»24. februar-2. marts: ›Sjæles værdi er stor‹: Lære og Pagter 18«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: Lære og Pagter 2025, 2025
»Lære og Pagter 18«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: 2025
24. februar-2. marts: »Sjæles værdi er stor«
Lære og Pagter 18
Der er mange forskellige måder at måle et menneskes værdi på. Talent, uddannelse, velstand og udseende kan alle påvirke, hvordan vi vurderer hinanden – og os selv. Men i Guds øjne er vores værd en meget enkel sag, og det står klart i Lære og Pagter 18: »Husk, at sjæles værdi er stor i Guds øjne« (v. 10). Denne enkle sandhed forklarer så meget af, hvad Gud gør, og hvorfor han gør det. Hvorfor bød han Joseph Smith og Oliver Cowdery at grundlægge Jesu Kristi Kirke i vore dage? (Se v. 1-5). Fordi sjæles værdi er stor. Hvorfor befaler han »alle mennesker overalt at omvende sig« og sender apostle ud for at forkynde omvendelse? (V. 9). Fordi sjæles værdi er stor. Og hvorfor led Jesus Kristus »døden i kødet« og »alle menneskers smerter«? (V. 11). Fordi sjæles værdi er stor. Hvis blot en af disse sjæle vælger at tage imod Frelserens gave, fryder han sig, for »stor er … hans glæde over den sjæl, der omvender sig« (v. 13).
Forslag til læring i hjem og kirke
»Opbyg min kirke.«
I afsnit 18 gav Herren Oliver Cowdery instruks om at hjælpe med at lægge grundvolden til Jesu Kristi Kirke. Hvad lægger I mærke til ved det råd, han gav – især i vers 1-5? I kan overveje, hvordan det samme råd gælder for jer, når I »opbygger« jeres tro på Kristus. For eksempel:
-
Hvad har I »ønsket at vide« om Herren? (V. 1).
-
Hvad betyder det for jer at »forlade jer på det, der er skrevet«? (V. 3). Hvordan har Ånden »tilkendegivet for dig«, at dette er sandt? (V. 2, se også L&P 6:22-24).
-
Hvordan bygger I jeres liv på »den grundvold, som [Frelserens] evangelium og [hans] klippe er«? (V. 5).
»Sjæles værdi er stor i Guds øjne«.
Hvordan afgør vi værdien af noget? Hvorfor er en genstand på et marked for eksempel dyrere end en anden? Når I læser afsnit 18 denne uge, især vers 10-13, kan I lægge mærke til, hvordan folk ofte afgør værdi af noget, og sammenligne det med det, der gør en sjæl værdifuld i Guds øjne. Overvej at indsætte jeres navn i stedet for ordene »sjæl«, »sjæle« og »alle mennesker«. Hvordan kan disse vers hjælpe nogen, der stiller spørgsmål ved vedkommendes værd?
Her er nogle andre skriftsteder, der lærer os om en sjæls værdi: Lukas 15:1-10; Johannes 3:16-17; 2 Nefi 26:24-28; Moses 1:39. Hvordan vil I ud fra disse skriftsteder sammenfatte, hvad Gud føler for jer? I kan også søge i præsident Dieter F. Uchtdorf tale »I betyder noget for ham« (Liahona, nov. 2011, s. 19-22) for at finde ord og vendinger, der kan hjælpe jer til at kende jeres værd for Gud.
Hvordan viser Gud os, at vi er af stor værdi for ham? Hvordan påvirker dette den måde, I har det med jer selv og andre på?
Se også Joy D. Jones, »Umådeligt værdi«, Liahona, nov. 2017, s. 13-15; Topics and Questions (Emner og spørgsmål), »Children of God« (Guds børn), Evangelisk Bibliotek.
Herren fryder sig, når vi omvender os.
