Kapitel 11

Bed om himlens velsignelser

Når vi beder i tro, forbereder vi os til at tage imod de velsignelser, som vor himmelske Fader har til os.

Fra Wilford Woodruffs liv

I marts 1835 måtte Wilford Woodruff, mens han var på sin første mission, rejse over floder og gennem sumpe i det sydøstlige USA. Han og hans kammerat fældede et træ og lavede kano, så de kunne krydse gennem sumpene. De roede knap 250 kilometer, før de efterlod kanoen og fortsatte til fods. Præsident Woodruff fortalte senere, at de valgte en vej, som »gik gennem sumpe, og som det meste af vejen – 270 kilometer – lå under mudder og vand. En dag gik vi 65 kilometer i mudder og vand til knæene. Den 24. marts gik vi omkring 16 kilometer gennem mudder, da jeg pludselig følte en jagende smerte i knæet og ikke kunne gå længere. Jeg satte mig på en træstamme.«

Hans kammerat, som var blevet træt af arbejdet og havde besluttet at rejse hjem, tog afsked med ældste Woodruff og lod ham sidde alene tilbage i en sump fuld af alligatorer. Wilford Woodruff henvendte sig uforfærdet til Herren. Han sagde, »Jeg knælede i mudderet og bad, og Herren helbredte mig, og jeg gik jublende videre.«¹

Flere år senere viste præsident Woodruff sin tro, da han, hans hustru og flere andre var på vej med skib til England for at tjene. »Vi havde sejlet i tre døgn i stærk storm og blev drevet tilbage,« fortalte han. »Til sidst bad jeg mine kammerater om at komme med mig ind i kahytten, hvor jeg bad dem om at bede til Herren, at han ville vende vindretningen. Jeg var ikke bange for, at skibet skulle forlise, men jeg brød mig ikke om, at vi drev tilbage til New York, da jeg gerne ville af sted på min rejse. Vi bad alle den samme bøn, både mænd og kvinder, og da vi var færdige, gik vi op på dækket, og et øjeblik efter var det, som om en eller anden havde taget et sværd og sønderhugget stormen, for man kunne have kastet et musselinlommetørklæde i luften, og det ville have dalet lige ned.«²

Wilford Woodruffs lærdomme

Det er vores pligt at bede i tro om den hjælp, vi har brug for.

Frelseren har givet en formaning, som alle Guds hellige bør rette sig efter, men som jeg frygter, at vi ikke efterkommer, som vi burde, og det er altid at bede og ikke blive trætte (se Luk 18:1; L&P 88:126). Jeg frygter, at vi som et folk ikke beder nok i tro. Vi bør påkalde Herren i kraftig bøn og fortælle ham alle vore behov. For hvis ikke han beskytter, udfrier og redder os, er der ingen anden kraft, som gør det. Derfor må vi sætte vores lid udelukkende til ham. Derfor bør vore bønner stige op til vor himmelske Fader både dag og nat.³

Jordens indbyggere forstår ikke bønnens virkning og gavn. Herren hører og besvarer mænd, kvinder og børns bønner. Bønnen rummer større kraft, en overmåde stor kraft, med hensyn til at nedbringe os Guds velsignelser, end næsten alt andet.⁴

Når verden sætter sig op imod Guds rige i disse sidste dage, skal de hellige da frygte? … Absolut ikke. Der er én ting, vi bør gøre, og det er at bede til Gud. Det har ethvert retskaffent menneske gjort. Selv Jesus, Frelseren, Faderens enbårne i kødet, måtte bede, fra krybben til korset, hele vejen igennem. Hver dag måtte han anråbe Faderen om at skænke ham nåde og bære ham oppe i hans trængsler og sætte ham i stand til at drikke det bitre bæger. Hans disciple ligeså.⁵

Alt, hvad vi behøver at få og nyde, er det vores pligt at bede Herren om. Vi må træde frem for ham på lønlige steder og fortælle ham vore behov, så han kan høre os og udøse velsignelser over os. Heri ligger vores styrke. Vi sætter vores lid til Gud og ikke til noget menneske.⁶

Det påhviler enhver af Guds hellige … at lade sine bønner stige op til Herren Sebaot dag og nat, på rette tid, i familien og på lønlige steder, om at Herren må bære sit folk oppe, opbygge Zion og opfylde sine løfter …

