Kapitel 13

Dagbøger – »Langt mere værd end guld«

Vore dagbøger har stor værdi for os personligt, og de kan også være til velsignelse for vores familie og alle kommende slægter.

Fra Wilford Woodruffs liv

I 1835 begyndte Wilford Woodruff at føre sin første dagbog. Han »mente, at det ville være gavnligt at gennemgå det forgangne og ikke alene vores privilegium, men også vores pligt at føre en nøjagtig optegnelse over vores aktiviteter.« Han skrev: »Det er i denne hensigt, at jeg fra nu af vil bestræbe mig på at føre en dagbog over mine rejser, sådan at når det kræves af mig, at jeg da kan gøre rede for min forvaltning.«¹ De følgende 63 år førte han dagbog og gjorde sit sidste notat den 31. august 1898, to dage før sin død. Hans dagbogsnotater udgør en sandfærdig og troværdig optegnelse over hans privatliv og viser hans kærlighed til hans familie, hans interesse for hans omgivelser, hans ihærdige bestræbelser på at udføre sine daglige gøremål, hans tro under prøvelser og hans vidnesbyrd og forståelse af evangeliet. Notaterne giver også et lille indblik i andre kirkemedlemmers liv på den tid.

Ud over at skrive om sit eget liv og sit virke førte Wilford Woodruff en nøjagtig optegnelse over Kirkens historie. Han forklarede: »Jeg er blevet inspireret og tilskyndet til at føre en dagbog og skrive denne kirkes historie, så godt jeg kan. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg var så grebet af det i denne kirkes første tid, men det forstår jeg nu. Når jeg hørte bror Joseph eller de tolv forkynde eller forklare et princip, følte jeg mig som regel så urolig som en fisk på land, indtil jeg havde skrevet det ned. Først da havde jeg det godt. Jeg kunne skrive en af Josephs taler ned næsten ord for ord, en uge efter at han havde holdt den, og så snart jeg havde skrevet den ned, tænkte jeg ikke mere på den. Det var Guds gave til mig.«²

I sine bestræbelser på at optegne Kirkens historie nedskrev præsident Woodruff vigtige detaljer fra de møder, han var med til. Ved et møde forklarede han et princip, som gælder for dagbøger såvel som for Kirkens officielle optegnelser: »Hvis man går i en rivende bæk, kan man ikke træde i det samme vand to gange. Vi kan heller ikke bruge den samme tid to gange. Når vi går ud af døren, kan vi aldrig i al evighed gøre dette møde om. Vi kan ikke igen bruge den tid, vi har været sammen i aften. Bør vi da ikke føre en optegnelse over vores arbejde, vores undervisning og de råd, som vi giver under dette møde? Jo, bestemt.«³

Præsident Woodruff har i form af sine dagbøger givet sine efterkommere og alle medlemmer af Kirken en evig gave. Levnedsskildreren Matthias F. Cowley har sagt: »Wilford Woodruffs liv var fuld af forunderlige tildragelser. Det var et beskedent liv, hvor hans hjerte og hensigt blev stillet frit til skue. Hans ligefremme skrivemåde, hans sans for detaljer og hans samvittighedsfulde hensyn til sandheden har gjort, at han måske er den, som bedst har formået at skildre Kirkens historie.«⁴ Ældste B.H. Roberts, som var medlem af De Halvfjerds’ Første Råd og en kendt kirkehistoriker, har skrevet: »Præsident Woodruff har ydet Kirken en yderst vigtig tjeneste. Hans Journals [dagbøger], som blev ført regelmæssigt og metodisk og præcist og blev solidt indbundet … udgør en selvstændig dokumentarhistorisk perle, som er uvurderlig. Takket været disse Journals har Kirken nu en troværdig optegnelse over de taler, som blev holdt af den nye uddelings profet – Joseph Smith – og som var gået tabt, havde det ikke været for præsident Woodruff. Det same gælder for Brigham Youngs og andre ledende ældsters taler og ord [og] for referater af vigtige rådsmøder, beslutninger, domme, retningslinjer og mange officielle tiltag af fortrolig art, uden hvilken en historieskriver måske ikke ville få det rette syn på mange ting – i alle disse henseender er præsident Woodruffs Journals uvurderlige.«⁵

Mange af udtalelserne i dette kapitel er hentet fra præsident Woodruffs optegnelser over taler, som han holdt ved præstedømmemøder. Selv om han i disse udtalelser ofte taler til ældster, er hans lærdomme værdifulde for alle kirkemedlemmer.

Wilford Woodruffs lærdomme

Når vi skriver vores livshistorie, gør vi både os selv, vore efterkommere og Kirken en tjeneste.

