»2.-8. august. Lære og Pagter 85-87: ›Stå I … på hellige steder‹«, Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier: Lære og Pagter 2021, 2020
»2.-8. august. Lære og Pagter 85-87«, Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier: 2021
2.-8. august
Lære og Pagter 85-87
»Stå I … på hellige steder«
Ånden kan lede dig til at studere principper i afsnit 85-87, der ikke er fremhævet i dette oplæg. Følg hans tilskyndelser.
Nedskriv dine indtryk
Juledag er ofte en god tid til at tænke over budskaber som »fred på jord« og »velbehag til mennesker« (se Luk 2:14). Men den 25. december 1832 var Joseph Smiths tanker fyldt af truslen om krig. South Carolina havde lige trodset USA’s regering og forberedte sig på kamp. Og Herren åbenbarede for Joseph, at dette blot var begyndelsen: Han erklærede, at »krig skal blive udøst over alle folkeslag« (L&P 87:2). Det virkede som, at denne profeti snart ville blive opfyldt.
Men så blev den det ikke. Inden for blot få uger indgik South Carolina og USA’s regering et kompromis, og krig blev afværget. Men åbenbaring opfyldes ikke altid til den tid, vi forventer. Næsten 30 år senere, længe efter Joseph Smith blev slået ihjel, og de hellige var flyttet vestpå, gjorde South Carolina oprør, og borgerkrig fulgte. Siden da har krig over hele verden fået »jordens indbyggere [til at] sørge« (L&P 87:6). Selvom profetien i sidste ende blev opfyldt, handler værdien af denne åbenbaring mindre om at forudse, hvornår katastrofer vil indfinde sig, og mere om at lære, hvad man skal gøre, når de indtræffer. Rådet er det samme i 1831, 1861 og 2021: »Stå I derfor på hellige steder og lad jer ikke flytte« (v. 8).
Forslag til personligt skriftstudium
Det er godt at »føre en historisk optegnelse«.
Den historie, der er beskrevet i vers 1, opførte navnene på dem, der »efter loven får arvelodder« i Zion (se også L&P 72:24-26). Men denne historie var mere end bare administrativ – det var også en værdifuld optegnelse over de helliges »livsførelse, deres tro og gerninger« (v. 2).
Fører du en personlig historie eller dagbog? Hvad kan du skrive om din livsførelse, tro og gerninger, der kan være en velsignelse for fremtidige generationer? Hvordan kan den historie være en velsignelse for dig?
Se også »Dagbøger – ›Langt mere værd end guld‹«, Kirkens præsidenters lærdomme: Wilford Woodruff, 2011, s. 121-129.
Ånden taler med en »stille, sagte røst«.
Tænk over de ord, Joseph Smith brugte til at beskrive Ånden i Lære og Pagter 85:6. Hvordan er Åndens røst »stille« og »sagte«? Hvad »gennemborer« den hos dig?
Når du tænker på, hvordan Ånden taler til dig, så overvej disse beskrivelser, Joseph Smith fik: Lære og Pagter 6:22-24; 8:2-3; 9:7-9; 11:11-13; 128:1. Hvad føler du på baggrund af det, du har læst, at du skal gøre for bedre at opfatte Åndens røst?
Se også 1 Kongebog 19:11-12; Helaman 5:30.
De retfærdige er samlet i de sidste dage.
Lære og Pagter 86:1-7 indeholder Herrens forklaring af lignelsen om hveden og rajgræsset med vægt på nogle lidt andre ting, end dem han lagde vægt på i Matthæus 13:24-30; 37-43. Hvilke forskelle lægger du mærke til, når du sammenligner de to? Overvej, hvorfor denne lignelse – med disse forskelle – er værd at gentage »i de sidste dage, netop nu« (L&P 86:4). Hvad kan du lære af denne lignelse og dens sidste dages helliges fortolkning?
Som der står i vers 8-11, talte Herren derpå om præstedømmet, genoprettelsen og sit folks frelse. Hvilke forbindelser kan du finde mellem disse vers og lignelsen om hveden og rajgræsset? Hvordan kan du være som en »frelser for [Herrens] folk«? (V. 11).
Fred findes på »hellige steder«.
Ud over fysisk fare ved »blodsudgydelse … [og] hungersnød og pest og jordskælv« (L&P 87:6) kan rådet i denne åbenbaring også gælde for åndelige farer, vi alle står over for i de sidste dage. Hvad er dine »hellige steder« (v. 8), hvor du finder fred og sikkerhed? Hvad gør et sted helligt? Ud over fysiske steder er der måske hellige tidspunkter, hellige skikke eller hellige tanker, der kan give fred. Hvad vil det sige ikke at lade sig »flytte« fra disse steder?
Se også Henry B. Eyring, »Et hjem, hvor Herrens Ånd er«, Liahona, maj 2019, s. 22-25).
Forslag til familieskriftstudium og hjemmeaften
-
Lære og Pagter 85:6.Hvordan kan du lære din familie at genkende Åndens stille, sagte røst? I kan lege en leg, hvor en person hvisker vigtige instruktioner blandt distraherende lyde. Hvad kan distrahere os fra at høre Helligånden? Familiemedlemmerne kan eventuelt fortælle, hvad de gør for at høre Åndens røst.
-
Lære og Pagter 86.Ved at tegne eller se på billeder kan det hjælpe din familie til at forstå lignelsen om hveden og rajgræsset. Du kan for eksempel begynde med billeder af de ting, der er beskrevet i Matthæus 13:24-30. Din familie kan derpå sætte forklaringer fra Lære og Pagter 86:1-7 på billederne. Hvordan er vi ligesom hveden? Hvordan kan vi være ligesom de engle, der indsamler hveden?
-
Lære og Pagter 87:8.For at begynde en samtale om, hvordan jeres hjem kan blive et mere helligt sted, kan du bede familiens medlemmer om at designe et hjem til en, der elsker Frelseren. Det kan føre til ideer om, hvordan I kan »redesigne« jeres hjem for at gøre det til et fredfyldt sted blandt de åndelige farer i verden. Sange som »Der er skønhed her på jord«, »Hjemmet bliver Himlen lig« (Salmer og sange, nr. 190, 192) eller »Hvor Gud er« (Børnenes sangbog, s. 76) kan give ideer.
Find flere forslag til, hvordan man kan undervise børn, i denne uges oplæg i Kom og følg mig – Primary.
Forslag til sang: »Hvor Gud er«, Børnenes sangbog, s. 76.