Jeg er Guds kære barn

Ældste Donald L. Hallstrom

De Halvfjerds’ Præsidium

En korrekt forståelse af vores himmelske arv er afgørende for vores ophøjelse.

Vore mest grundlæggende læresætninger omfatter kundskaben om, at vi er børn af en levende Gud. Det er årsagen til, at et af de helligste navne, som vi tiltaler ham ved, er Fader, vor himmelske Fader. Profeter har gennem tiderne undervist meget tydeligt i denne læresætning:

Da Satan fristede Moses, afviste han ham med ordene: »Hvem er du? For se, jeg er søn af Gud.«
Til Israel erklærede salmisten: »I er alle sønner af den Højeste.«
Paulus underviste athenerne på Areopagos om, at de var »af Guds slægt«.
Joseph Smith og Sidney Rigdon modtog et syn, hvor de så Faderen og Sønnen, og en himmelsk røst erklærede, at verdens indbyggere »er født som Guds sønner og døtre.«
I 1995 bekræftede de 15 nutidige apostle og profeter: »Alle mennesker … er skabt i Guds billede. Hver enkelt er en højt elsket søn eller datter af himmelske forældre.«
Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Vi er sønner og døtre af en levende Gud … Vi kan ikke oprigtigt have denne overbevisning uden at opleve en dyb følelse af styrke og kraft.«

Denne læresætning er så grundlæggende, omtalt så ofte og umiddelbart så enkel, at den kan synes ordinær, selvom den i virkeligheden er blandt den højst opnåelige kundskab. En korrekt forståelse af vores himmelske arv er afgørende for vores ophøjelse. Den er grundlæggende for en forståelse af den glorværdige frelsesplan og for en næring af troen på Faderens førstefødte, Jesus Kristus, og hans barmhjertige forsoning. Den tilvejebringer desuden fortsat motivation, så vi kan indgå og holde vore uundværlige, evige pagter.

Med få undtagelser kunne alle, der deltager i dette møde lige nu, uden tekst eller musik synge »Jeg er Guds kære barn«. Denne elskede salme er en af de mest sungne i denne kirke. Det afgørende spørgsmål er imidlertid: »Forstår vi den virkelig?« Forstår vi den i vores sind, i vores hjerte og i vores sjæl? Er vore himmelske forældre vores primære og mest vidunderlige ophav?

Her på jorden består vores identitet af mange ting, deriblandt vores fødested, vores nationalitet og vores sprog. Nogle identificerer sig endog med deres arbejde eller deres hobby. Disse jordiske identiteter er ikke forkerte, medmindre de erstatter eller er i konflikt med vores evige identitet som en Guds søn eller datter.

Da vores yngste barn var seks år gammel og gik i 1. klasse i skolen, gav hendes lærer børnene en skriveopgave, som de skulle lave i klassen. Det var oktober og Halloween, en helligdag i nogle dele af verden. Selv om det ikke er min yndlingshelligdag, mener jeg, at Halloween kan indeholde mange uskyldige og gode aspekter.

Læreren uddelte et stykke papir til de små elever. Øverst var der en rå skitse af en mytisk heks (jeg sagde jo, at det ikke er min yndlingshelligdag), der stod over en kogende heksekedel. Spørgsmålet på papiret, som skulle opmuntre børnenes forestillingsevne og teste deres grundlæggende skrivefærdigheder, var: »Du har lige drukket en kop af heksebrygget. Hvad sker der så?« Forstå venligst, at jeg ikke deler denne beretning som en anbefaling til lærere.

»Du har lige drukket en kop af heksebrygget. Hvad sker der så?« Med sine ufuldkomne skriveegenskaber skrev vores lille pige: »Jeg ville dø og komme op i himlen. Det vil være et dejligt sted. Jeg ville elske det, fordi det er det bedste sted at være, fordi vi er sammen med vor himmelske Fader.« Dette svar har sikkert overrasket hendes lærer, men da vores datter fik den færdige opgave med hjem, så vi, at hun havde fået en stjerne, den højeste karakter.

I det virkelige liv oplever vi ægte, ikke indbildte genvordigheder. Der er smerte; fysisk, følelsesmæssig og åndelig. Vores hjerte går itu, når omstændigheder er meget anderledes end dem, vi forventede. Der er uretfærdighed, når vi ikke fortjener den situation, vi befinder os i. Der er skuffelser, når folk, vi har vist tillid, svigter os. Der er sundhedsmæssige og økonomiske tilbageslag, som kan forvirre. Der kan være tider med spørgsmål, når et lærdomsmæssigt eller historisk emne overgår vores nuværende forståelse.

