Sidste dages hellige røster
En blå elpære
Illustration: Allen Garns
Min mor og far var ikke enige om, hvordan der skulle pyntes op i hjemmet ved juletid. Min far var farveblind, så for ham var rødt, grønt og brunt ens og lige kedeligt. Men den blå farve var klar og smuk. Han var også en stor tilhænger af Brigham Young University football – og de havde blåt i deres logo.
Eftersom blå var hans yndlingsfarve, ville han gerne sætte blå lys op. Men min mor syntes ikke, at blå var en julefarve, så hvert år hang far pænt røde, grønne og hvide lyskæder langs taget. For at drille mor skiftede han en af de hvide pærer ud med en blå. Så man godt efter, kunne man se et enkelt blåt blandt de røde, grønne og hvide lys.
Det blå lys sad forskellige steder fra år til år. Sommetider var det gemt i et hjørne, hvor ingen ville bemærke det, men sommetider satte han det over garagen eller forrest på huset. Det var en leg, mor og far havde.
Et år døde min far uventet to dage inden jul. Ved hans begravelse blev historien om, at den blå elpære kom op hvert år fortalt. Den følgende nat kiggede min mor ud af vinduet. Tværs over vejen lyste der et blåt lys blandt alle de hvide på naboens veranda. Indenfor nogle få dage havde mange naboer og venner sat en blå pære i deres julelyskæder. Nogle dekorerede oven i købet hele træer i blåt.
Jeg er taknemlig for, at min mors venner og naboer viste hende kærlighed ved at pynte op med blå lys. De hjalp mig til at forstå, hvad det betyder at »sørge med dem, der sørger … og at trøste dem, der står i behov for trøst« (Mosi 18:9). Jeg er taknemlig for den gave, som vor himmelske Fader gav os i form af hans Søn. Takket være Jesus Kristus vil jeg se min far igen en dag.