Templets velsignelser
Præsident Thomas S. Monson
Når vi kommer i templet, kan vi få en dimension af åndelighed og en følelse af fred.
Mine elskede brødre og søstre, jeg er så taknemlig for at være sammen med jer denne smukke påskemorgen, hvor vore tanker vender sig mod verdens Frelser. Jeg sender min kærlighed og hilsner til hver af jer og beder til, at vor himmelske Fader vil inspirere mine ord.
Denne konference markerer, at det er syv år siden, at jeg blev opretholdt som Kirkens præsident. Det har været nogle travle år, ikke blot fyldt med et par udfordringer, men også med utallige velsignelser. Nogle af de bedste og helligste af de velsignelser har været, at jeg har haft mulighed for at indvie og genindvie templer.
Senest var det mit privilegie i november måned at indvie det smukke, nye tempel i Phoenix i Arizona. Jeg var sammen med præsident Dieter F. Uchtdorf, ældste Dallin H. Oaks, ældste Richard J. Maynes, ældste Lynn G. Robbins og ældste Kent F. Richards. Aftenen før indvielsen blev der afholdt en storslået, kulturel fejring, hvor flere end 4.000 af vore unge fra tempeldistriktet lavede en fantastisk optræden. Den følgende dag blev templet indviet ved tre hellige og inspirerende sessioner.
Opførelsen af templer er en meget klar indikator for Kirkens vækst. Vi har på nuværende tidspunkt 144 fungerende templer over hele verden, 5 der er ved at blive renoveret, og 13 der er under opførelse. Udover det er 13 templer, der tidligere er blevet bekendtgjort, i forskellige forberedelsesstadier, inden opførelsen begynder. Dette år forventer vi at genindvie 2 templer og indvie 5 nye templer, der efter planen bliver bygget færdig.
I de sidste to år har vi koncentreret vores indsats om at færdigbygge tidligere bekendtgjorte templer og tilbageholdt planer for yderligere templer. Denne formiddag glæder det mig imidlertid at bekendtgøre tre nye templer, som skal bygges på følgende steder: Abidjan i Elfenbenskysten, Port-au-Prince i Haiti og Bangkok i Thailand. Der er fantastiske velsignelser på vej for vore trofaste medlemmer i disse områder, ja, faktisk overalt hvor der over hele verden er placeret templer.
Denne proces med at afgøre behovene og finde steder til yderligere templer er hele tiden i gang, for det er vores ønske, at så mange medlemmer som muligt har mulighed for at komme i templet uden at skulle ofre alt for meget tid og for mange ressourcer. Ligesom vi har gjort tidligere, vil vi informere jer, når vi træffer beslutninger angående dette.
Når jeg tænker på templer, vender mine tanker sig til de mange velsignelser, som vi modtager deri. Når vi går gennem templets døre, lægger vi verdens distraktioner og forvirring bag os. Inde i dette hellige tilflugtssted finder vi skønhed og orden. Det er en hvile for vores sjæl og et pusterum fra bekymringerne i vores liv.
Når vi kommer i templet, kan vi få en dimension af åndelighed og en følelse af fred, der overgår enhver anden følelse i menneskets hjerte. Vi vil forstå den sande betydning af Frelserens ord, da han sagde: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer … Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!«1
En sådan fred kan gennemtrænge ethvert hjerte – hjerter, der er bekymrede, hjerter, der er tyngede af sorg, hjerter, der er forvirrede, hjerter, der bønfalder om hjælp.
Jeg hørte for nylig om en ung mand, der kom til templet med et hjerte, der bønfaldt om hjælp. Mange måneder tidligere havde han modtaget sit kald om at tage på mission i Sydamerika. Men hans visa var blevet så forsinket, at han blev forflyttet til en mission i USA. Selvom han var skuffet over, at han ikke kunne tjene i det område, han oprindelig var kaldet til, arbejdede han ikke desto mindre hårdt i sin nye opgave, fast besluttet på at tjene, så godt han kunne. Han blev dog mismodig, fordi han havde nogle dårlige oplevelser med nogle missionærer, som han syntes var mere interesseret i at have det sjovt end at fortælle andre om evangeliet.
Nogle få måneder efter havde denne unge mand nogle alvorlige helbredsproblemer, der medførte, at han blev delvist lammet, så han kom hjem på sygeorlov.