Hvad er vores umiddelbare reaktion, når der sker svære ting i vores liv? Bliver vi forvirret, mister vi troen eller fortrækker Ånden sig? Rammer det vores tro? Giver vi Gud eller andre skylden for vores situation? Eller er vores første reaktion, at vi husker, hvem vi er, og at vi er børn af en kærlig Gud? Er det tillige med en fuldstændig tillid til, at han tillader nogen jordisk lidelse, fordi han ved, at det vil være os til velsignelse, som en lutrende ild, så vi kan blive mere som ham og opnå en evig arv?

Jeg havde fornylig et møde med ældste Jeffrey R. Holland. Ældste Holland underviste i princippet om, at vores liv på jorden kan være en pinsel, men at vore genvordigheder har et evigt formål, selv om vi ikke forstår det på det tidspunkt. Han sagde: »Du kan få, hvad du ønsker, eller du kan få noget endnu bedre.«

For fem måneder siden rejste min hustru, Diane, og jeg til Afrika sammen med ældste David A. Bednar og hans hustru. Det sjette og sidste land, vi besøgte, var Liberia. Liberia er et storslået land med et nobelt folk og en rig historie, men det har ikke altid været let at bo der. Årtier med politisk ustabilitet og borgerkrige har forværret fattigdomsplagen. Derudover har den frygtelige ebola dræbt mere end 5.000 mennesker under det sidste udbrud. Vi var den første gruppe kirkeledere udefra, som besøgte hovedstaden, Monrovia, siden Verdenssundhedsorganisationen erklærede, at det var sikkert efter ebola-krisen.

En meget varm og lummer søndag morgen rejste vi til en lejet bygning i midten af byen. Samtlige 3.500 stole var taget i brug. I alt var der 4.100 til stede. Næsten alle tilstedeværende måtte rejse dertil til fods eller ved brug af ringe offentlig transport. Det var ikke let for de hellige at samles. Men de kom. De fleste ankom flere timer, inden mødet begyndte. Da vi gik ind i gangen, var den åndelige stemning elektrisk! De hellige var forberedt på at modtage belæring.

Når en taler citerede et skriftsted, gentog medlemmerne det højlydt. Det var ligegyldigt, om skriftstedet var langt eller kort, hele forsamlingen stemte i som et. Jeg vil ikke nødvendigvis anbefale det, men det var bestemt imponerende, at de kunne. Og koret, det var fantastisk. Med en entusiastisk korleder og en 14-årig dreng på keyboard sang medlemmerne med energi og styrke.

Så talte ældste Bednar. Det var naturligvis mødets højdepunkt; at høre en apostel undervise og bære vidnesbyrd. Midt i sin tale og tydeligvis vejledt af Ånden stoppede ældste Bednar og sagde: »Kender I ›Så sikker en grundvold‹?«

Det virkede som om, at samtlige 4.100 stemmer brølede et »JA!« som svar.

Han spurgte derpå: »Kender I vers 7?«

Igen svarede hele forsamlingen: »JA!«

Arrangementet af denne enestående salme »Så sikker en grundvold«, som Mormontabernakelkoret har sunget den i de sidste 10 år, har inkluderet vers 7, som ikke tidligere blev sunget særlig meget. Ældste Bednar sagde: »Lad os synge vers 1, 2, 3 og 7.«

Uden tøven rejste korlederen sig hurtigt op, og den aronske præstedømmebærer og akkompagnatør begyndte energisk at spille de indledende takter. Med en overbevisning, som jeg aldrig før havde oplevet under en fællessalme, sang vi vers 1, 2 og 3. Derpå steg lydstyrken og den åndelige kraft, da 4.100 stemmer sang det syvende vers og erklærede:

Den sjæl, som til Jesus sin lid kun har sat,
jeg vil ej forlade i mørkeste nat.
Den sjæl, om al helved imod den mon stå,
skal gennem min nåde, skal gennem min nåde,
skal gennem min nåde sin salighed få.

I en af de mest bemærkelsesværdige åndelige oplevelser i mit liv lærte jeg en vigtig lektie den dag. Vi lever i en verden, som kan få os til at glemme, hvem vi i virkeligheden er. Desto flere distraktioner vi har omkring os, jo lettere er det at blive lemfældig og dernæst ignorere og til sidst glemme vores forhold til Gud. De hellige i Liberia har få materielle goder, men alligevel synes de at have alt åndeligt. Det, vi oplevede den dag i Monrovia, var en forsamling af Guds sønner og døtre, og de vidste det!

I dagens verden er det yderst vigtigt, at vores primære identitet er som et barn af Gud, uanset hvor vi bor, og hvilke forhold vi lever under. Når vi ved det, vil det få vores tro til at vokse, det vil motivere os til stadig omvendelse og give styrke til at »være standhaftige og urokkelige« i livet på jorden. I Jesu Kristi navn. Amen.