Stå sammen med Kirkens ledere
Ældste Ronald A. Rasband
De Tolv Apostles Kvorum
Står I sammen med Kirkens ledere i en mørk verden, så I kan sprede Kristi lys?
Vi udtrykker en varm velkomst til de nykaldede generalautoriteter, områdehalvfjerdsere og det nye og vidunderlige hovedpræsidentskab i Primary. Og med største værdsættelse takker vi dem, som er blevet afløst. Vi elsker hver og en af jer.
Mine kære brødre og søstre, vi har lige deltaget i en meget særlig oplevelse, da vi rakte hånden op for at opretholde profeter, seere og åbenbarere samt andre ledere og organisationsledere, der er kaldet af Gud i disse dage. Jeg har aldrig taget let på muligheden for at opretholde og blive vejledt af Herrens tjenere. Og her blot få måneder efter min egen nye kaldelse som medlem af De Tolv Apostles Kvorum takker jeg ydmygt for jeres opretholdelse og tillid. Jeg værdsætter jeres villighed til at opretholde mig sammen med disse storslåede ledere.
Kort tid efter min opretholdelse sidste oktober havde jeg en opgave i Pakistan, og mens jeg befandt mig der, mødte jeg de fantastiske og hengivne hellige i det land. De er få i antal, men de har en stærk ånd. Kort tid efter min hjemkomst modtog jeg et brev fra bror Shakeel Arshad, et kært medlem, som jeg mødte under mit besøg: »Tak, ældste Rasband, fordi du kom til Pakistan. Jeg ønsker, at du skal vide, at vi kirkemedlemmer opretholder og elsker dig. Det var heldigt for os, at du var her, og at vi fik lov til at høre fra dig. Det var en særlig dag for mig og min familie, da vi hilste på en apostel.«
Det var en overvældende og ydmyg oplevelse at møde hellige som bror Arshad, og det var med hans ord også »en særlig dag« for mig.
I januar deltog kirkeledere i en Ansigt til ansigt-transmission med unge, deres ledere og forældre rundt om i verden. Transmissionen blev sendt direkte på internettet til mange steder i 146 lande. Nogle steder bestod af store forsamlinger i kirkebygninger, og andre var private hjem, hvor en ung fulgte med. I alt deltog hundredtusindvis.
Under mødet med de mange mennesker besvarede søster Bonnie Oscarson, Unge Pigers hovedpræsident, bror Stephen W. Owen, Unge Mænds hovedpræsident, og jeg de unges spørgsmål med hjælp fra de unge værter, musikere og andre.
Formålet var at introducere GUFs tema for 2016: »Træng jer frem med standhaftighed i Kristus« fra 2 Nefi, hvor der står: »Derfor må I trænge jer frem med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb og en kærlighed til Gud og til alle mennesker. For se, hvis I trænger jer frem, idet I tager for jer af Kristi ord og holder ud til enden, se, så siger Faderen: I skal få evigt liv.«
Hvad lærte vi af at læse hundredvis af spørgsmål fra de unge? Vi lærte, at vore unge elsker Herren, de opretholder deres ledere og ønsker at få deres spørgsmål besvaret! Spørgsmål er et tegn på et yderligere ønske om at lære og føje til de sandheder, der allerede er på plads i vores vidnesbyrd, og at være bedre forberedt på at »trænge [sig] frem med standhaftighed i Kristus«.
Evangeliets gengivelse begyndte med den unge Joseph Smith, som stillede et spørgsmål. Mange af Frelserens belæringer under hans tjenestegerning begyndte med et spørgsmål. Husk blot hans spørgsmål til Peter: »Hvem siger I, at jeg er?« Og Peters svar: »Du er Kristus, den levende Guds Søn.« Vi må hjælpe hinanden med at finde vor himmelske Faders svar gennem Åndens vejledning.
Under transmissionen sagde jeg til de unge:
»Denne kirkes ledere er ikke ubekendt med jeres problemer, bekymringer og udfordringer.
Vi har børn. Vi har børnebørn. Vi mødes ofte med unge fra hele verden. Og vi beder for jer, vi taler om jer i de mest hellige omgivelser, og vi elsker jer.«
Jeg vil gerne dele en af de mange, mange tilbagemeldinger, som vi fik fra den begivenhed.
Lisa fra Grande Prairie i Alberta i Canada skrev: »Denne Ansigt til ansigt-begivenhed var vidunderlig. Sikke en styrkelse af mit vidnesbyrd og overbevisning om evangeliet. Vi er så velsignede ved at have inspirerede ledere, som er kaldet til at tjene i mange forskellige funktioner.«
Liz fra Pleasant Grove i Utah skrev i en tidligere besked: »Jeg er taknemlig for min egen tro og muligheden for at opretholde en Guds profet og de mænd og kvinder, der tjener sammen med ham.«
Vi har i dag opretholdt ledere, som ved guddommelig inspiration er kaldede til at undervise og vejlede os, og som har advaret os mod de farer, som vi dagligt møder – lige fra en afslappet overholdelse af sabbatten, trusler mod familien, angreb på religionsfrihed og ja endog kritik af sidste dages hellig åbenbaring. Brødre og søstre, lytter vi til deres råd?
