Er det stadig et under for jer?
Biskop Gérald Caussé
Førsterådgiver i Det Præsiderende Biskopråd
Det er et tegn på tro at frydes over evangeliets undere. Det er at anerkende Herrens hånd i vores tilværelse og i alt omkring os.
Min hustru og jeg havde den store glæde at opdrage vore fem børn i nærheden af den storslåede by Paris. Vi ønskede i de år at give dem rige muligheder for at se de vidunderlige ting i verden. Hver sommer tog vores familie på lange ture for at besøge de vigtigste monumenter, historiske steder og naturens undere i Europa. Da vi havde boet 22 år i nærheden af Paris, skulle vi flytte. Jeg kan stadig huske den dag, da mine børn kom til mig og sagde: »Far, det er fuldstændigt pinligt! Vi har boet her hele vores liv, og vi har aldrig været i Eiffeltårnet!«
Der er så mange undere i denne verden. Men nogle gange tager vi dem dog for givet, når vi har dem lige foran os hele tiden. Vi kigger, men vi ser ikke rigtigt; vi hører, men vi lytter ikke rigtigt.
Jesus sagde til sine disciple, mens han var på jorden:
»Salige er de øjne, som ser det, I ser.
For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.«1
Jeg har ofte tænkt over, hvordan det må have været at leve på vor Frelsers tid. Kan I forestille jer at sidde ved hans fødder? At mærke hans omfavnelse? At se ham tjene andre? Og alligevel var der mange, der mødte ham, der ikke indså, der ikke »så«, at selve Guds Søn boede blandt dem.
Vi er også privilegerede ved at leve i en enestående tid. De fordums profeter så genoprettelsens værk som »et forunderligt værk … ja, et forunderligt værk og et under«.2 Ikke i nogen tidligere uddeling har der været kaldet så mange missionærer, så mange nationer, der er blevet åbnet for evangeliets budskab, og så mange templer, der er blevet bygget rundt om i hele verden.
For os som sidste dages hellige sker der også undere i vores egen tilværelse. De omfatter vores personlige omvendelse, de svar, vi modtager på vore bønner, og de gavmilde velsignelser, som Gud dagligt skænker os.
Det er et tegn på tro at frydes over evangeliets undere. Det er at anerkende Herrens hånd i vores tilværelse og i alt omkring os. Vores forundring skaber også åndelig styrke. Det giver os energi til at forblive forankret i vores tro og engagere os selv i arbejdet med frelse.
Med lad os være årvågne. Vores evne til at forundres er skrøbelig. Langsigtet kan en lemfældig overholdelse af buddene, apati og endda træthed sætte ind og gøre os ufølsomme over for evangeliets selv mest bemærkelsesværdige tegn og mirakler.
Mormons Bog omtaler en periode, som lå forud for Messias’ komme til Amerika, der er meget lig vores. Pludselig sås tegnene på hans komme på himlen. Folkene blev så forbløffede, at de ydmygede sig, og næsten alle blev omvendt. Men blot fire korte år senere »begyndte [folket] at glemme de tegn og undere, som de havde hørt, og begyndte at blive mindre og mindre forbavsede over et tegn eller et under fra himlen … og [de] begyndte at tvivle på alt, som de havde hørt og set«.3
Mine brødre og søstre, er evangeliet stadig et under for jer? Kan I stadig se, høre, føle og forundres? Eller er jeres åndelige sanser sat på standby? Uanset hvad jeres personlige situation er, så opfordrer jeg jer til at gøre tre ting:
Bliv for det første aldrig træt af at finde eller genfinde evangeliets sandheder. Forfatteren Marcel Proust har sagt: »Opdagelsens sande rejse består ikke i at søge nye landskaber, men i at se med nye øjne.«4 Kan I huske, den første gang I læste et skriftsted og følte det, som om Herren talte personligt til jer? Kan I huske den første gang, I mærkede Helligåndens blide påvirkning komme over jer, måske før I endda indså, at det var Helligånden? Var det ikke hellige og specielle stunder?