Efter nogle måneder var den unge mand blevet helt rask, og hans lammelse var forsvundet. Han fik at vide, at han igen ville være i stand til at tjene som missionær, en velsignelse, han dagligt havde bedt om. Den eneste skuffende nyhed var, at han skulle vende tilbage til den samme mission, som han havde forladt, der, hvor han havde følt, at nogle af missionærernes opførsel og holdninger ikke var helt, som de burde være.
Han var kommet til templet for at få trøst og en bekræftelse på, at han kunne få en god oplevelse som missionær. Hans forældre havde også bedt om, at dette besøg i templet ville give deres søn den hjælp, han havde brug for.
Da den unge mand kom ind i det celestiale værelse efter sessionen, satte han sig i en stol og begyndte at bede om vejledning fra sin himmelske Fader.
En anden ung mand, der hed Landon, kom kort efter ind i det celestiale værelse. Da han gik ind i værelset, faldt hans blik med det samme på den unge mand, der sad i stolen med øjnene lukkede, og som tydeligvis bad. Landon fik en umiskendelig tilskyndelse til, at han skulle tale med den unge mand. Han var ikke meget for at forstyrre, så han besluttede at vente. Flere minutter senere bad den unge mand stadig. Landon kunne ikke længere udskyde tilskyndelsen. Han gik hen til den unge mand og rørte blidt ved hans skulder. Den unge mand åbnede sine øjne, overrasket over at være blevet forstyrret. Landon sagde stille: »Jeg har følt mig tilskyndet til, at jeg skal tale med dig, selvom jeg ikke ved hvorfor.«
Da de begyndte at tale sammen, udøste den unge mand sit hjerte til Landon, forklarede sine omstændigheder og sluttede af med sit ønske om at modtage trøst og opmuntring angående sin mission. Landon, der var vendt hjem fra en vellykket mission blot et år tidligere, fortalte om sine egne oplevelser på sin mission, de udfordringer og bekymringer, som han havde stået over for, hvordan han havde vendt sig til Herren for at få hjælp samt de velsignelser, som han havde modtaget. Hans ord var trøstende og beroligende, og hans entusiasme angående sin mission var smittende. Til sidst forsvandt denne unge mands frygt, og en fred faldt over ham. Han var dybt taknemlig, da han indså, at hans bøn var blevet besvaret.
De to unge mænd bad sammen, og derpå rejste Landon sig for at gå, glad for at han havde lyttet til den inspiration, han havde fået. Da han var ved at gå, spurgte den unge mand Landon: »Hvor tjente du på mission?« Indtil da havde ingen af dem nævnt hvilken mission, de hver især havde tjent i. Da Landon nævnte navnet på sin mission, fik den unge mand tårer i øjnene. Landon havde tjent i den samme mission, som den unge mand skulle vende tilbage til!
I et nyligt brev til mig skrev Landon den unge mands afskedsord: »Jeg havde tro på, at vor himmelske Fader ville velsigne mig, men jeg havde ikke forestillet mig, at han ville sende en til at hjælpe mig, som havde tjent i min egen mission. Jeg ved nu, at det hele nok skal blive godt.«2 Et oprigtigt hjertes ydmyge bøn var blevet hørt og besvaret.
Min brødre og søstre, i vores liv møder vi fristelser, vi kommer ud for prøvelser og udfordringer. Når vi besøger templet, og når vi erindrer de pagter, som vi indgår derinde, bliver vi bedre i stand til at overvinde disse fristelser og udholde vore prøvelser. I templet kan vi finde fred.
Templets velsignelser er uvurderlige. Jeg er hver dag taknemlig for det, som min elskede hustru, Frances, og jeg modtog, da vi knælede ved et helligt alter og indgik pagter, der binder os sammen for al evighed. Der er ikke nogen velsignelse, der er mere værdifuld for mig end den fred og trøst, som jeg modtager fra den viden, jeg har om, at hun og jeg vil være sammen igen.
Må vor himmelske Fader velsigne os, så vi må have tempeltjenestens ånd, at vi må være lydige mod hans bud, og at vi omhyggeligt må følge vor Herre og Frelser Jesu Kristi fodspor. Jeg vidner om, at han er vor Forløser. Han er Guds Søn. Han kom frem fra graven den første påskemorgen og bragte med sig det evige livs gave til alle Guds børn. Må vi på denne smukke dag, hvor vi fejrer denne afgørende begivenhed, takke for hans store og vidunderlige gaver til os. At det må blive således, beder jeg ydmygt om i hans hellige navn. Amen.