Seminar
Alma 5:1-32: Almas spørgsmål til selvevaluering


»Alma 5:1-32: Almas spørgsmål til selvevaluering«, Mormons Bog – Lærerens hæfte, 2024

»Alma 5:1-32«, Mormons Bog – Lærerens hæfte

Alma 5:1-32

Almas spørgsmål til selvevaluering

en forandring i hjertet

Momenter med selvevaluering kan hjælpe os til at se styrken af vores forhold til Jesus Kristus tydeligere. Alma, der var klar over, hvordan stolthed og strid var blevet en del af Kirken, stillede Kirkens medlemmer i Zarahemla en række spørgsmål, der opmuntrede dem til at tænke over deres hjertes fokus og deres status hos Gud. Hensigten med denne lektion er at hjælpe jer til at evaluere jeres åndelige fremgang og styrke jeres omvendelse til Jesus Kristus.

Hjælp eleverne til at søge personlig åbenbaring. At give eleverne tid til i stilhed at studere og reflektere over skrifterne kan være med til at indbyde Helligånden. Når eleverne ser indad for at evaluere deres forståelse af og overbevisning om evangeliet, kan de blive opmærksomme på det, de allerede ved, og indbyde Helligånden til at hjælpe dem til at finde det, de har brug for at vide, føle og gøre for at komme Jesus Kristus nærmere.

Elevforberedelse: Bed eleverne om at skimme Alma 5 igennem og markere alle spørgsmålstegnene i kapitlet. Eleverne kan også stille sig selv nogle af de spørgsmål, som Alma stillede sit folk i dette kapitel.

Mulige læringsaktiviteter

Selvevaluering

Tænk på de muligheder, I har haft for at blive interviewet af en anden, deriblandt interviews vedrørende tempelanbefalinger, årlige interviews med jeres biskop eller grenspræsident samt jobsamtaler.

  • Hvad er formålet med interviews?

  • Hvordan kan I have et interview med jer selv?

Præsident M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum har fortalt om nogle af fordelene ved regelmæssigt at tage sig tid til at evaluere sin egen åndelige udvikling. I kan eventuelt se videoen »Vend tilbage og modtag«, som findes på ChurchofJesusChrist.org, fra tidskode 08:14 til 08:58 eller læs udtalelsen nedenfor.

16:10

Jeg har fundet ud af, at for at forblive fokuseret på at vende tilbage [til Guds nærhed] og modtage de lovede velsignelser bør jeg regelmæssigt bruge tid på at spørge mig selv: »Hvordan går det?«

Det er lidt ligesom at have et personligt interview med sig selv. Og hvis det lyder usædvanligt, så tænk på: Hvem i denne verden kender jer bedre end jer selv? I kender jeres tanker, jeres private handlinger, jeres ønsker og drømme, mål og planer. Og I ved bedre end nogen anden, hvordan I udvikler jer. (M. Russell Ballard, »Vend tilbage og modtag«, Liahona, maj 2017, s. 64)

Tænk over, hvor ofte I tager jer tid til at evaluere jeres åndelige fremgang.

  • Hvilke fordele kan der være ved at gøre dette regelmæssigt?

En færdighed, I kan bruge, når I studerer jeres skrifter, er at tage jer tid til at stoppe op og evaluere, hvor godt I efterlever de lærdomme eller principper, I studerer. I dag vil I få mulighed for at øve jer på den færdighed, når I studerer Alma 5. Dette kapitel indeholder mange spørgsmål, som Alma stillede sit folk. I kan også stille jer selv disse spørgsmål for at evaluere jeres åndelige fremgang. Søg vejledning fra vor himmelske Fader, når I studerer, for at vide, hvad I gør godt, og hvordan han ønsker, at I forbedrer jer.

For at hjælpe eleverne til at se det store antal spørgsmål i Alma 5 kan du overveje at bede eleverne om hurtigt at kigge i kapitlet og lægge mærke til de mange spørgsmålstegn. Du kan også bede eleverne om at bruge noget tid i deres personlige skriftstudium på at markere eller sætte en cirkel om alle spørgsmålstegnene i dette kapitel, hvis de ikke allerede har gjort det.