En dag i fremtiden vil der blive rift om optegnelsen og historien om denne kirke og dette rige. Der har ikke været nogen uddeling på jorden, som vil have større interesse end den, vi nu lever i …

Det er rigtigt, at Joseph Smith førte en optegnelse over sit eget liv og over det, som i nogen grad vedrørte ham. Han er nu død, men hans liv og vidnesbyrd er ved at blive udgivet for verden … Præsident Young [havde] også skrivere, som [nedskrev] hans daglige gøren og laden, hvilket er ret og godt. Men beskriver det livshistorien og Guds færd med de mange tusinde apostle og ældster som lever eller skal leve i hele verden blandt alle folkeslag under himlen? Nej, bestemt ikke. Derfor må I ældster i Israel nedskrive jeres egen historie og Guds færd med jer i hele verden til jeres egen og jeres efterkommeres gavn, til gavn for Israels hus, til gavn for jøde og ikke-jøde og til gavn for kommende slægter.⁶

Nogle anser det måske ikke for vigtigt at skrive eller føre en optegnelse over vores livsværk eller Guds værk, men det gør jeg. Ellers ville profeterne ikke være blevet tilskyndet til at formane os til at være trofaste angående dette emne. Herren har fortalt os, at det, som vi besegler på jorden, skal være beseglet i himlen, og det, som vi optegner på jorden, skal være optegnet i himlen, og det, som ikke er beseglet eller optegnet på jorden, bliver ikke beseglet eller optegnet i himlen (se L&P 128:7–8). Det lader derfor til at være meget vigtigt, at vi fører en sandfærdig og troværdig optegnelse over alt.⁷

Nogen siger måske, at det er alt for besværligt at [skrive dagbog]. Men det, som fører til noget godt, skal vi ikke kalde besværligt. Jeg mener, at den del af mit liv, som jeg har brugt på at føre dagbog og skrive historie, er brugt meget nyttigt.⁸

Hvis der ikke var nogen anden bevæggrund [end] at nyde glæden over at kunne læse vore dagbøger og lade vore børn læse dem, ville det opveje den tid, det har taget at skrive dem.⁹

Vi bør nedskrive Guds velsignelser til os og vores officielle virke i Kirken.

Enhver bør skrive en kort livshistorie – en beretning om sit ophav, sin fødsel, sin religion, hvornår man blev døbt og af hvem, hvornår man blev ordineret, til hvad og af hvem – opridse alle sine missioner og alt sit officielle virke samt Guds handlemåde med en. Hvis vedkommende skulle dø, og historikerne ønskede at udgive hans historie, ville de på den måde have noget at gå efter. Mange mener, at dette er et kedeligt emne, men det er det ikke for mig.¹⁰

Jeg vil give jer det råd, at I skriver alle jeres velsignelser ned og bevarer dem for eftertiden … Jeg føler, at jeg bør pålægge jer at føre en optegnelse over jeres officielle gerninger i livet. Hvis I døber, bekræfter, ordinerer eller velsigner nogen eller salver en syg, så skriv det ned. Hvis alle mænd gør det, kan Kirken skrive en korrekt optegnelse over det … Hvis Guds kraft og velsignelser tilkendegives ved, at han skærmer jer mod fare … bør I skrive det ned. Før dagligt en optegnelse over Guds færd med jer. Jeg har nedskrevet alle de velsignelser, jeg har fået, og jeg ville ikke bytte dem for guld.¹¹

Bør vi ikke have tilstrækkelig respekt for Gud til at føre en optegnelse over de velsignelser, som han udøser over os og over vores officielle handlinger, som vi udfører i hans navn på jorden? Det mener jeg, at vi bør.¹²

Kirkens nuværende præsidentskab … fører en historie over både Guds og menneskers færd … hvilket bliver interessant for millioner af kommende generationer. Men undskylder det de mange tusinde ældster og højpræster og apostle, som har rejst i mange år og opbygget denne kirke og dette rige, og som haft Helligåndens gaver hos sig, sådan at de har haft magt til at gøre de syge raske, uddrive djævle, åbne de blindes øjne, få de døve til at høre og de lamme til at springe … og befale over dæmoner, så de har adlydt dem, og have skytsengle, som har skærmet dem mod fare og død? Skal ældsterne være velsignet på denne måde og dog ikke regne det for værdigt at skrive ned? Skal de end ikke lade pennens blæk efterlade sig en optegnelse, som deres børn og kommende slægter kan læse? Det mener jeg, at de skal. Det tror jeg, at Herren forlanger af os, og det er en rig og hellig arv, som med rette tilkommer vore efterkommere.¹³

Vi bør skrive begivenhederne, efterhånden som de finder sted.

Vi er det folk, som Gud har udpeget til at oprette sit rige på jorden, til at opbygge Zion og bane vejen for Jesu Kristi komme. Bør vi da ikke føre en dagbog, en optegnelse og en historie om Guds færd med [os], sådan som den finder sted hver dag for øjnene af os? Det bør vi …

… I stedet for at forsømme denne del af vores arbejde må alle mænd, som kan, føre en dagbog og nedskrive begivenhederne, efterhånden som de finder sted for øjnene af os dag efter dag. Den bliver en værdifuld arv for vore børn og til stor gavn for kommende generationer, fordi den udgør en sandfærdig historie om Guds kirkes og riges tilblivelse og udvikling på jorden i denne sidste uddeling i stedet for at overlade det til vore fjender at skrive en falsk historie om Kristi sande kirke.¹⁴

Vi er ikke tilbøjelige til at tænke på vigtigheden af begivenhederne, mens de finder sted, men vi føler vigtigheden af dem bagefter. Vi lever i en af menneskets vigtigste generationer på jorden, og vi bør skrive en beretning om disse vigtige begivenheder, sådan som finder sted for øjnene af os som opfyldelse af Guds profetier og åbenbaringer. Et væld af åbenbaringer er ved at gå i opfyldelse i vor tid, og vi ønsker at skrive dem ned, mens de finder sted for øjnene af os.¹⁵

Børn bør i en ung alder begynde at føre dagbog.

