Et mønster for fred

Biskop W. Christopher Waddell

Andenrådgiver i Det Præsiderende Biskopråd

For at opnå den fred, som vi alle søger, må vi handle ved at lære om Jesus Kristus, ved at lytte til hans ord og vandre med ham.

For nogle få år siden blev vores datter og svigersøn kaldet til sammen at undervise en klasse i Primary med fem små aktive fireårige drenge. Vores datter havde rollen som lærer og vores svigersøn rollen som politimand, og de gjorde deres bedste for at fastholde en følelse af ro under de til tider kaotiske tilstande for at undervise børnene i evangeliske principper.

Under en særlig udfordrende lektion tog vores svigersøn efter en række advarsler til en energisk lille dreng den fireårige med ud af klassen. Da vores svigersøn var udenfor og skulle til at tale med den lille dreng om hans opførsel og om at finde hans forældre, stoppede den lille dreng ham, inden han kunne sige et ord, og erklærede meget følelsesladet, mens han viftede med hånden: »Nogle gange – nogle gange – er det bare svært at tænke på Jesus!«

På vores jordiske rejse bliver vi alle undervejs underlagt prøver og sorg, uanset hvor herlig vores planlagte destination måtte være, og hvor spændende rejsen vil vise sig at blive. Ældste Joseph B. Wirthlin har sagt: »Men sorgen kan stikke en kæp i hjulet for enhver af os. På et eller andet tidspunkt må alle opleve sorg. Ingen går ram forbi.« »Herren skærmer i sin visdom ikke nogen fra sorg og smerte.« Om vi vandrer på denne vej i fred er imidlertid i høj grad afhængigt af, om hvorvidt vi også synes, at det er svært at tænke på Jesus.

Fred i sindet, samvittighedens fred og et fredfyldt hjerte afgøres ikke af vores evne til at undgå prøver, sorg og mismod. På trods af oprigtige bønner vil ikke alle storme ændre kurs, ikke alle skavanker blive helbredt, og vi vil måske ikke helt forstå alle læresætninger, principper eller skikke, som profeter, seere og åbenbarere har undervist os i. Alligevel er vi blevet lovet fred på en betingelse.

I Johannesevangeliet underviste Frelseren i, at vi på trods af livets trængsler kan være frimodige, vi kan have håb, og vi behøver ikke at frygte, fordi han har sagt: »I skal have fred i mig.« Tro på Jesus Kristus og hans sonoffer er og vil altid være evangeliets første princip og det fundament, hvorpå vores håb for »fred i denne verden og evigt liv i den tilkommende verden« er grundlagt.

I vores søgen efter fred midt i livets daglige udfordringer har vi fået et enkelt mønster for at fastholde vore tanker på Frelseren, som sagde: »Lær af mig, og lyt til mine ord; vandr i min Ånds sagtmodighed, så skal du få fred i mig. Jeg er Jesus Kristus.«

Lær, lyt og vandr – tre trin med et løfte.

Første trin: »Lær af mig«

I Esajas står der: »Talrige folk skal drage af sted og sige: ›Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje.‹«

I det stigende antal templer på jorden lærer vi om Jesus Kristus og hans rolle i Faderens plan som verdens Skaber, vor Frelser og Forløser og som kilden til vores fred.

Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Verden kan være et udfordrende og vanskeligt sted at leve … Når I og jeg besøger Guds hellige hus, når vi erindrer de pagter, som vi indgår derinde, bliver vi bedre i stand til at udholde enhver prøvelse og overvinde enhver fristelse. I dette hellige tilflugtssted finder vi fred.«

Under en stavskonferenceopgave for nogle år siden, mens jeg tjente i Sydamerika, mødte jeg et par, der sørgede over deres lille søn, som lige var død.

