2016
Ved studium og ved tro
December 2016


Ved studium og ved tro

Må I finde den glæde og fred, der kommer af at vide, at I gennem jeres undervisning har rørt et liv og opløftet et af vor himmelske Faders børn på deres rejse tilbage mod hans nærhed.

Billede
teacher standing at a whiteboard

Ved et oplæringsmøde for generalautoriteter sagde præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) følgende om at undervise i Kirkens lære: »Vi kan ikke være for forsigtige. Vi må sikre, at vi holder [kursen]. I vore bestræbelser på at være opfindsomme, fornyende og anderledes kan vi undervise om ting, som måske ikke er helt i harmoni med Jesu Kristi genoprettede Kirkes grundlæggende læresætninger … Vi må hellere være mere opmærksomme … Vi må være vægtere på tårnet.«1

Efterhånden som Kirkens uddannelsessystem bevæger sig ind i det 21. århundrede, må vore lærere overveje, om der er noget i deres forberedelse af undervisningen, måden hvorpå de underviser og indholdet af undervisningen, som de bør ændre på, hvis de ønsker at opbygge en urokkelig tro for vore værdifulde unge.

De dage, hvor en elev stillede et ærligt spørgsmål og læreren svarede: »Bekymr dig ikke om det!«, er fortid. De dage, hvor en elev havde en oprigtig bekymring, hvorefter en lærer bar sit vidnesbyrd for at undgå emnet, er fortid. De dage, hvor eleverne blev beskyttet mod folk, som angreb Kirken, er fortid.

Heldigvis har Herren givet dette timelige og tidløse råd til lærerne: »Og da ikke alle har tro, så søg flittigt og lær hinanden visdomsord; ja, søg visdom i de bedste bøger; stræb efter at lære, ja, ved studium og også ved tro« (L&P 88:118).

Det er særligt anvendeligt i dag, fordi det ikke er alle vore elever, der har den fornødne tro til at stå ansigt til ansigt med udfordringerne, og fordi mange af dem allerede oplever den sekulære verdens ødelæggende indflydelse via internettet. En indflydelse der er i opposition til tro, familie og evangeliske standarder. Internettet vokser og findes i næsten alle hjem i verden og er tilgængeligt for vore elever.

I kan hjælpe eleverne ved at undervise dem om, hvad det vil sige at kombinere studium og tro, mens de lærer. Undervis dem ved at benytte denne fremgangsmåde i klassen.

Præsident Harold B. Lee (1899-1973) sagde:

»Vi minder jer om, at opnåelse af kundskab ved tro ikke er nogen let måde at lære på. Det kræver store anstrengelser og en fortsat stræben i tro …

Læring ved tro er ikke en opgave for en doven mand eller kvinde. Der var en, som sagde, at sådan en proces i realiteten kræver en bøjning af hele sjælen, et kald fra menneskesindets inderste og at sammenkæde det med Gud. Den rette forbindelse må etableres. Derefter, og kun der, kommer ›kundskab ved tro.‹«2

Kundskab ved tro fremmer et rent vidnesbyrd, og et rent vidnesbyrd har kraften til at ændre liv, som det illustreres i disse tre korte beretninger.

Tre historier

Phoebe Carter forlod sit hjem i Maine for at slutte sig til de hellige i Ohio i 1830’erne. Hun mindes: »Mine venner undrede sig over min beslutning, hvilket jeg også selv gjorde, men noget i mig tilskyndede mig. Min mors sorg over min afrejse var næsten mere, end jeg kunne bære, og havde det ikke været for ånden i mig, ville jeg til sidst have bukket under.«3

Phoebe fulgte profeten Joseph Smith og sluttede sig til de hellige i Ohio og senere i Utah, hvor hun døde som trofast sidste dages hellig og ligeværdig hustru til Kirkens præsident Wilford Woodruff (1807-1898).