Jeg vil gerne sige til mine unge venner, at det kan blive til stor velsignelse for dem og for deres børn efter dem, hvis de fører dagbog over, hvad der sker med dem og omkring dem. Alle drenge og piger må anskaffe sig en lille bog og skrive lidt i den næsten hver dag.

»Hvad skal jeg skrive?« spørger I. I skal skrive om alt, hvad der er værd at bevare, eller det bedste I kan finde på, og hvis I begynder på dette, mens I er unge, bliver det ret let for jer, når I bliver mænd og kvinder. Hvor bliver det dejligt for jer og for jeres børn om 30, 50 eller 80 år at sidde og læse om, hvad der skete omkring jer og i jeres barndom og ungdom! Kunne I ikke tænke jer at læse om, hvad der skete med jeres far og mor og bedsteforældre, mens de var unge og i løbet af deres liv? Men målet er ikke så meget at få jer til at føre dagbog, mens I er unge, som det er at få jer til at fortsætte med det, når I bliver mænd og kvinder, ja, gennem hele livet. Det er der især behov for i den generation, I lever i, for I lever i en generation, som er vigtigere end nogen anden, som menneskenes børn nogen sinde har oplevet, og det er langt vigtigere, at I begynder i en tidlig alder at føre dagbog og bliver ved med det, så længe i lever, end at andre generationer skulle gøre det.

I er Zions børn, og jeres forældre er blevet kaldet af Gud til at opbygge Kristi kirke og Guds rige på jorden i de sidste dage. Snart er jeres forældre døde og borte, og så må I overtage deres plads. I bliver fædre og mødre, og [I] små drenge … bliver profeter, apostle og ældster og skal opleve at rejse ud og forkynde evangeliet og skal opleve at modtage Herrens ord. Til den tid vil det være meget nødvendigt, at I fører dagbog og skriver en beretning om Herrens måde at handle med jer på …

… Det er nu en stor fornøjelse for mig og min familie at sætte os og læse en beretning om vore rejser, hvor vi har været, og hvad vi har udrettet, og om Guds omsorg for os og om de mange gode stunder, vi har haft sammen med vore venner. I mine dagbøger kan jeg læse de dejlige ord, som jeg for mange år siden har hørt fra præsident Joseph Smith, Brigham Young, Heber C. Kimball, de tolv apostle og mange andre gode ældster, og om de gode stunder vi har haft sammen. Hvis mine unge venner begynder at gøre dette og fortsætter med det, bliver det meget mere værd end guld for dem i fremtiden.¹⁶

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Hvorfor er præsident Woodruffs dagbøger vigtige for Kirken? (Se side 121, 123). Hvad ville præsident Woodruff sige til dem, som mener, at deres dagbøger aldrig kommer til at betyde noget for andre?
Hvilke begivenheder har fundet sted i Kirken i din levetid? Hvordan kan det, at du skriver disse begivenheder ned, hjælpe dine børn og børnebørn?
Gennemgå det første hele afsnit på side 123. Hvordan hænger præsident Woodruffs udtalelse i dette afsnit sammen med det at føre dagbog? Tænk over betydningen af forskellige vigtige begivenheder, som er gået tabt for nuværende eller fremtidige generationer.
Læs kapitlet igennem, og læg mærke til forskellige former for oplysninger, vi bør medtage i vore dagbøger. Til hvilken nytte er sådanne optegnelser for os personligt? Til hvilken nytte er de for vores familie?
Hvad kunne du tænke dig at vide om dine forfædres liv? Hvad fortæller det dig om, hvad du kunne skrive i din dagbog?
Hvorfor er det vigtigt at skrive om begivenhederne, efterhånden som de finder sted? (Se side 126). Hvad kan vi gøre for at finde tid til at skrive i vores dagbog?
Slå op på side 126-128, og gennemgå præsident Woodruffs råd til børn og unge. Hvordan kan forældre og bedsteforældre dele disse forslag med deres børn og børnebørn? Hvordan kan du anvende disse ideer til en familieaften eller et familierådsmøde?

Relevante skriftsteder: 1 Nephi 1:1; Omni 1:17; Mosiah 1:1–6; Alma 37:1–9; Moses 6:5–6

Wilford Woodruff’s journal — På denne side i sin dagbog skrev Wilford Woodruff om sine tanker om sit ægteskab med Phoebe Whittemore Carter.

mother and daughter with journal — »Alle drenge og piger må anskaffe sig en lille bog og skrive lidt i den næsten hver dag.«