Ved konferencer, nadvermøder og i Primary har vi ofte sunget de smukke ord: »Led mig, før mig, gå du med mig.« Hvad betyder de ord for jer? Hvem tænker I på, når I tænker på dem? Har I følt retfærdige lederes indflydelse? Jesu Kristi disciple som i fortiden og nutiden har rørt jer, og som har vandret på Herrens sti sammen med jer. Måske er det nogen tættere på. De kan være i jeres lokale menighed eller en taler ved generalkonferencen. Disse disciple deler den velsignelse, det er at have et vidnesbyrd om Jesus Kristus med os, denne kirkes leder, vores sjæls leder, der har lovet: »Vær derfor ved godt mod og frygt ikke, for jeg, Herren, er med jer og vil stå jer bi.«
Jeg husker præsident Thomas S. Monson fortælle historien om, hvordan hans stavspræsident Paul C. Child havde inviteret ham hjem som forberedelse til hans modtagelse af Det Melkisedekske Præstedømme. Hvilken speciel velsignelse for præsident Child, som ikke på det tidspunkt vidste, at han var i færd med at undervise en ung bærer af Det Aronske Præstedømme, som en dag skulle blive Guds profet.
Jeg har haft mine egne oplevelser med vores kære profet, præsident Monson. Der er ingen tvivl i mit sind eller mit hjerte om, at han er Herrens profet på jorden. Jeg har været en ydmyg modtager, når han har fået åbenbaring og handlet derpå. Han har sagt, at vi skal række ud, beskytte hinanden og komme hinanden til undsætning. Det blev også forkyndt ved Mormons vande. De, som »nærer ønske om at … blive kaldt hans folk« var »villige til at bære hinandens byrder … sørge med dem, der sørger« og »stå som Guds vidner«.
Jeg står i dag som et vidne om Gud den evige Fader og hans Søn, Jesus Kristus. Jeg ved, at vor Frelser lever, elsker os og vejleder sine tjenere, I og jeg, til at opfylde sine storslåede hensigter med denne jord.
Når vi trænger os frem og vælger at følge vore lederes råd og advarsler, vælger vi at følge Herren, mens verden går i en anden retning. Vi vælger at holde fast ved jernstangen, at være sidste dages hellige, gå Herrens ærinde og blive fyldt med »overordentlig stor glæde«.
Tidens vigtigste spørgsmål er: Står I sammen med Kirkens ledere i en mørk verden, så I kan sprede Kristi lys?
Jeres forhold til lederne er vigtigt og af stor betydning. Uanset hvor gamle jeres ledere er, hvor langt de er fra jer, eller hvornår de har haft betydning for jer, vil deres indflydelse afspejle den amerikanske digter Edwin Markhams ord, som sagde:
Shakeel Arshad, min pakistanske ven, støttede mig, hans bror og ven. Det har mange af jer gjort. Når vi rækker ud for at opløfte hinanden, bekræfter vi disse kraftfulde ord: »Ingen vandrer alene på vejen.«
Mest af alt har vi brug for vor Herre og Frelser, Jesus Kristus. En beretning fra skriften, som altid har rørt mig åndeligt, er, da Jesus Kristus gik ud på søen for at møde sine disciple, som rejste med båd på Genesaret Sø. De var nykaldede ledere, ligesom mange af os på forhøjningen i dag. Beretningen findes i Matthæusevangeliet:
»Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod.
Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen.
Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne … og de skreg af frygt.
Og straks talte Jesus til dem og sagde: ›Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!‹«
Peter hørte den opmuntrende hilsen fra Herren.
»Men Peter sagde til ham: ›Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.‹
Ret modigt. Peter var fisker, og han kendte til havets farer. Men han havde forpligtet sig til at følge Jesus – nat og dag, i båd eller til lands.
Jeg forestiller mig, at Peter hoppede over bord uden at vente på endnu en invitation og begyndte at gå på vandet. Ja, skriften siger: »[Han] gik på vandet hen til Jesus.« Da vinden tog til i styrke og kraft og med bølgerne skvulpende om hans fødder, blev Peter »bange, og han begyndte at synke og råbte: ›Herre, frels mig!‹
Straks rakte Jesus hånden ud [og] greb fat i ham«.
Sikke en mægtig lektie. Herren var der for ham, ligesom han er der for jer og for mig. Han rakte ud og førte Peter hen til sig og i sikkerhed.
Jeg har meget ofte haft brug for Frelseren og hans udstrakte hånd. Jeg behøver ham mere end nogen sinde, og det gør I også hver især. Jeg har til tider følt mig sikker på, at jeg kunne hoppe over bord, billedligt talt, til et ukendt sted for derefter at indse, at jeg ikke kunne gøre det alene.
Som vi drøftede under Ansigt til ansigt, rækker Herren ofte ud til os gennem vores familie og ledere og byder os at komme til ham, lige som han rakte sin arm frem for at redde Peter.
I vil også opleve mange stunder, hvor I kan svare på de stadige indbydelser om at »kom[me] til Kristus«. Er det ikke det, som livet på jorden handler om? Kaldet kan bestå i at komme et familiemedlem til undsætning, tjene på en mission, komme tilbage til Kirken, tage i det hellige tempel, og som vi for nylig hørte fra vore vidunderlige unge under begivenheden Ansigt til ansigt: Hjælp mig med at besvare mit spørgsmål. Når tiden er inde, vil vi alle høre kaldet: »Vend hjem.«
Jeg beder til, at vi vil række ud – række ud og tage Frelserens udstrakte hånd, som ofte kommer gennem guddommeligt kaldte ledere og familiemedlemmer – og lytte til hans kald om at komme til ham.
Jeg ved, at Jesus Kristus lever; jeg elsker ham og ved af hele mit hjerte, at han elsker os hver især. Han er vores store forbillede og den guddommelige leder for alle vor Faders børn. Om dette bærer jeg højtideligt vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.