Som studerende på universitetet havde Marion G. Romney (1897-1988) besluttet, at han ikke kunne tage på mission på grund af familiens økonomiske situation. Men en dag hørte han ældste Melvin J. Ballard (1873-1939) tale. I en biografi står der: »Marion vidste ikke, at livets kurs på et meget kort øjeblik skulle tage en drastisk ændring.«

Historien fortsætter: »For første gang forstod Marion til fulde, hvad det betød at føle inspiration. En gennemborende, brændende følelse fyldte hans sjæl. Han … havde aldrig været så berørt som nu, hvor han lyttede til den nyeste apostel …

Apostlens strålende ansigt og oprigtigheden af hans vidnesbyrd fyldte ham med et uimodståeligt ønske om at tage på mission … Han vidste, at hans plan om videreuddannelse måtte udsættes.«4

Kort tid efter var Marion på vej til Australien, hvor han tjente trofast. Han blev senere en stor apostel og medlem af Det Første Præsidentskab.

Den sidste historie kommer fra præsident Boyd K. Packer (1924-2015), præsident for De Tolv Apostles Kvorum, hvor en ældre lærer har gjort indtryk på William E. Berrett. Læreren, en omvendt fra Norge, havde begrænsede engelskkundskaber. På trods af lærerens begrænsninger huskede præsident Packer, at »bror Berrett bar sit vidnesbyrd ved flere lejligheder: ›Vi varmede hænderne ved ilden fra hans tro.‹«5

Senere blev William leder for Kirkens skoler og seminar og institut.

For Phoebe, Marion og William blev det at høre et rent vidnesbyrd en katalysator, som ændrede deres liv for altid. Det samme kan gøre sig gældende for jeres elever. Men et rent vidnesbyrd er måske ikke altid nok i verden i dag. Phoebe, Marion og William var rene og havde ikke beskæftiget sig med pornografi og verdslighed, da de sad foran inspirerede missionærer, undervisere og ledere. Ånden gennemborede deres milde, rene hjerte.

I dag er det en anden historie. Nogle af jeres elever er allerede ramt af pornografi og verdslighed, inden de når jeres klasse.

Det er blot en generation siden, at vore unges adgang til oplysninger om vores historie, læresætninger og skikke bestod af materialer på skrift, der var skrevet af Kirken. Få elever kom i kontakt med alternative udlægninger. De unge levede for det meste en beskyttet tilværelse.

På det tidspunkt forberedte vores læseplan – selv om det var velment – ikke eleverne på i dag – en tid hvor eleverne har direkte adgang til stort set alt om Kirken fra alle mulige vinkler. I dag er det, de ser på deres mobil sikkert ligeså udfordrende for deres tro, som det er trosfremmende. Mange af vore unge mennesker er bedre kendt med Google end med evangeliet, mere påvirket af internettet end af inspiration og mere involveret i Facebook end i tro.

Billede
man typing on a computer

Grundlæggende forståelse af læresætningen

I lyset af disse udfordringer godkendte uddannelseskomiteen for nylig et initiativ i seminar, som hedder Evangelisk mesterlære. Ved at bygge på det, vi allerede kender med mesterskriftsteder, vil dette nye initiativ fokusere på at opbygge og styrke elevernes tro på Jesus Kristus og indgyde dem en større evne til at efterleve og anvende evangeliet i deres liv. Når de trækker på skrifterne og profeternes ord, vil de lære, hvordan de handler i tro på Kristus for at opnå åndelig kundskab og forståelse af hans evangelium. Og de vil få mulighed for at lære at anvende Kristi lærdomme og evangeliske principper på de spørgsmål og udfordringer, de hører og ser næsten hver dag blandt deres jævnaldrende og på de sociale medier.

Dette initiativ er inspireret og rettidigt. Det vil påvirke vore unge på vidunderlig vis. Men succesen for Evangelisk mesterlære og alle de andre CES-programmer vil i høj grad afhænge af vore lærere.

Hvad er jeres muligheder og ansvar som religionsundervisere i S&I i det 21. århundrede set i lyset af disse udfordringer? I lærere må naturligvis elske Herren, hans kirke og jeres elever. I må også bære et rent vidnesbyrd oprigtigt og ofte. Og derudover må jeres elever mere end nogensinde før i vores historie velsignes med at forstå læresætninger og historisk indhold og baggrund ved studium og ved tro ledsaget af et rent vidnesbyrd, så de kan opleve en moden og vedvarende omvendelse til evangeliet samt en livslang hengivenhed for Jesus Kristus. En moden og vedvarende omvendelse vil sige, at de vil »bliv[e] i båden og hold[e] fast« gennem hele deres liv.6

Billede
woman in Sunday School class

For at I kan forstå læresætningerne og det historiske indhold og baggrunden i skriften og i vores historie, må I studere de »bedste bøger«, som Herren har rådet os til (L&P 88:118). De »bedste bøger« omfatter skriften, nutidige profeter og apostles belæringer og det bedste fra Kirkens akademiske uddannelsesinstitutioner. Gennem jeres omhyggelige bestræbelser på at lære ved studium og ved tro vil I kunne hjælpe jeres elever med at lære de færdigheder og holdninger, der er nødvendige for at skelne mellem pålidelige oplysninger, som vil opløfte dem, og halve sandheder og ukorrekte fortolkninger af læresætninger, historien og skikke, der vil påvirke dem negativt.