Vi bør hver dag hungre og tørste efter åndelig viden. Denne personlige øvelse er grundlagt på studium, meditation og bøn. Nogle gange bliver vi måske fristet til at tænke: »Jeg har ikke brug for at studere skrifterne i dag. Jeg har allerede læst dem alle sammen« eller »Jeg har ikke brug for at gå i kirke i dag. Der sker ikke noget nyt.«
Men evangeliet er en kilde til viden, en kilde, der aldrig udtørrer. Der er altid noget nyt at lære og føle hver søndag, ved hvert møde og i hvert et skriftsted. Vi holder i tro fast på løftet om, at hvis vi søger, så skal vi finde.5
Forankr for det andet jeres tro i evangeliets enkle og klare sandheder. Vores forundring bør være grundfæstet i vores tros grundprincipper, i renheden af vore pagter og ordinancer og i vore mest enkle tilbedende handlinger.
En søstermissionær fortalte beretningen om tre mænd, som hun mødte ved en distriktskonference i Afrika. De kom fra en isoleret landsby langt derfra ude på savannen, hvor Kirken endnu ikke var organiseret, men hvor der var 15 trofaste medlemmer og næsten 20 undersøgere. I over to uger havde disse mænd vandret 500 km ad mudrede stier på grund af regntiden, så de kunne komme til konferencen og aflevere tiende fra medlemmerne i deres gruppe. De havde planlagt at blive en hel uge, så de kunne nyde det privilegium at tage del i nadveren den følgende søndag, og så håbede de på tilbagevejen på deres hoved at kunne bære kasser med eksemplarer af Mormons Bog, som de ville give til folkene i deres landsby.
Missionæren bar vidnesbyrd om, hvor rørt hun var over disse brødre og den fryd, de følte, og over deres helhjertede ofre for at få del i det, som altid havde været let tilgængeligt for hende.
Hun tænkte: »Hvis jeg vågnede en søndag morgen i Arizona, og min bil ikke virkede, ville jeg så gå i kirke, som ligger nogle få gader fra mit hjem? Eller ville jeg bare blive hjemme, fordi det var for langt, eller fordi det regnede?«6 Det er gode spørgsmål, som vi alle bør overveje.
Til sidst opfordrer jeg jer til at søge efter og påskønne Helligåndens følgeskab. De fleste af evangeliets undere kan ikke opfattes med vore almindelige sanser. Det er det, som »intet øje har set og intet øre hørt … det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham«.7
Hvis vi har Ånden med os, så bliver vore åndelige sanser skærpede og vores hukommelse bliver vækket, så vi ikke glemmer de mirakler og tegn, som vi har oplevet. Det kan være derfor, at de nefitiske disciple, da de vidste, at Jesus snart skulle forlade dem, inderligt bad »om det, som de ønskede mest, og de ønskede, at Helligånden måtte blive givet til dem«.8
Selv om de havde set Frelseren med deres egne øjne og havde rørt hans sår med deres egne hænder, så vidste de, at deres vidnesbyrd kunne sygne hen, hvis det ikke hele tiden blev fornyet ved Guds Ånds kraft. Mine brødre og søstre, gør aldrig noget, der kan forårsage, at I mister denne værdifulde og fantastiske gave: Helligåndens følgeskab. Søg den ved inderlig bøn og retskaffen levevis.
Jeg bærer vidnesbyrd om, at det værk, vi er engageret i, er »et forunderligt værk og et under«. Når vi følger Jesus Kristus, så vidner Gud for os »ved tegn og undere og mange slags mægtige gerninger og ved tildeling af Helligånden efter sin vilje«.9 På denne særlige dag bærer jeg vidnesbyrd om, at evangeliets undere og underværker er forankret i den største af alle Guds gaver, nemlig Frelserens forsoning. Det er den fuldkomne kærlighedsgave, som Faderen og Sønnen, forenet i formål, har tilbudt hver af os. Sammen med jer er jeg målløs over den »kærlighed, Jesus har vist mod mig … o, hvilken kærlighed, himmelsk kærlighed.«10
Der er min bøn, at vi altid vil have øjne, der ser, ører, der hører, og hjerter, der fatter dette fantastiske evangeliums undere. I Jesu Kristi navn. Amen.