2019
Selvhjulpenhedskursus, min oplevelse
Januar 2019


Nyheder

Selvhjulpenhedskursus, min oplevelse

Oplevelsen

I Moroni 10:6-5 står der »Og kirken mødtes ofte … for at tale, den ene med den anden, om deres sjæles vel.«

Det kunne være en beskrivelse af det, jeg oplever, når vi i Slagelse Menighed mødes i den ugentlige selvhjulpenhedsgruppe.

I efteråret 2018 påbegyndte vi det 4. forløb af selvhjulpenhedskurset »Mit fundament«, som bygger på 12 grundlæggende evangeliske principper. I Slagelse Menighed foregår kurset i søndagsskoletiden.

Kurset er ikke en klasse, snarere en workshop. Der er ikke nogen lærer, men en tovholder, som sørger for, at materialet bruges bedst muligt, og som tager ansvar for, at tiden bruges optimalt. Tovholderen deltager i lektionerne på lige fod med kursets øvrige deltagere.

Der er max. 8 personer i hver gruppe og sammensætningen har hos os været på tværs af alder, køn, baggrund, erfaringer osv. Også ikke medlemmer har haft glæde af at være med.

Hvad nogle deltagere har sagt

Undervejs har jeg hørt flere udtrykke sig positivt om forløbet.

F.eks.

  • »det er det bedste, jeg har været med til i den tid, jeg har været i Kirken«.

  • »jeg lærer bare så meget«.

  • »evangeliets principper bliver til noget, jeg kan bruge i hverdagen«.

  • »det er sådan en hyggelig klasse«.

  • »jeg lærer de andre at kende på en helt anden måde«.

  • »kan jeg få lov at komme med en gang til«.

  • »nu giver det mening at sætte mål«.

  • »man skal ikke lade sig snyde af, at det ser enkelt ud«.

Hvordan

Da den vigtigste læring sker gennem den enkeltes overvejelser og Helligåndens inspiration, vejledning og undervisning samt samtaler indbyrdes i gruppen, knyttes der nogle særlige bånd blandt os, der deltager samtidig. Dette gør også, at hvert kursusforløb er unikt.

Jeg har set, hvordan forløbet kan gøre en forskel i deltagernes liv.

Med Helligåndens hjælp kan der ske en omformning af sind og sjæl, det evangeliske fundament kan styrkes, der kan dukke ny viden op, og døre i samfundet kan åbnes for fremgang og udvikling.

Nogle har fået job eller fået bedre job, nogle er kommet i gang med uddannelse, nogle har udviklet sig personligt til at kunne takle udfordringer på mere hensigtsmæssige måder.

Jeg har set kvantespring komme til udtryk i holdninger og adfærd.

Jeg har set familier blive stærkere, og personer komme fri af følelsesmæssige vanskeligheder.

Som jeg ser det, kan man sige, at der er tale om et »før og efter« for dem, der gør en indsats for at implementere de 12 grundlæggende evangeliske principper i deres hverdagsliv.

Der sker virkelig noget for den, der deltager, både på det indre og det ydre plan.

Uanset hvor man er i livet, uanset livsvilkår kan kurset bibringe et løft.

En gevinst

Jeg har haft det privilegium at være tovholder for alle fire grupper, derfor er jeg nu i gang med kurset for 5. gang. 1. gang sammen med min mand for at lære kurset at kende, og de efterfølgende gange sammen med grupper i menigheden.

For hver gang jeg gennemgår de 12 grundlæggende principper, bygger jeg selv videre på mit eget personlige fundament, og for hver gang forundres jeg over, hvordan Herren gennem Helligånden viser mig vej i mit liv. Jeg forundres over, at vi kan sidde i en gruppe og tage udgangspunkt i det samme materiale, men blive guidet på hver vores vej i livet.

Jeg er dybt taknemmelig for, at Det Første Præsidentskab tog dette initiativ for nogle få år siden, og taknemmelig for, at jeg har fået lov til at følge det, fra det blev introduceret i Københavns Stav, og ikke mindst er jeg taknemmelig for de fantastiske deltagerne, jeg har fået lov at følges med gennem perioder af deres liv og taknemmelig for de bånd, vi har knyttet til hinanden.

Udskriv