Undervis dem om de udfordringer, de møder, når de forlader sig på internettet som kilde i besvarelsen af spørgsmål af evig betydning. Mind dem om, at Jakob ikke sagde: »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han google det!« (se Jak 1:15).

Kloge mennesker forlader sig ikke på internettet for at diagnosticere og behandle følelsesmæssige, mentale og fysiske helbredsproblemer, særligt ikke livstruende problemer. I stedet søger de læger, der er uddannet og autoriseret af godkendte instanser. Og selv da spørger fornuftige mennesker endnu en læge til råds.

Hvis det er den fornuftige fremgangsmåde for svar på følelsesmæssige, mentale og fysiske helbredsproblemer, så er det endnu vigtigere, når evigt liv står på spil. Når noget har potentiale til at true vores åndelighed, vore mest betydningsfulde familierelationer og vores medlemskab i riget, bør vi finde fornuftige og trofaste kirkeledere, som kan hjælpe os. Og hvis det er nødvendigt, bør vi spørge dem med passende akademisk uddannelse, erfaring og ekspertise om hjælp.

Det er, hvad jeg gør, når jeg savner svar på mine egne spørgsmål, og jeg ikke selv kan finde dem. Jeg søger hjælp hos brødrene i De Tolvs Kvorum og andre med ekspertise i Kirkens historie og læresætninger.

Udover elevernes familie bør evangeliske undervisere være blandt de første, som introducerer dem for bemyndigede kilder til emner, der er mindre kendte eller kontroversielle, så eleverne vil måle det, de hører eller læser, mod det, som I allerede har lært dem om.

Åndelig vaccination

Vi vaccinerer vore skønne missionærer, inden de sendes ud i missionsmarken, så de er beskyttet mod sygdomme, der kan skade dem. På lignende vis beder vi jer vaccinere jeres elever, inden I sender dem ud i verden, ved at give dem en trofast, vis og præcis fortolkning af evangeliets læresætninger, skriften, vores historie og de emner, der sommetider bliver misforstået.

For blot at nævne nogle få af sådanne emner, som er mindre kendte eller kontroversielle, kan jeg nævne flerkoneri, seersten, forskellige beretninger om det første syn, fremgangsmåden med oversættelsen af Mormons Bog eller Abrahams Bog, kønsspørgsmål, race og præstedømmet eller vor himmelske Moder.

Indsatsen for at vaccinere vore unge falder ofte på jer religionsundervisere. Med dette in mente beder jeg jer finde tid til at grunde over jeres muligheder og ansvar.

Kirkens ledere i vore dage er meget bevidste om den ubegrænsede adgang til informationer, og vi gør os store anstrengelser for at tilvejebringe præcis kontekst og en forståelse af genoprettelsens lærdomme. Et godt eksempel på disse tiltag er de 11 essays fra Gospel Topics på LDS.org,7 som giver en afbalanceret og pålidelig fortolkning af fakta om kontroversielle og mindre kendte kirkerelaterede emner.

Det er vigtigt, at I kender til indholdet i de essays. Hvis I har spørgsmål til dem, så spørg en, der har læst dem, og som forstår dem. Med andre ord: »Stræb efter at lære, ja, ved studium og også ved tro« (L&P 88:118), mens I lærer indholdet af disse essays grundigt at kende.

I bør også blive fortrolige med hjemmesiden for Joseph Smith-papirerne,8 siden om Kirkens historie på LDS.org og andet, som er skrevet af Kirkens trofaste lærde.

Indsatsen for at gøre evangeliet transparent og vaccinere åndeligt gennem et omhyggeligt studium af læresætninger og historie og koble det med et brændende vidnesbyrd er det bedste middel, vi har til at hjælpe eleverne med undgå og/eller forholde sig til spørgsmål, tvivl eller troskriser, som de kan stå over for i denne informationsalder.