Alma forkynder for Zarahemlas folk

Husk, at da Alma havde set stoltheden og grådigheden blandt sit folk, trådte han tilbage som overdommer for nefitterne for at vie sig fuldt ud til forkyndelse af Guds ord (se Alma 4:19).

Alma begyndte sin forkyndelse i Zarahemlas land. Han mindede disse folk om det åndelige og fysiske fangenskab, som nefitterne havde oplevet på kong Noas tid (se Alma 5:3-5).

Læs Alma 5:6-13, og se efter, hvad Alma ønskede, at hans folk skulle huske om den tidligere generation af nefitter.

  • Hvorfor tror I, at Alma ønskede, at hans folk skulle huske disse ting?

  • Hvad ønskede Alma, at hans folk skulle vide om Jesus Kristus i vers 7?

Læs Alma 5:14, 26, og se efter de spørgsmål, Alma stillede sit folk, da han havde mindet dem om deres åndelige arv.

  • Hvad tror I, at Alma ønskede, at hans folk skulle forstå ved at stille dem disse spørgsmål?

    Eleverne kan svare ved at sige sandheder som følgende: Herren ønsker, at vi oplever en mægtig forandring i hjertet og når vi er blevet åndeligt født af Gud, er vi nødt til at arbejde på at bevare forandringen i vores hjerte.

  • Hvordan tror I, at det kan påvirke jeres liv at stille jer selv spørgsmål som dem i vers 14 og 26?

Anvendelse af Almas lærdomme til at udføre en selvevaluering

Vis følgende instruktioner og giv eleverne tilstrækkelig tid (ca. 10-15 minutter, hvis det er muligt) til i stilhed at arbejde sig igennem denne aktivitet på egen hånd. Du kan overveje at afspille salmer eller åndelig musik i baggrunden, mens eleverne udfører aktiviteten.

Brug tid på at studere Almas ord til Zarahemlas folk i Alma 5:14-30, og tænk over, om I har oplevet eller oplever den forandring, Alma beskrev. Når I studerer, kan I udføre jeres egen selvevaluering ved at bruge nogle af eller alle de spørgsmål, Alma stillede i disse vers. Her er nogle forslag til, hvordan I kan gøre det.

  1. Hold pause, og reflektér ved hvert andet eller tredje vers, og evaluer, hvordan Almas spørgsmål i disse vers relaterer til jeres liv.

  2. Vælg nogle få af Almas spørgsmål, som I føler er mest betydningsfulde og relevante for jer. Skriv disse spørgsmål i jeres studiebog, og notér jeres svar på hvert spørgsmål såvel som alle andre tanker eller indtryk, I måtte have.

  3. Når I har identificeret de spørgsmål, som Alma stillede i disse vers, så lav to eller tre spørgsmål, I kan bruge til at evaluere jeres egen åndelige fremgang. Skriv jeres svar ned i jeres studiebog.

Når eleverne er færdige med denne studieaktivitet, så tal med dem om, hvad de lærte og følte, da de foretog deres selvevaluering. Følgende spørgsmål kan bruges som en del af denne drøftelse:

  • Hvilke af Almas spørgsmål følte I var mest betydningsfulde for jer? Hvorfor?

  • Hvilke ord eller vendinger fandt I i disse vers, der kan give jer et ønske om og mod til at omvende jer?

  • Hvad lærte I om Gud og hans ønsker for jer af det, I har studeret?

Tænk over, hvad I har lært eller følt i dag, hvor I har brugt Almas ord til at evaluere jeres åndelige udvikling. Find en eller to ting, I gerne vil arbejde på som følge af det, I har studeret. Tænk over, hvad I vil begynde at gøre i dag, hvilke forhindringer I kan komme ud for, og hvordan I kan søge Guds hjælp til at overvinde de forhindringer. Notér tanker og indtryk i jeres studiebog.