Hvor to eller tre er forsamlet

Præsident Henry B. Eyring

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

Hvis I lytter med Ånden, vil I opdage, at jeres hjerte blødgøres, jeres tro styrkes og jeres evne til at elske Herren øges.

Mine elskede brødre og søstre, I bydes velkommen til aprilkonferencen 2016 i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg fryder mig over at være sammen med jer og byder jer hjerteligt velkommen.

Jeg er taknemlig for, at I er kommet til konferencen for at føle inspiration fra himlen og føle jer nærmere på vor himmelske Fader og Herren, Jesus Kristus.

Samlet til dette møde, som når ud over hele verden, er millionvis af Jesu Kristi disciple, der har indgået pagt om altid at erindre og tjene ham. Den moderne teknologis mirakel gør, at afstand i tid og sted ophæves. Vi kan mødes, som om vi alle sad samlet i en stor sal.

Men hvad der er endnu vigtigere end det, at vi er samlet, er i hvis navn, vi er samlet. Herren har lovet, at han vil holde sig tæt på os – selv med det store antal disciple han har på jorden i dag. I 1829 sagde han til sin lille skare: »Sandelig, sandelig siger jeg jer … Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn … se, dér vil jeg være midt iblandt dem – således er jeg midt iblandt jer« (L&P 6:32).

Nu tæller vi hans disciple, som er samlet til denne konference, mere end to tre stykker, men som lovet er Herren i vores midte. Eftersom han er et opstandent og herliggjort væsen, er han ikke fysisk til stede alle vegne, hvor de hellige samles. Men gennem Åndens kraft kan vi mærke, at han er med os i dag.

Hvor og hvornår vi føler os nær Frelseren, afhænger af hver enkelt af os. Han kom med denne vejledning:

»Og videre, sandelig siger jeg jer, mine venner: Jeg efterlader jer disse ord til at grunde over i jeres hjerte med denne befaling, som jeg giver jer, at I skal påkalde mig, mens jeg er nær –

kom nær til mig, så vil jeg komme nær til jer; søg mig flittigt, så skal I finde mig, bed, så skal I få, bank på, så skal der blive lukket op for jer« (L&P 88:62-63).

Jeg kender til mindst to personer, der i dag lytter med ønsket om den velsignelse i deres hjerte. De vil oprigtigt prøve at komme tættere på Herren under denne konference. De har hver især skrevet til mig – deres breve landede på mit kontor samme uge – med en bøn om samme form for hjælp.

Begge er de omvendt til Kirken og har tidligere modtaget klare vidnesbyrd om den kærlighed, som Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, verdens Frelser, har. De ved, at profeten Joseph Smith organiserede Kirken gennem direkte åbenbaring fra Gud, og at nøglerne til det hellige præstedømme blev gengivet. Hver især har de følt, at nøglerne er på plads i Kirken i dag. Det bar de højtideligt vidnesbyrd om for mig i deres brev.

De beklagede begge, at deres følelse af at elske Herren og af, at han elskede dem, var blevet svækket. De ønskede begge af et oprigtigt hjerte min hjælp til at genvinde den glæde ved og følelse af at være elsket, som de havde haft, da de kom ind i Guds rige. Begge udtrykte de frygt for, at de måske ville miste deres tro på grund af de prøvelser og udfordringer, de havde, hvis de ikke genvandt kærligheden til Frelseren og hans kirke.

De står ikke alene med deres bekymring, og deres prøvelse er også set før. Da Frelseren gik omkring på denne jord, kom han med lignelsen om sædemanden. Sædekornet var Guds ord. Sædemanden var Herren. Hvorvidt frøene overlevede og voksede afhang af den jord, de faldt i. I husker nok hans ord:

»Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op.

Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord;

men da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod.

Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det.

Men noget faldt i god jord og gav udbytte, noget hundrede, noget tres og noget tredive fold.

Den, der har ører, skal høre« (Matt 13:43).

Jeg gentager, sædekornet er Guds ord. Jorden er hjertet hos den person, der modtager ordet.