Når I lærere betaler prisen for bedre at forstå vores historie, læresætninger og skikke – bedre end I gør i dag – vil I være forberedt til at kunne give omhyggelige, velovervejede og inspirerede svar på jeres elevers spørgsmål.

Billede
youth Sunday School class

En måde, hvorpå I kan vide, hvilke spørgsmål jeres elever sidder inde med, er ved nøje at lytte til dem. Alle gode lærere må være gode lyttere. Ud over at lytte til jeres elever må I i klassen eller under fire øjne opfordre dem til at spørge om alle emner. Et af de vigtigste spørgsmål, jeres elever kan stille, er »hvorfor?« Når det bliver stillet med et oprigtigt ønske om at forstå, så er »hvorfor« et rigtigt godt spørgsmål. Det er det spørgsmål, som missionærerne ønsker, at deres undersøgere stiller. Hvorfor er vi her? Hvorfor kommer gode mennesker ud for dårlige ting? Hvorfor bør vi bede? Hvorfor bør vi følge Kristus? Det er ofte »hvorfor«-spørgsmål, der fører til inspiration og åbenbaring. Kendskab til vor himmelske Faders frelsesplan vil hjælpe jer til at besvare de fleste »hvorfor«-spørgsmål.

Her er en sidste bemærkning om at besvare spørgsmål. Det er vigtigt at undervise jeres elever om, at selv om evangeliet giver mange svar, og måske de fleste, på livets vigtigste spørgsmål, så er der nogle spørgsmål, der ikke kan besvares i dette liv, fordi vi mangler de fornødne oplysninger for at få et passende svar. Jakob siger: »Se, store og forunderlige er Herrens gerninger. Hvor uransagelige er ikke dybderne i hans hemmeligheder, og det er umuligt, at mennesket skulle kunne finde ud af alle hans veje. Og ingen kender til hans veje, medmindre det bliver åbenbaret for ham« (Jakob 4:8, se også L&P 101:32-34).

Et par advarende ord

Lad mig komme med en advarsel. Vær opmærksomme på, at I måske, ligesom mange af jeres elever gør, begynder at tro, at I er eksperter i skriften, læresætningerne og historien. En nylig undersøgelse viste, at »jo mere folk tror, de ved om et emne, jo tydeligere fremstår de, som om de ved mere, end de rent faktisk gør, og de går så langt, at de underbygger deres kundskab på falske og fabrikerede oplysninger.«9

Dette er overdrivelse, og den fristelse må alle I religionsundervisere undgå. Det er helt i orden at sige: »Det ved jeg ikke.« Men når det er sagt, så har I ansvaret for at finde det bedste svar på elevernes velovervejede spørgsmål (se L&P 101:32-34).

Lad mig advare jer mod at videregive trosfremmende eller ubekræftede rygter, forældet lære og forklaringer på vore læresætninger og skikke fra fortiden, når I underviser jeres elever og besvarer deres spørgsmål. Det er altid klogt at gøre det til en vane at studere de levende profeter og apostles ord, holde sig ajour om aktuelle kirkeemner, retningslinjer og udtalelser på mormonnewsroom.org og LDS.org samt at læse værker fra anerkendte, omhyggelige og trofaste SDH-lærde for at sikre sig, at man ikke underviser i ting, der er falske, forældede, mærkelige eller aparte.

Forfatterne til undersøgelsen om »overdrivelse« bemærkede, at »der er en tendens til overdrivelse, specielt hos dem, der anser sig selv for værende eksperter, som kan afholde folk fra selv at studere inden for netop de områder, hvor de mener, at de besidder stor faglighed.«10

Ud over at studere livet igennem må I også gøre de ting i jeres eget liv, som gør, at Helligånden kan virke i jer. Det gælder ting som åbenhjertig daglig bøn, trofast faste, regelmæssigt studium og granskning af skriften og de levende profeters ord, gøre sabbatten frydefuld, deltage i nadveren med ydmyghed og altid at erindre Frelseren, gå i templet så ofte som muligt og endelig at styrke de trængende, fattige og ensomme, både dem i jeres nærhed og på verdensplan.

For fuldt ud at indfri jeres muligheder og varetage jeres ansvar på passende vis må I leve, som I prædiker!

