»Genoprettelsens røster: Vidnesbyrd om ›synet‹« , Kom og følg mig – I hjem og kirke: Lære og Pagter 2025, 2025
»Vidnesbyrd om ›synet‹«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: 2025
Genoprettelsens røster: Vidnesbyrd om »synet«
Wilford Woodruff
Wilford Woodruff blev medlem af Kirken i december 1833, næsten to år efter Joseph Smith og Sidney Rigdon modtog det syn, der er nedskrevet i Lære og Pagter 76. Han boede på det tidspunkt i New York og lærte om »synet« fra missionærer, der tjente i området. Adskillige år senere talte han om sine indtryk om denne åbenbaring:
»Jeg havde siden min barndom lært, at der var en himmel og et helvede, og jeg fik af vide, at de ugudelige alle fik en straf og de retfærdige en herlighed …
Da jeg læste synet … oplyste det mit sind og gav mig stor glæde, det forekom mig, at den Gud, der åbenbarede det princip for mennesket, var vis, retfærdig og sand og besad både de bedste egenskaber og sund fornuft og dømmekraft. Jeg følte, han var konsekvent med både kærlighed, barmhjertighed, retfærdighed og dømmekraft, og jeg følte, at jeg elskede Herren mere end nogen sinde før i mit liv.«
»›Synet‹ [er] en åbenbaring, der rummer mere lys, mere sandhed og større principper end nogen anden åbenbaring, som findes i nogen bog, vi nogen sinde har læst. Det fremstiller tydeligt vores nuværende stade, hvor vi kommer fra, hvorfor vi er her, og hvor vi skal hen. Gennem denne åbenbaring kan enhver erfare, hvad hans lod og del skal blive.«
»Inden jeg så Joseph, sagde jeg, at jeg var ligeglad med, hvor gammel eller hvor ung han var. Jeg var ligeglad med, hvordan han så ud – om hans hår var langt eller kort. Den mand, der fremførte den åbenbaring [det syn, der er optegnet i afsnit 76], var Guds profet. Jeg vidste det selv.«
Phebe Crosby Peck
Da Phebe Peck hørte Joseph og Sidney undervise om »synet«, boede hun i Missouri og opdrog fem børn som enlig mor. Synet imponerede og inspirerede hende så meget, at hun skrev følgende for at dele det, hun havde lært, med dem, hun var i familie med:
»Herren åbenbarer det himmelske riges hemmeligheder for sine børn … Joseph Smith og Sidney Rigdon besøgte os sidste forår, og vi havde mange gode møder, mens de var her, og mange hemmeligheder åbnede sig for os, hvilket gav mig stor trøst. Vi kunne se Guds velvilje i forberedelse af fredfyldte boliger til sine børn. Og den, der ikke vil tage imod evangeliets fylde og stå som en tapper soldat i Kristi sag, kan ikke bo i Faderens og Sønnens nærhed. Men der er et sted til alle, der ikke tager imod, men det er et sted med meget mindre herlighed, end at bo i det celestiale rige. Jeg skal ikke forsøge at sige mere om dette, da de ting nu findes på tryk og kommer frem for verden. Og I vil måske få mulighed for selv at læse det, og hvis I gør, så håber jeg, at I vil læse med et agtpågivende og bønsomt hjerte, for det er værd at bide mærke i. Og jeg ønsker, at I skal studere dem, for det er det, der bidrager til vores lykke i denne verden og i den kommende.«