bestandigt holder fast7 ved Guds ord og efterlever det, vil vi i stedet for at være åndeligt sindede blive åndeligt forblindede. Studér Mormons Bog og de levende profeters ord hver dag, hver dag, hver dag! Det er nøglen til at overleve åndeligt og undgå bedrag. Uden den er vi fortabt åndeligt.

5. Bliv ikke bortledt og bedraget

At give agt på er at være meget opmærksom. At give agt på dem, der ikke tror på Kristus, vil ikke hjælpe jer til at finde ham. Hvis vi søger på #rummeligbygning for at få viden, bliver vi ikke ført til sandheden. Det står ikke der. Kun Frelseren har »det evige livs ord«.8 Alt andet er bare ord. Den store og rummelige bygning symboliserer verdens »tomme indbildninger og stolthed«,9 med andre ord bortledning og bedrag. Den er fyldt med velklædte mennesker, der tilsyneladende har alt. Men de håner Frelseren og dem, der følger ham. De vil »altid … lære, men aldrig [lære] sandheden at kende«.10 De er måske politisk korrekte, men de er åndeligt fortabte.

6. Bliv ved træet

Lehis budskab er, at vi skal blive ved træet. Vi bliver, fordi vi er omvendt til Herren. Alma belærte: »Se, han forandrede deres hjerte; ja, han vækkede dem af en dyb søvn, og de vågnede op til Gud.«11 Når vi giver vores hjerte til Gud, så ændrer Helligånden vores inderste, vi bliver i sandhed omvendt til Herren og søger ikke længere den rummelige bygning. Når vi holder op med at gøre de ting, der skaber en dybere omvendelse, så går vi åndeligt tilbage. Frafald er det modsatte af omvendelse.

Til alle nuværende og tidligere missionærer: Brødre og søstre, I kan simpelthen ikke vende hjem fra jeres mission, lave et elegant hop tilbage til Babylon og bruge utallige timer på at score meningsløse points på ligegyldige videospil uden at falde i en dyb, åndelig søvn. Ej heller kan I svælge i online pornografi og ignorere dyd og kyskhed uden alvorlige, åndelige konsekvenser. Hvis I mister Ånden, er I fortabt. Bliv ikke bortledt og bedraget.

Sande disciple fortsætter med hver dag at vågne op til Gud i meningsfuld, personlig bøn, oprigtigt skriftstudium, personlig lydighed og uselvisk tjeneste. Bliv ved træet, og hold jer vågne.

For flere år siden blev søster Pearson og jeg kaldet til at præsidere over Tacoma-missionen i Washington. Kaldelsen kom som en fuldstændig overraskelse. Med nogen nervøsitet mødtes jeg med bestyrelsesformanden og den administrerende direktør for det firma, hvor jeg arbejdede, og fortalte dem om mit missionskald. De var tydeligt oprørte over min beslutning om at forlade firmaet. De spurgte »Hvornår traf du den beslutning, og hvorfor drøftede du den ikke med os tidligere?«

I et øjebliks klarhed kom dette dybsindige svar til mig. Jeg sagde: »Jeg traf denne beslutning som 19-årig dreng, da jeg med Gud indgik hellige pagter i templet om at følge Frelseren. Jeg har bygget hele min tilværelse på disse pagter, og jeg har i sinde at holde dem nu.«

Når vi først har indgået pagter med Gud, så er der ingen vej tilbage. Det er ikke muligt at opgive, at give fortabt og give afkald på dem. I Guds rige er der en målestok for den øverste ophøjelse. Det kræves, at man er en tapper discipel! Der er ikke plads til middelmådige eller magelige disciple. Middelmådighed er fjende af det ypperlige, og en middelmådig forpligtelse vil forhindre jer i at holde ud til enden.

Hvis I kæmper, er forvirrede eller åndeligt vildfarne, så opfordrer jeg jer til at gøre den ene ting, som jeg ved, vil få jer tilbage på sporet igen. Begynd igen med at studere Mormons Bog bønsomt og efterleve dens lære hver dag, hver dag, hver dag! Jeg bærer vidnesbyrd om den store styrke i Mormons Bog, som vil forandre jeres liv og styrke jeres beslutning om at følge Kristus. Helligånden vil ændre jeres hjerte og hjælpe jer til at se »ting, som de virkelig er«.12 Han vil vise jer, hvad I derpå skal gøre. Dette er Nefis løfte til jer:

»Og jeg sagde til dem … at den, der ville lytte til Guds ord og ville holde fast ved det, de skulle aldrig fortabes, ej heller kunne Modstanderens fristelser og brændende pile overvælde dem, så de blev blinde, og føre dem bort til undergang.

Derfor … formanede jeg dem til, at de skulle give agt på Guds ord og huske altid at holde hans befalinger i alt.«13

Brødre og søstre, det at holde ud til enden er den største prøve på vores virke som discipel. Vores daglige virke som discipel vil afgøre vores evige skæbne. Vågn op til Gud, hold fast ved sandheden, hold jeres hellige tempelpagter og bliv ved træet!

Jeg bærer vidnesbyrd om den opstandne, levende Kristus. Jeg ved, at han lever. Mit største ønske er, at jeg kan være oprigtig og trofast helt til enden og følge hans storslåede eksempel. I Herren Jesu Kristi hellige navn. Amen.