Vis mod ved at søge råd og vejledning hos dem, I stoler på – jeres ægtefælle, præstedømmeledere eller tilsynsførende. Spørg dem, hvordan I kan forbedre jer som disciple. Undgå alt, der støder Ånden væk.

Må jeg desuden foreslå, at I jævnligt interviewer jer selv og gennemgår 2 Nefi 26:29-32, Alma 5:14-30 og Lære og Pagter 121:33-46? Det kan hjælpe jer til at identificere den slags fristelser, som vi alle kan komme ud for. Er der noget i jeres liv, der må ændres, så beslut jer for at ordne det.

Lad være med at stille spørgsmål ved jeres kollegers motiver. Se i stedet dybt i jeres eget hjerte, og gransk jeres egne ønsker og motiver. Først da kan Frelseren ændre jeres hjerte og tilpasse jeres ønsker og motiver med sine.

Den opvoksende generation er nødt til kende, forstå, tage imod og deltage i Guds frelsesplan. En forståelse af planen vil give dem det guddommelige perspektiv, hvor de kan se sig selv som Guds sønner og døtre, og den giver dem en optik, hvorigennem de kan forstå næsten enhver af Kirkens læresætninger, skikke og retningslinjer.

Som religionsundervisere i dag må I acceptere muligheden og ansvaret for at undervise det 21. århundredes unge om planens korrekte principper, deriblandt den guddommeligt stadfæstede lære om ægteskab og familiens rolle, som den defineres i familieproklamationen.11

Læren om evigt ægteskab

Læresætningen om evigt ægteskab og familie er en altafgørende del af Guds plan for lykke. Den omfatter vores egen tempelbeseglede familie som en del af vor himmelske Faders evige familie i det celestiale rige. Da denne læresætning relaterer direkte til hans egen familie og hans åndelige børn, lærer vi i 1 Mosebog, at »som mand og kvinde skabte han dem«, og han befalede Adam og Eva at »bliv[e] frugtbare og talrige [og] opfyld[e] jorden« (se 1 Mos 1:27-28).

Det er blevet sagt, at planen for lykke begynder og slutter med familien. Og familien tog sin begyndelse i den førjordiske verden, hvor vi levede som en del af vor himmelske forældres familie. I sidste ende vil familiebånd og kærlige forhold ikke blot fortsætte, men også formere sig hastigt gennem forplantningsprocessen (se L&P 131:1-4, 132:19).

Det hængsel, der forbinder det hele, og som Guds plan, vores evige udvikling og alt andet er afhængig af, er vor Frelser Jesus Kristus. Hans sonoffer muliggør det hele, heriblandt, men ikke begrænset til, et kærligt, omsorgsfuldt og evigt ægteskab og familie.

Billede
Portrait of Jesus Christ

Herren har lært os, at intet enligt menneske, uanset vedkommendes retskaffenhed, kan opnå alt, hvad vor himmelske Fader har at give sine børn. Et enkelt individ udgør kun halvdelen af ligningen og er ude af stand til at bo i den højeste herlighed i det celestiale rige (se 1 Kor 11:11; L&P 131:1-4).

Jeres elever må forstå, at formålet med livet på jorden er at blive Gud mere lig ved at opnå et fysisk legeme, benytte sig af handlefriheden og påtage sig de roller, som tidligere kun var vor himmelske forældres – rollerne som ægtemand, hustru og forældre.

Profeterne har forsikret os om, at alle, der er værdige, og som sætter deres lid til Jesus Kristus, men som ikke har haft mulighed for at blive beseglet til en ledsager eller få børn i dette liv, vil få muligheden i den kommende verden.

Lær vore unge, at der i Herrens kirke er plads til alle, der vil tilbede, tjene og vokse sammen som brødre og søstre i evangeliet. Mind dem om det, Lehi underviste om, at Guds mål og håb for alle sine børn kan sammenfattes på denne måde: »Adam faldt, for at menneske kunne blive til, og menneskene er til for at kunne nyde glæde« (2 Ne 2:25).

Vor himmelske Fader ønsker, at vi accepterer hans definition af ægteskab og adlyder hans første bud om at »bliv[e] talrige [og] opfyld[e] jorden« (1 Mos 1:28), ikke kun for at fuldbyrde hans plan, men også finde den glæde, som hans plan var beregnet til at give hans sønner og døtre.