Vi har alle sammen meget til fælles med de vidunderlige mennesker, der skrev til mig og bad om hjælp og bekræftelse. Vi har alle fået sået et frø eller Guds ord i vores hjerte på et tidspunkt. For nogle af os var det i vores barndom, da vores forældre opfordrede os til at blive døbt af dem med myndighed dertil. Andre af os er blevet undervist af Guds kaldede tjenere. Alle har følt, at frøet var godt, ja, at det svulmede i vores hjerte, og alle har vi oplevet glæden ved at mærke en større kærlighed og forståelse.

Alle har vi følt, at vores tro blev prøvet ved, at dyrebare velsignelser lod vente på sig, ved ondskabsfulde angreb for at svække vores tro, fristelse til at synde og selviske interesser, der har begrænset vores indsats for at forædle og blødgøre hjertets åndelige dybder.

De, som sørger over tabet af en glæde, de engang har følt, er velsignede. Nogle lægger ikke mærke til, at deres tro visner hen. Satan er snu. Dem, som han ønsker skal have det dårligt, fortæller han, at den glæde, de engang følte, var en barnlig indbildning.

I dag er mit budskab til os alle, at der de næste par dage er en dyrebar mulighed for at blødgøre vores hjerte og modtage og nære frøet. Frøet er Guds ord, og det vil blive spredt ud over alle os, som lytter til, ser og læser fra denne konference herefter. Musikken, talerne og vidnesbyrdene er blevet forberedt af Guds tjenere, som har søgt Helligånden flittigt for at blive vejledt i deres forberedelser. De har bedt længere og mere ydmygt i takt med, at konferencen nærmede sig.

De har bedt for at have kraften til at opmuntre jer til at træffe de valg, der vil gøre jeres hjerte til en mere frugtbar jord for Guds gode ord, så det kan vokse og bære mangefold. Hvis I lytter med Ånden, vil I opdage, at jeres hjerte blødgøres, jeres tro styrkes og jeres evne til at elske Herren øges.

Jeres valg om at bede helhjertet og oprigtigt vil ændre jeres oplevelse af konferencemøderne nu og i de dage og måneder, der følger.

Mange er af jer er allerede begyndt. Da dette møde begyndte, gjorde I mere end at lytte, I føjede jeres tro til bønnen om, at I ville nyde de velsignelser, Helligånden ville udgyde over os. Da I bidrog med jeres bønsomme amen i Jesu Kristi navn, kom I tættere på ham. Dette er hans konference. Kun Helligånden kan bibringe de velsignelser, Herren ønsker at give os. I sin kærlighed til os har han lovet, at vi kan føle dette:

»Og hvad de end taler, når de bliver tilskyndet af Helligånden, skal være hellig skrift, skal være Herrens vilje, skal være Herrens sind, skal være Herrens ord, skal være Herrens røst og Guds kraft til frelse.

Se, dette er Herrens løfte til jer, o I mine tjenere.

Vær derfor ved godt mod og frygt ikke, for jeg, Herren, er med jer og vil stå jer bi; og I skal aflægge vidnesbyrd om mig, ja, Jesus Kristus, at jeg er den levende Guds Søn, at jeg var, at jeg er, og at jeg kommer« (L&P 68:4-6).

I kan bede om og tro på, at hver gang en Guds tjener nærmer sig talerstolen, vil Herrens løfte i Lære og Pagter afsnit 50 blive opfyldt:

»Sandelig siger jeg jer: Den, der er ordineret af mig og sendt ud for at prædike sandhedens ord ved Talsmanden, ved sandhedens Ånd, prædiker han det ved sandhedens Ånd eller på nogen anden måde?

Og hvis det sker på nogen anden måde, er det ikke af Gud.

Og videre, den, der modtager sandhedens ord, modtager han det ved sandhedens Ånd eller på nogen anden måde?

Hvis det sker på nogen anden måde, er det ikke af Gud.

Derfor, hvordan kan det være, at I ikke kan forstå og vide, at den, der modtager ordet ved sandhedens Ånd, modtager det, sådan som det bliver prædiket ved sandhedens Ånd?

