Bibliotek
Guds børn


»Guds børn«, Emner og spørgsmål, 2023

Billede
børn med Gud

Vejledning til evangelisk studium

Guds børn

Det definerende kendetegn for enhver person på jorden

Forestil jer, at I skal møde nogen for første gang, og han eller hun siger: »Fortæl om dig selv.« Hvad ville I sige? Det afhænger selvfølgelig af omgivelserne, men de fakta, I vælger at fortælle, kan sige meget om, hvordan I ser jer selv – og hvordan I ønsker, at andre ser jer.

Der er et faktum ved jer, der er vigtigere end alle de andre. Og selvom I måske ikke nævner det, når I præsenterer jer, er det mere grundlæggende for jeres identitet end jeres navn, hvilken by I kommer fra eller jeres personlige interesser. Og det er det faktum, at I er Guds barn. Han er jeres Fader. Ligesom I har forældre på jorden, som I har arvet fysiske karaktertræk fra, er I også »en højt elsket åndelig søn eller datter af himmelske forældre, og som sådan besidder … [I] guddommelige egenskaber og muligheder.« Hvordan kan denne kendsgerning påvirke den måde, I ser jer selv på? Hvordan kan det ændre jeres tilgang til livets udfordringer og muligheder?

Hvad vil det sige at være Guds barn?

Alle mennesker er sønner og døtre af en kærlig Fader i himlen. Som Guds bogstavelige barn, der blev født åndeligt i forudtilværelsen, har hver person et guddommeligt, evigt potentiale (se Rom 8:16-17).

Emneoversigt: Åndelige børn af himmelske forældre

Relaterede vejledninger til studium af evangeliet: Gud Faderen, Frelsesplanen, forudtilværelsen

Afsnit 1

Gud er ikke blot jeres skaber; han er jeres Fader

Billede
familie, der smiler

Alle har en jordisk far, og ingen fædre er fuldkomne. Men uanset hvad vores oplevelser med fædre og faderskab på jorden måtte være, så har vi også en himmelsk Fader, der er alt, hvad en fader bør være – kærlig, støttende, klog, uselvisk, engageret i jeres succes. Det mægtigste og mest herlige væsen i universet elsker jer som sit dyrebare barn. Han forstår jer til fuldkommenhed og ved præcis, hvad I har brug for for at vokse, udvikle jer og finde evig glæde. Titler som »det allerhøjeste væsen«, »Skaber« og »den almægtige konge« gælder bestemt for ham. Men frem for alt andet ønsker han, at I kender ham som »Fader«.

Noget at tænke over

  • Moses lærte i et himmelsk syn, at han var Guds søn. Læs om hans oplevelse i Moses 1:1-11. Bemærk også i vers 12-18, hvordan denne viden hjalp Moses, da Satan prøvede at friste ham. Tænk over, hvordan det kan hjælpe jer i tider med fristelse at huske på, at I er et Guds barn.

  • Ældste Brian K. Taylor har fortalt en historie om en ung kvinde, der sagde: »At vide, at jeg er Guds barn, er den mægtigste kundskab, jeg har!« Læs om hende i »Er jeg Guds kære barn?« for at finde ud af, hvorfor hun sagde det. Hvorfor gjorde det så stor en forskel for hende at vide, at Gud er hendes Fader? Hvilken forskel kan dette gøre i jeres liv?

  • Har I nogensinde skabt en eller anden form for håndværk eller kunst? Eller måske har I lavet noget i stil med en tidsplan, udarbejdet et budget eller tilberedt et måltid. Overvej, hvordan jeres forhold til det, I har skabt, adskiller sig fra forholdet mellem en forælder og et barn. Tænk over det, når I grunder over disse skriftsteder: Galaterne 4:6-7; 1 Johannes 3:2. Hvorfor er det vigtigt for jer at vide, at I er en datter eller søn – ikke blot en af Guds skabninger?

Aktivitet til at lære med andre

  • For at undervise om vores potentiale som Guds børn kan I overveje, hvordan I kan illustrere, at forældre og deres børn deler nogle fysiske træk. I kan eventuelt vise billeder af forældre og deres børn og se efter ligheder. Bagefter kan I læse nogle skriftsteder om vor himmelske Faders karaktertræk, såsom disse:

    Hvilket bevis på disse karaktertræk ser vi hos hinanden? Hvordan kan vi udvikle dem yderligere og blive mere som vor Fader i himlen?

Lær mere

Afsnit 2

Behandl alle som et Guds barn

Billede
kvinder taler

Det er almindeligt at høre medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige kalde hinanden »bror« og »søster«. Som præsident Henry B. Eyring har forklaret, er disse ord »ikke bare venlige hilsner eller udtryk for kærlighed for os. De er udtryk for en evig sandhed: Gud er den bogstavelige Fader til alle mennesker. Vi er alle en del af hans evige familie.« Denne enkle sandhed rummer kraft til at forandre den måde, vi behandler hinanden på. Vi er måske forskellige med hensyn til vores tanker, handlinger og udseende, men disse forskelle er meget lettere at påskønne og respektere, når vi husker, at vi åndeligt talt alle er i familie.

Noget at tænke over

  • Mormons Bog fortæller om to grupper af mennesker – nefitterne og lamanitterne – der i mange generationer var indædte fjender. Men der var tidspunkter, hvor disse grupper overvandt deres had og behandlede hinanden som brødre og søstre. Læs om disse oplevelser i Mosija 28:1-3; Alma 26:23-31; 27:20-24; 4 Nefi 1:1-3, 14-18. Når I læser, så tænk over, hvad I kan gøre for at hjælpe Frelseren til at bringe fred til Guds familie.

  • Folk, I møder, præsenterer sig sikkert ikke som Guds børn, men I kan tænke på dem som det, når I møder dem. Prøv det! Og når I bliver fristet til at tænke dårligt om nogen, så tænk i stedet: »Denne person er Guds barn.« Læg mærke til, hvordan det påvirker jeres følelser for mennesker – og hvordan I behandler dem.

Aktivitet til at lære med andre

  • Overvej at vise billeder af mennesker fra forskellige racer, kulturer og baggrunde. Tal om de mange måder, hvorpå folk ligner hinanden. Tal om, hvorfor Gud ønsker, at vi altid respekterer og behandler andre med venlighed.

Lær mere

Udskriv