»24.-30. November: ›Han har beseglet sin mission og sine gerninger med sit eget blod‹: Lære og Pagter 135-136«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: Lære og Pagter 2025, 2025
»Lære og Pagter 135-136«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: 2025
24.-30. november: »Han har beseglet sin mission og sine gerninger med sit eget blod«
Lære og Pagter 135-136
Om eftermiddagen den 27. juni 1844 havnede Joseph og Hyrum Smith atter i fængsel sammen med John Taylor og Willard Richards. De mente, at de var uskyldige, men havde ladet sig arrestere i håb om at give de hellige i Nauvoo sikkerhed. Det var ikke første gang, at Kirkens fjender havde fængslet profeten Joseph, men denne gang virkede det, som om han vidste, at han ikke ville vende tilbage i live. Han og hans venner prøvede trøste hinanden ved at læse fra Mormons Bog og synge salmer. Så lød der skud, og indenfor få minutter nåede Joseph Smiths og hans bror Hyrums jordiske liv sin ende.
Det blev dog ikke enden på den guddommelige sag, de havde engageret sig i. Og det blev heller ikke enden på gengivelsen af Jesu Kristi evangelium. Der var mere arbejde at udføre og mere åbenbaring, der skulle vejlede Kirken fremad. Enden på profetens liv var ikke enden på Guds værk.
Se Saints, 1:521-552.
Forslag til læring i hjem og kirke
Joseph og Hyrum Smith beseglede deres vidnesbyrd med deres blod.
Forestil jer, hvordan det må have føltes, hvis I havde boet i Nauvoo, da Joseph og Hyrum Smith blev dræbt (se Saints, 1:554-555). Hvordan ville I have fundet mening i denne tragiske begivenhed? Lære og Pagter 135, der blev udgivet tre måneder senere, kan have været en hjælp. Når I søger i dette afsnit, så overvej, hvad der ville have bragt jer forståelse og beroliget jer. Hvad ville I sige til en, som spurgte: »Hvorfor tillod Herren, at hans profet blev slået ihjel?« (se fx Lære og Pagter 136:37-39).
I kan også søge i afsnit 135 efter ord eller vendinger, der inspirerer jer til at være trofaste mod Kristus til enden, ligesom Joseph og Hyrum var.
Se også Lære og Pagter 5:21-22; »Remembering the Martyrdom«, i Revelations in Context, s. 299-306; Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2011, s. 516-517, 523-535; »Testimony of the Book of Mormon« (video), Evangelisk Bibliotek.
Joseph Smith var en profet og et vidne om Jesus Kristus
Lære og Pagter 135:3 nævner nogle af de ting, Joseph udrettede »i det korte tidsrum af tyve år.« Hvordan har disse ting påvirket jer og jeres forhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus? Overvej, hvordan I for jeres eget vedkommende vil færdiggøre en sætning som denne: På grund af det, Herren gjorde gennem Joseph Smith … I kan også nedskrive og bære jeres vidnesbyrd om profeten Joseph Smith for andre.
En anden måde, hvorpå I kan lære om Joseph Smiths mission, er at prøve at skrive en kort nekrolog eller mindetale om ham. Hvad ville I sige for at opbygge tro på Kristus og hans gengivne evangelium? I kan eventuelt medtage vigtige begivenheder eller præstationer i Lære og Pagter 135 eller det, der er nævnt i hjælpekilderne herunder.
Jesus Kristus åbenbarede mange sandheder om sig selv og sin forsoning gennem Joseph Smith. Overvej at tænke over den oplevelse, I har haft med at studere Lære og Pagter i år. Hvilke sandheder lagde I særligt mærke til? I kan eventuelt dele dem med jeres familie, klasse eller kvorum eller andre, når I studerer denne uge. Hvordan hjælper disse sandheder jer til at forstå og komme Frelseren nærmere?
Se også »Joseph Smith: The Prophet of the Restoration« (video), Evangelisk Bibliotek; Tad R. Callister, »Joseph Smith – Genoprettelsens profet«, Liahona, nov. 2009, s. 35-37; »Priser profeten«, Salmer og sange, nr. 17; Guide til skrifterne, »Smith, Joseph, jun.«, Evangelisk Bibliotek.
Relateret musik
Ved at synge en af følgende salmer eller se en af følgende videoer kan det invitere Helligånden eller inspirere til en samtale om profeten Joseph Smiths arbejde og ofrene fra de hellige, der fortsatte efter ham.
»En stakkels, sorgbetynget mand« (Salmer og sange, nr. 15). John Taylor sang denne salmevar i fængslet i Carthage.