Det var ved et interview under konferencen, at jeg først mødte bror Tumiri og hørte om hans tab. Mens vi talte, fortalte han, at han ikke kun var sørgmodig på grund af sin søns død, men han var også knust ved tanken om, at han aldrig mere skulle se ham igen. Han forklarede, at de som relative nye medlemmer havde sparet tilstrækkeligt op til, at de kunne tage i templet en enkelt gang, inden deres lille dreng kom til verden, hvor de var blevet beseglet som ægtepar og havde fået deres to døtre beseglet til sig. Han beskrev så, hvordan de havde sparet penge sammen for at tage tilbage til templet, men endnu ikke havde haft mulighed for at tage deres søn med for også at få ham beseglet til sig.

Da jeg øjnede en mulig misforståelse, forklarede jeg, at han ville få sin søn at se igen, hvis han forblev trofast, fordi den beseglingsordinance, som bandt ham til hans hustru og døtre, også var tilstrækkelig til at binde ham til sin søn, som var blevet født i pagten.

Overvældet spurgte han, om det virkelig var sandt, og da jeg bekræftede det, spurgte han, om jeg var villig til at tale med hans hustru, som havde været utrøstelig i de to uger, siden deres søn var gået bort.

Søndag eftermiddag efter konferencen mødtes jeg med søster Tumiri og forklarede også denne herlige læresætning for hende. Med smerten fra hendes tab i frisk erindring, men nu med et glimt af håb spurgte hun grådkvalt: »Vil jeg virkelig kunne holde min lille dreng i mine arme igen? Er han virkelig min i evigheden?« Jeg forsikrede hende om, at såfremt hun holdt sine pagter, ville beseglingsmagten i templet, der er virksom på grund af Jesu Kristi myndighed, i sandhed gøre det muligt for hende igen at genforenes med sin søn og holde ham i sine arme.

Søster Tumiri, som var sønderknust efter sin søns død, forlod vores møde med taknemlighedens tårer og fyldt med fred på grund af den hellige tempelordinance, som er gjort mulig ved vor Frelser og Forløser.

Hver gang vi kommer til templet – i alt hvad vi hører, gør og siger, i alle ordinancer, som vi deltager i, og i alle pagter, som vi indgår – peges vi i retning af Jesus Kristus. Vi føler fred, når vi hører hans ord og lærer af hans eksempel. Præsident Gordon B. Hinckley sagde: »Tag til Herrens hus og fornem der hans Ånd og kommuniker med ham, så oplever du en fred, som du ikke finder noget andet sted.«

Andet trin: »Lyt til mine ord«

I Lære og Pagter læser vi: »Hvad enten det er ved min egen røst eller ved mine tjeneres røst, det er det samme.« Fra Adams dage og frem til vores nuværende profet, Thomas Spencer Monson, har Herren talt til sine bemyndigede repræsentanter. De, der vælger at lytte og rette sig efter Herrens ord, som de gives gennem hans profeter, vil finde beskyttelse og fred.

I Mormons Bog finder vi mange eksempler på vigtigheden af at følge profetisk vejledning og opretholde profeten heriblandt en lektie, som vi lærer af Lehis syn om livets træ i 1 Nefi kapitel 8. Aldrig har den store og rummelige bygning været mere tætpakket, og larmen fra dens åbne vinduer har aldrig været mere misledende, spottende og forvirrende, end i vore dage. I disse vers læser vi om to grupper af mennesker og deres reaktioner på de tilråb, der kommer fra bygningen.

Begyndende med vers 26 læser vi:

»Og jeg kastede også blikket rundt omkring og så på den anden side af floden med vand en stor og rummelig bygning …

Og den var fyldt med folk … [og] de spottede og pegede fingre ad dem, der … spiste af frugten.

Og efter at de havde smagt frugten, skammede de sig på grund af dem, som hånede dem, og de faldt fra, ind på forbudne stier, og blev væk.«

I vers 33 læser vi om andre, som reagerede anderledes på den spot og latterliggørelse, der kom fra bygningen. Profeten Lehi forklarer, at folk i bygningen »pegede … med foragt fingre ad mig og dem, der også spiste af frugten, men vi ænsede dem ikke.«

En vigtig forskel på dem, som skammede sig, faldt bort og blev væk, og dem, der ikke ænsede spotten fra bygningen og opretholdte profeten, findes i to vendinger: For det første: »Efter at de havde smagt«, og for det andet: »Dem, der også spiste.«

Den første gruppe havde nået træet, stod en tid sammen med profeten, men smagte kun på frugten. Ved ikke også at spise tillod de spotten fra bygningen at påvirke dem og at føre dem væk fra profeten og ind på forbudne stier, hvor de blev væk.

