På flugt i søgen efter tro og frihed
Forfatteren bor i Idaho i USA.
I deres søgen efter religionsfrihed blev mine forældre velsignet med, at de sidste dages hellige omkring dem viste venlighed og accept både i Tjekkoslovakiet og Canada.
Mine søskende og jeg er vokset op med historierne om de ofre, vores forældre har ydet for at kunne efterleve evangeliet, og vi er blevet velsignet på grund af deres bestræbelser. Jeg føler en dyb taknemlighed for alt det, som de og andre af de første medlemmer i Tjekkoslovakiet gjorde for, at deres efterkommere kunne modtage evangeliets velsignelser.
Min mor blev født i Poprad i det tidligere Tjekkoslovakiet, det der nu er Slovakiet. Hendes far gjorde tjeneste i den tjekkiske hær under anden verdenskrig og hans familie var en blandt mange militærfamilier, der flygtede ind i de omkringliggende skove, hvor de søgte ly fra den tyske besættelsesmagt. I fem dage krøb mine bedsteforældre sammen under et tæppe med min mor og hendes søster, de var et og fem år gamle, og de levede af lidt sukkerknalder.
De var ikke medlemmer af Kirken på det tidspunkt og de bad ikke ofte. Men under den prøvelse, blev deres hjerte blødgjort. Min bedstemor skrev i sin dagbog: »Her til aften har jeg følt en længsel efter at knæle ned for at bede om hjælp fra de højere magter. Så jeg gik lidt længere ind i skoven og knælede ned og bad med et sønderknust hjerte og en angergiven ånd. Jeg tryglede om hjælp.«
Hendes bøn blev besvaret. Nogle familier i skoven blev dræbt, når de blev opdaget, men mine bedsteforældre og deres to døtre blev beskyttet på mirakuløs vis. Gennem denne udmattende og prøvende oplevelse plantede Herren et lille frø af tro og tillid i mine forældres hjerte.
Tro og forfølgelse
Da anden verdenskrig sluttede nogle få år senere, boede mine bedsteforældre stadig i Tjekkoslovakiet, da to unge missionærer bankede på deres dør. Efter de havde været med henne i den lille gren og var blevet undervist, fik de et vidnesbyrd om evangeliets sandhed og besluttede sig for at blive døbt. Men den aften de skulle igennem dåbsinterviewene, kom missionærerne og kirkelederne ikke. Ved det næste møde i grenen fandt mine bedsteforældre ud af, at alle missionærerne var blevet bedt om at forlade landet på grund af politisk uro. Enhver form for religiøs praksis ville også blive forbudt. Men ikke desto mindre bevarede den lille gruppe sidste dages hellige i området deres tro, og de blev nu ledet lokalt og ved præstedømmets nøgler. Mine bedsteforældre og min moster blev døbt i al hemmelighed i 1950.
I de år der fulgte blev medlemmer af grenen, deriblandt min bedstemor og min mor (der nu var teenager) sommetider ført væk af det hemmelige politi, hvor de blev forhørt om deres religiøse udøvelse. En gang blev min bedstemor voldsomt krydsforhørt i fem timer. Her fortalte de hende, at de ville smide hende i fængsel i fem år, hvis de fandt ud af, at hun havde undervist sine børn om sin tro.
Hun skrev senere: »Jeg bevarede roen og sagde: ›Hvis I synes, at jeg gør noget forkert ved at fortælle mine børn om min tro, så kan I lukke mig inde.‹ De svarede ikke. Fra da af tog de mig regelmæssigt ind til afhøring. De talte imod Kirken, og de prøvede at rokke os fra vores tro. Jo mere de forsøgte, jo mere holdt jeg fast i Kirken, for den sande Kirke har altid blevet genstand for forfølgelse.«
Min mor skrev i sin dagbog: »I disse meget svære år, har medlemmerne mødtes i grenspræsidentens lejlighed om søndagen. Vi kunne ikke synge højt, så vi hviskede. Vi ønskede ikke at vores grenspræsident havnede i fængsel. I 18 år holdt vi møder på den måde, og vi drømte om, at vi alle sammen engang ville være i stand til at tage til Rocky Mountains og slå os ned i Salt Lake City.« De havde håbet, selvom det dengang var meget sjældent, at familier fik de fornødne tilladelser til at forlade landet.
Da min mor kom i tyverne, bad hun længselsfuldt om at kunne blive gift med et medlem af Kirken og blive beseglet i templet.
Fandt et nyt liv
Min far, der var opvokset i en lille landsby, boede i byen for at gå i skole, hvor han mødte min mor. Min mor var begyndt på sin karriere som professionel operasanger. Da de lærte hinanden at kende, præsenterede hun ham for Kirken. Selvom han endnu ikke var blevet døbt, blev mine forældre gift den 18. februar 1967.