»Priser profeten« (Salmer og sange, nr. 17, se også video). Teksten til denne salme blev skrevet som en hyldest til Joseph Smith.
»Kom, kom, Guds folk« (Salmer og sange, nr. 16, se også video).
»Tro i hvert et fodtrin« (se video).
Jeg kan hjælpe med at udføre Herrens vilje, når jeg følger hans råd.
Efter Joseph Smith døde, blev de hellige drevet ud af Nauvoo. De stod nu over for en 2.100 km lang rejse gennem en barsk ørken. Brigham Young, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, bekymrede sig over, hvorvidt de hellige ville overleve rejsen. I en midlertidig bosættelse, der hed Winter Quarters, bønfaldt han om vejledning. Herrens svar findes i afsnit 136. »Ved at minde de hellige om, at »deres opførsel på rejsen var lige så vigtig som deres destination, hjalp åbenbaringen med at forvandle rejsen mod vest fra en uheldig nødvendighed til en vigtig fælles åndelig erfaring« (»This Shall Be Our Covenant«, Revelations in Context, s. 308).
Husk på dette, når I studerer afsnit 136. Hvilke råd finder I, der kan hjælpe med at vende en svær prøvelse i jeres liv »til en vigtig åndelig erfaring«? I kan overveje, hvordan dette råd kan hjælpe jer til at udføre Herrens vilje i jeres liv, ligesom det hjalp de første hellige med deres svære rejser.
Se også »This Shall Be Our Covenant«, i Revelations in Context, s. 307-314; »Kom, kom, Guds folk«, Salmer og sange, nr. 16; Church History Topics, »Succession of Church Leadership«, Evangelisk Bibliotek.
Forslag til undervisning af børn
Joseph og Hyrum Smith gav deres liv for Jesus Kristus og hans evangelium.
-
Sammenfat Lære og Pagter 135:1 eller læs »Kapitel 56: Profeten bliver slået ihjel« (i Historier fra Lære og Pagter, 201-205), eller den tilsvarende video på ChurchofJesusChrist.org). Det kan være en god mulighed for jer og jeres børn til at fortælle om jeres følelser for det offer, Joseph og Hyrum ydede for Frelseren og hans evangelium.
-
I Lære og Pagter 135:4-5 står der, at Hyrum Smith læste et skriftsted fra Mormons Bog, inden han tog til fængslet i Carthage. I og jeres børn kan læse dette skriftsted sammen (se Eter 12:36-38). Hvordan kan disse vers have trøstet Hyrum? I kan også fortælle om skriftsteder, der giver jer trøst, når I er bekymrede eller kede af det.
-
I og jeres børn kan se på billeder af profeter (se Evangelisk kunst, nr. 7, 14, 67) og tale om nogle ting, Gud beder profeter om at gøre. Hvad ofrede disse profeter for Frelseren?
Joseph Smith var en profet og et vidne om Jesus Kristus.
-
For at hjælpe jeres børn til at huske og påskønne, hvordan Herren har velsignet os gennem Joseph Smiths mission, kan I vise ting, der repræsenterer noget af det, Joseph gjorde, såsom Mormons Bog, Lære og Pagter eller et billede af et tempel (se også denne uges aktivitetsside). Derefter kan jeres børn i Lære og Pagter 135:3 se efter nogle ting, Joseph Smith gjorde for at hjælpe os til at komme vor himmelske Fader og Jesus Kristus nærmere. Bed jeres børn om at fortælle, hvorfor de er taknemmelige for disse ting.
Herren kan velsigne mig, når jeg har det svært.
-
Overvej at placere et billede af templet i Nauvoo i den ene ende af værelset og skabe et enkelt ly i den anden ende. Bed jeres børn om at samles i nærheden af billedet, og fortæl dem om de hellige, der skulle forlade Nauvoo, efter Joseph Smith døde (se kapitel 58, 60 og 62 i Historier fra Lære og Pagter, s. 206-208, 211-216, 222-224, eller den tilsvarende video på ChurchofJesusChrist.org). Fremhæv den tro, disse hellige havde på Jesus Kristus, og bed jeres børn om at gå hen og søge ly for at repræsentere rejsen til Winter Quarters. De kan synge en sang som »For at være pioner« (Børnenes sangbog, s. 138-139), mens de går.
-
Forklar, at Herren i Lære og Pagter 136 kom med råd for at hjælpe de hellige på deres rejse til Salt Lake-dalen. Hjælp jeres børn til at finde noget i denne åbenbaring, der kan give dem mod til denne rejse (se v. 4, 10-11, 18-30). Hvordan kan dette råd hjælpe os med de prøvelser, vi møder i dag?