Derfor forstår den, der prædiker, og den, der modtager, hinanden, og begge bliver opbygget og fryder sig sammen« (L&P 50:17-22).

I kan bede, når koret skal til at synge. Korlederen, organisterne og kormedlemmerne har bedt og øvet sig med en bøn i hjertet og med tro på, at musikken og ordene vil mildne hjerter og opbygge andres tro. De synger for Herren, som stod de foran ham, og de ved, at vor himmelske Fader hører dem lige så sikkert, som han hører deres personlige bønner. Sammen har de arbejdet i kærlighed for, at Frelserens løfte til Emma Smith kunne gå i opfyldelse: »For min sjæl fryder sig i hjertets sang, ja, de retfærdiges sang er en bøn til mig, og den skal blive besvaret med en velsignelse på deres hoved« (L&P 25:12).

Og nøjes I ikke blot med at lytte, men beder I, når de synger, vil jeres bøn og deres bønner blive besvaret med velsignelser over jeres såvel som deres hoved. I vil føle Frelserens kærlighed og bekræftelse. Alle, der istemmer lovprisningen af ham, vil mærke, at deres kærlighed til ham vokser.

I kan vælge at bede, når en taler synes at nærme sig afslutningen på sin tale eller budskab. Han eller hun vil have en bøn i hjertet til Faderen om, at Helligånden vil give ham eller hende de vidnende ord, der vil nære lytternes hjerte, håb og forsæt om altid at mindes Frelseren og holde de befalinger, som han har givet os.

Vidnesbyrdet bliver ikke blot en opremsning af budskabet. Det bliver en bekræftelse af en sandhed, som Ånden vil bære ind i hjertet hos dem, der vil bede om hjælp, guddommelig vejledning og om at modtage Kristi rene kærlighed.

Rigtige vidnesbyrd bliver givet til taleren. Ordene er måske få, men de vil blive båret ind i hjertet på den ydmyge lytter, som er kommet til konferencen med en hunger efter Guds gode ord.

Jeg ved af erfaring, hvad gode menneskers tro kan gøre for at føre Åndens ord til taleren, når man nærmer sig afslutningen. Det er sket mere end én gang, efter jeg har båret vidnesbyrd, at nogen er kommet op til mig og har sagt: »Hvordan kunne du vide, hvad jeg lige havde brug for at høre?« Jeg har lært, at jeg ikke skal være overrasket, når jeg ikke kan huske, hvad jeg har sagt. Jeg bar mit vidnesbyrd, men Herren var der og indgød mig ordene i det øjeblik. Løftet, om at Herren vil give os ordene lige i det øjeblik, gælder især, når vi bærer vidnesbyrd (se L&P 24:6). Lyt omhyggeligt til de vidnesbyrd, der bliver båret ved denne konference – så vil I føle jer nærmere Herren.

I kan vel mærke, at jeg nærmer mig det øjeblik, hvor jeg vil afslutte det budskab, jeg har prøvet at formidle, med et vidnesbyrd. Jeres bønner vil hjælpe mig til at modtage de ord, der kan hjælpe nogen, der længes efter svar på sine spørgsmål.

Jeg bærer mit stærke vidnesbyrd om, at vor himmelske Fader, den store Elohim, kender og elsker os hver især. Med hans vejledning skabte hans Søn, Jahve, denne jord. Jeg vidner om, at Jesus af Nazaret blev født som Guds Søn. Han helbredte de syge, gav de blinde synet og oprejste de døde. Han betalte prisen for alle de synder, vor himmelske Faders børn begår her på jorden. Han brød dødens bånd for os alle, da han opstod fra graven påskesøndag. Han lever i dag – som herliggjort og opstanden Gud.

Dette er den eneste sande kirke, og han er hovedhjørnestenen. Thomas S. Monson er hans profet for hele jorden. De profeter og apostle, I vil høre ved denne konference, taler på Guds vegne. De er hans tjenere og er bemyndigede til at handle på vegne af ham. Han går foran sine tjenere i denne verden. Det ved jeg. Og jeg vidner om det i hans navn, ja, i Jesu Kristi hellige navn. Amen.