Læg mærke til, hvor ofte ord som at omvende sig og omvendelse bruges i Lære og Pagter 18. Tænk over, hvad I kan lære af disse ord, hver gang de bruges. Overvej især vers 11-16. Hvordan påvirker disse vers jeres følelser for omvendelse – jeres egen omvendelse og pligten til at indbyde andre til at omvende sig og forbedre jer? Her er en måde at nedskrive det, I lærer, på: Skriv flere måder, hvorpå I kan færdiggøre sætningen »Omvendelse er «.
Se også Alma 36:18-21; Guide til Skrifterne, »Omvendelse«, Evangelisk Bibliotek; Dale G. Renlund, »Omvendelse: Et glædeligt valg«, Liahona, nov. 2016, s. 121-124.
Glæde kommer af at hjælpe andre til at komme til Kristus.
Når I læser vers 14-16, så tænk over, hvad det betyder at »råbe omvendelse« – og hvorfor det bringer en sådan glæde. Hvordan har I fundet ud af at hjælpe andre til at komme til Frelseren og modtage tilgivelse? Hvordan har andre mennesker gjort det for jer?
Se også Craig C. Christensen, »Der kan intet være så intenst og sødt, som min glæde var«, Liahona, maj 2023, s. 45.
Jeg kan høre Herrens røst i skrifterne.
Hvis nogen spurgte jer, hvordan Herrens røst lyder, hvad ville I så sige? Tænk over dette spørgsmål, når I læser Lære og Pagter 18:34-36. Hvad har I lært om Herrens røst ved at læse Lære og Pagter? Hvad kan I gøre for at høre hans røst mere klart?
Se også: »Når jeg dine skrifter søger«, Salmer og sange, nr. 183.
Forslag til undervisning af børn
Hver enkelt af os er af stor værdi for Gud.
-
Når I og jeres børn læser Lære og Pagter 18:10-13, kan I overveje at sætte hinandens navne ind, hvor ordene »sjæl«, »sjæle« og »alle mennesker« står. I kan derefter tale om, hvordan disse vers hjælper os til at forstå, hvad vor himmelske Fader føler for os hver især.
-
I kan også spørge børnene om ting, som folk anser for værdifulde. Eller I kan vise dem noget, der er værdifuldt for jer. Hvordan behandler vi ting, der er værdifulde for os? Lad dem skiftes til at kigge i et spejl. Når de gør det, fortæller I hvert barn, at de er Guds barn, og at de er af stor værdi. Hvordan kan vi vise andre, at deres sjæls værdi er stor i vores øjne?
-
For at understrege, at alle mennesker er af stor værdi for vor himmelske Fader, kan jeres børn se på billedet i slutningen af dette oplæg, mens I læser Lære og Pagter 18:10-13.
Det bringer mig stor glæde at fortælle om evangeliet.
-
For at inspirere jeres børn til at fortælle om Jesu Kristi evangelium kan I tale med hinanden om oplevelser, hvor I har fundet noget, I gerne vil dele med jeres venner eller familie. Hvorfor ønskede I at dele det, og hvordan fik det jer til at føle, da I delte det? I kan så læse Lære og Pagter 18:13, 16. Hvad giver Herren glæde? Hvad siger han vil give os glæde? I og jeres børn kan tale om enhver oplevelse, I har haft, hvor I har delt glæden ved Frelserens evangelium.
-
En sang om at fortælle andre om evangeliet, såsom »Jeg ønsker nu at være missionær« (Børnenes sangbog, s. 90), kan hjælpe jeres børn til at tænke over, hvordan de kan fortælle andre om evangeliet.
Jeg kan høre Herrens røst i skrifterne.
-
Jeres børn vil måske synes om en leg, hvor de prøver at finde stemmer fra forskellige mennesker, såsom familiemedlemmer, venner eller kirkeledere. Hvordan genkender vi hinandens stemmer? Hvordan genkender vi Herrens røst? I kan sammen læse Lære og Pagter 18:34-36 for at drøfte dette spørgsmål. I kan også fortælle hinanden, hvordan I har hørt Herrens røst i skrifterne.