Hjælp som undervisere i Kirken vore unge til at få en klar forståelse af Guds plan for lykke, hvorved hans børn opnår virkelig glæde. Hjælp dem til at kende den, favne den, tage del i den og forsvare den. Ud fra mine 40 års erfaring som generalautoritet er jeg bekymret for de mange kirkemedlemmer, unge som ældre, som bare ikke forstår planen for deres evige og guddommelige fremtid.

Derfor bør vi, mine kære medundervisere, se efter og glæde os over muligheden for rent doktrinært og åndeligt at forklare, hvorfor vi tror på, at et kendskab til Guds store plan for lykke vil besvare de fleste »hvorfor«-spørgsmål, som vi kan blive stillet. Når vi udtrykker vores tro på en førjordisk tilværelse, hvor vi levede som åndelige børn af en himmelsk Fader og himmelsk Moder, giver det os mulighed for at forklare, hvorfor denne jord blev skabt. Et vigtigt formål med jordelivet er, at vi selv kan kopiere familieoplevelsen, denne gang som forældre og ikke som børn. Påskøn jeres grundlæggende forståelse af læren om og formålet med vor himmelske Faders plan for vores evige lykke. Og fortsæt med at undervise om den.

Konklusion

Så afslutningsvis og opsummerende er de pointer, jeg har delt med jer, disse:

  • Undervis eleverne ved at kombinere læring ved studium og tro med et rent vidnesbyrd.

  • Lær eleverne at blive i båden og holde fast!

  • Lær eleverne at have styr på deres mobile enheder og fokusere mere på forbindelsen til Helligånden end til internettet.

  • Vaccinér eleverne med sandhederne i frelsesplanen, som vi kender den i Jesu Kristi evangelium.

  • Husk, at »hvorfor« kan være indledningen til et godt spørgsmål, der fører til forståelse af evangeliet.

  • Hav styr på indholdet i Gospel Topics essays.

  • Vær ikke hævdende eller overdrivende og vær ikke bange for at sige: »Det ved jeg ikke.«

  • Bliv ved med at lære livet igennem.

  • Søg råd og vejledning hos dem, I stoler på.

  • Overvej at interviewe jer selv indimellem for at holde styr på jeres åndelige forberedelse, jeres flid og jeres effektivitet.

  • Undervis om, at planen for lykke begynder og slutter med familien. Hav frelsesplanen in mente til alle tider.

  • Undervis om, at ægteskab og familie kan give langvarig glæde.

Husk, at en kombination af læring ved studium og ved tro og et rent vidnesbyrd fører til sand og vedvarende omvendelse. Og fremfor alt andet er stor tro på Herren Jesu Kristi forsoning essentiel for vores åndelige styrke og fremgang.

Må I finde den glæde og fred, der kommer af at vide, at I gennem jeres undervisning har rørt et liv og opløftet et af vor himmelske Faders børn på deres rejse tilbage mod hans nærhed.

Noter

  1. Oplæringsmøde for generalautoriteter, Salt Lake City, 29. sep. 1992.

  2. Harold B. Lee, i Clyde J. Williams, red. The Teachings of Harold B. Lee, 1996, s. 331.

  3. Se Edward W. Tullidge, The Women of Mormondom, 1877, s. 411-414.

  4. Se F. Burton Howard, Marion G. Romney: His Life and Faith, 1988, s. 62-64.

  5. Se Boyd K. Packer, »En hyldest til Kirkens medlemmer«, Den danske Stjerne, okt. 1980, s. 105.

  6. Se M. Russell Ballard, »Bliv i båden og hold fast!«, Liahona, nov. 2014, s. 89-92.

  7. Se lds.org/topics/essays.

  8. Se josephsmithpapers.org.

  9. Brent W. Webb, »Quest for Perfection and Eternal Life«, Brigham Young University annual university conference faculty session, 24. aug. 2015, s. 10, speeches.byu.edu; se også Stav Atir, Emily Rosenzweig og David Dunning, »When Knowledge Knows No Bounds: Self-Perceived Expertise Predicts Claims of Impossible Knowledge«, Psychological Science, aug. 2015, s. 1295-1303.

  10. I Brent W. Webb, »Quest for Perfection and Eternal Life«, s. 10.

  11. Se »Familien: En proklamation til verden«, Liahona, nov. 2010, s. 129.

Udskriv