Ved årets udgang blev de velsignet ved, at min storebror ankom til verden. Otte måneder efter han var blevet født, modtog grenspræsidenten en åbenbaring om, at medlemmerne skulle forberede sig på at blive ført ud af landet til et sted, hvor de måtte dyrke Gud, som de ville. I august 1968 invaderede russerne Tjekkoslovakiet, hvilket medførte kaos ved grænserne og over hele landet. Grensmedlemmer, som lydigt havde forberedt det, flygtede til Wien i Østrig.
Min bedstemor, som forlod landet sammen med mine forældre, skrev: »Om natten, da alle i opgangen sov, sagde vi farvel til vores hjem og listede stille ud i frygt for, at barnet ville begynde at græde. Vi var nødt til at gøre dette i dybeste hemmelighed, for der boede tre spioner i opgangen, der arbejdede for det hemmelige politi. Vi blev velsignet af Herren. Vi kom væk. Da vi tog af sted, vidste vi, at vi aldrig ville komme tilbage, men vi vidste heller ikke, hvor vi skulle hen, når vi først var kommet til Wien. Men det kunne vi ikke bekymre os om da. Herren havde åbenbaret sine løfter til os for grenspræsidenten, hvis vi var trofaste mod ham.«
Blev budt velkommen i et nyt land
Min bedstemor, mine forældre og to andre familier boede i kælderen i kirkebygningen i Böcklinstrasse i Wien i over en måned. I løbet af den måned blev min far undervist af missionærerne og døbt. Mange i de tre familier fandt arbejde, og de skrabede deres lønninger sammen, indtil de alle var i stand til at emigrere til Calgary i Alberta i Canada. Grundet dårligt vejr i Calgary landede deres fly i Edmonton den 5. november 1968.
Det må have været et kolossalt offer at lade sine slægtninge, sin kulturelle baggrund og elskede fædreland bag sig, men på mange måder skulle de virkelige prøver først til at begynde. Da mine forældre blot ankom til Calgary med en kuffert, en klapvogn og 32 canadiske dollars – havde de stort behov for hjælp.
De canadiske medlemmer begyndte straks at hjælpe min familie, de sørgede gavmildt for hjælp med transport, indkøb og en lejelejlighed. I løbet af en uge havde mine forældre og min bedstemor et hjem med senge, et bord og stole, en sofa, en børneseng, sengetøj, tallerkener og tilmed mad i skabene. Min mor skrev i sin dagbog, hvor overraskende og dejligt det var at se alle disse uventede møbler, og hvor taknemlig hun var for den hjælp, de havde fået.
Men samtidig med taknemligheden var der dog også andre følelser. Kulturchokket var ganske reelt og svært at håndtere. Det første år i Calgary var fyldt med engelskklasser og lange ture til arbejdet for far. De gjorde alt de overhovedet kunne for at føle sig hjemme, men det var stadig en svær tid med så meget omstilling. De hellige i deres nye menighed i Calgary arbejdede sig igennem sprogbarrieren og blev et støttesystem for de nyankomne medlemmer. Hver søndag fandt min familie fornyet styrke ved at komme til nadvermødet for at forny deres pagter, og de stolede på, at Ånden ville lære dem engelsk.
Evighedens velsignelser
Vores familie på fem personer blev beseglet til hinanden i templet i Cardston i Alberta i oktober 1976. Min mor havde sat sig et mål om denne dag mere end tyve år tidligere og endelig blev hendes bønner besvaret i et land og på et sprog, hun aldrig havde forestillet sig som ung. Dengang var jeg næsten 8 år gammel, og jeg har vidunderlige minder om mine forældres strålende øjne og smil, da vi børn kom ind i beseglingsværelset.
Min bedstemor var også i templet den dag. Jeg husker hendes begejstring, da hun fik øje på lysene på templet, da vi ankom til Cardston. Da hun nogle år senere gik på pension, flyttede hun til Cardston og brugte mange timer på tjeneste i templet. Hun elskede at spille på orgel og hjalp med at fremme ærbødigheden der. Hendes vidnesbyrd og kærlighed til Frelseren kom til udtryk i hendes venlighed mod alle, hun kom i nærheden af. For mig er hun et eksempel på en stærk sidste dages hellige kvinde.
Jeg føler en dyb taknemlighed for mine forældre – pionererne i min familie – fordi de opgav deres karrierer, slægtninge, fædreland og deres ejendele. Alt det de opgav virker af meget, men Herren har velsignet dem – og deres efterkommere – overmåde for at efterleve evangeliets principper.