Som kontrast til dem, der smagte og gik bort, var der dem, som til stadighed spiste af frugten. Disse personer ignorerede uroen fra bygningen, stod sammen med profeten og nød beskyttelsen og freden, som fulgte med. Vores forpligtelse over for Herren og hans tjenere kan ikke være en deltidsforpligtelse. Hvis den er det, så er vi sårbare over for dem, der søger at ødelægge vores fred. Hvis vi lytter til Herren gennem hans bemyndigede tjenere, så står vi på hellige steder og kan ikke flyttes.

Modstanderen tilbyder falske løsninger, som kan virke som svar, men som tager os endnu længere væk fra den fred, vi søger. Han tilbyder et blændværk, som ser autentisk og sikkert ud, men som i sidste ende, lige som den rummelige bygning, vil kollapse og knuse alle, der søger fred i den.

Sandheden findes i enkeltheden i en primarysang: »Herrens profet har sagt: Hold Guds befalinger, thi det giver tryghed. Thi det giver fred.«

Tredje trin: »Vandr i min Ånds sagtmodighed«

Uanset hvor langt vi måtte bevæge os væk fra stien, indbyder Frelseren os til at komme tilbage og vandre sammen med ham. Denne invitation til at vandre sammen med Jesus Kristus er en invitation til at gå med ham til Getsemane og fra Getsemane til Golgata og fra Golgata til graven i haven. Det er en indbydelse til at iagttage og anvende hans store sonoffer, hvis rækkevidde er lige så personligt, som det er uendeligt. Det er en indbydelse til omvendelse, til at trække på hans rensende kraft og til at forstå hans kærlige, udstrakte arme. Det er en indbydelse til at finde fred.

Vi har alle på et tidspunkt i livet følt smerte og hjertesorg i forbindelse med synd og overtrædelse, for »hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor«. Men, »er [vore] synder som skarlagen, kan de«, når vi anvender Jesu Kristi forsoning og vandrer med ham i sand omvendelse, »blive hvide som sne«. Selvom vi er nedtrykte på grund af synd, kan vi finde fred.

Alma den Yngre var tvunget til at se sine synder i øjnene, da han fik besøg af en Herrens engel. Han beskrev sin oplevelse med disse ord:

»Min sjæl blev i højeste grad revet op og martret af alle mine synder

… ja, jeg indså, at jeg havde sat mig op imod min Gud, og at jeg ikke havde holdt hans hellige befalinger.«

Hans synder var alvorlige, og midt i denne oplevelse fortsætter han:

»Da erindrede jeg også at have hørt min far profetere for folket angående en Jesus Kristus, Guds Søn, som skulle komme for at sone for verdens synder

… [jeg] råbte … i mit hjerte: O Jesus, du Guds Søn, hav barmhjertighed med mig.«

»Og først da jeg anråbte Herren Jesus Kristus om barmhjertighed, fik jeg forladelse for mine synder. Men se, jeg anråbte ham, og jeg fandt fred i min sjæl.«

På samme måde som Alma vil vi også finde fred i vores sjæl, når vi vandrer med Jesus Kristus, omvender os fra vore synder og anvender hans helbredende kraft i vores liv.

Den fred, vi alle søger, kræver mere end blot et ønske. Den kræver, at vi handler ved at lære om ham, ved at lytte til hans ord og ved at vandre med ham. Vi har måske ikke evnen til at kontrollere alt, hvad der sker omkring os, men vi kan kontrollere den måde, hvorpå vi anvender mønstret for fred, som Herren har givet; et mønster, som gør det let ofte at tænke på Jesus.

Jeg bærer vidnesbyrd om, at Jesus Kristus er »vejen, sandheden og livet«, og at vi kun gennem ham kan opnå ægte fred i denne verden og evigt liv i den tilkommende verden. I Jesu Kristi navn. Amen.