… Jeg har mere tro på bøn til Herren end til næsten ethvert andet princip på jorden. Hvis vi ikke har tro på bøn til Gud, har vi heller ikke megen tro på ham eller på evangeliet. Vi bør bede til Herren om det, vi ønsker. Lad dette folks bønner bestandig stige op for Herren i rette tid, så skal Herren ikke sende dem bort, men han skal høre og besvare dem, og Guds rige og Zion skal rejse sig og stråle, hun skal iføre sig sine skønne klæder og iklæde sig sin Guds herlighed og opfylde målet med sin organisering her på jorden (se L&P 82:14).⁷

Som et folk bør vi rejse os i tro og styrke for Gud og fortælle ham vore behov og overlade vores skæbne i hans hænder. Dér ligger den under alle omstændigheder. Og der bliver den.⁸

Vi må bede for at kunne forstå Herrens vilje og blive vejledt af ham.

Jeg føler, at vi skal løfte hjertet i bøn til Gud vor himmelske Fader for hans barmhjertighed, og om at han vil vejlede os ved Helligåndens inspiration, så vores sind må blive oplyst, og vores forstand må åbne sig, så vi kan fatte hans tanker og vilje vedrørende hans folk.⁹

Hvis I nogen sinde er i tvivl med hensyn til en pligt eller et arbejde, som I skal udføre, så fortsæt aldrig, førend I har anstrengt jer i bøn og har fået Helligånden. Det, som Ånden tilskynder jer til, det er det rigtige at gøre, og ved at følge dens tilskyndelser skal det gå jer vel.

I vores virke blandt jordens indbyggere bliver vi ført til mange steder, hvor vi måske anser en bestemt fremgangsmåde for at være rigtig, men hvis vi ikke er sikre, er det bedre for os at henvende os til Herren og bede i tro om, at vi må blive vejledt ad livets vej.¹⁰

Lad os arbejde trofast og bede til Herren om visdom dag efter dag, om vi må have styrke til at sejre.¹¹

Forældre har en hellig pligt til at lære deres børn at bede og til at sørge for, at familien beder sammen.

Det er Guds hensigt og vilje, at enhver mand og kvinde, som har indgået ægteskabspagten, og som har fået sønner og døtre, skal lære dem at bede, så snart disse børn er gamle nok.

Det er de sidste dages helliges pligt at lære deres børn at bede, mens de er små, at lære dem at forstå bønnens princip og velsignelser, så de kan bede for deres forældre og for alt, som er nødvendigt. Hvis I underviser jeres børn på denne måde og oplærer dem i frygt for Herren, viger de sjældent fra denne lære. Familiens overhoved skal ikke altid selv bede, men bør anmode medlemmer af sin familie om at bede og om at bede bordbøn.¹²

Når vi lever efter evangeliet, bliver vi belønnet med velsignelser.

Som folk bør vi være ydmyge, bønlige og underordne os den eksisterende magt, så vi kan få de velsignelser, som vor himmelske Fader har lovet os.¹³

Vi bør leve på en sådan måde, at vi kan henvende os til Herren og i tro og kraft bede om de velsignelser, som er nødvendige for, at vi kan føre Guds hensigter ud i livet … Det er nødvendigt for vores fremgang.¹⁴

Det er Guds hensigt at give sine hellige jordens gode ting, såvel som himlens velsignelser, når de bliver i stand til at anvende dem rigtig …

… Mange af jer har lært, hvordan man beder. Undlad derfor ikke at lade jeres bønner stige op til Sebaots Gud, så skal han høre jer … Men himlens velsignelser kan kun opnås og kontrolleres ved retfærdighedens principper.¹⁵

Vi har ingen tid at spilde. Vi må gøre os parate til det, som skal ske på jorden, og hvem ønsker at miste sin krone, sin herlighed og sit håb om evigt liv, som han har fået for længe siden ved at have antaget Jesu Kristi evangelium? Det ønsker ingen, som har nogen del af Guds Ånd. Lad os rejse os og højne vores kald og arbejde for Gud, indtil vi får Helligånden, og indtil vore bønner flænger evighedens slør og når op til Sebaots Guds ører, og vi bliver belønnet med velsignelser.¹⁶

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Gennemgå beretningerne på side 105-106. Tænk over eller drøft forskellige måder, hvorpå ældste Woodruff kunne have reageret på hver af disse situationer. Hvad kan vi lære af hans måde at reagere på?
Hvad gør indtryk på dig, når du læser præsident Woodruffs lærdomme om vores pligt til at bede? (Se side 106-107) Hvad betyder det for dig at bede i tro? Hvorfor må vi bede for at kunne få de velsignelser, som vi har brug for? Hvilke andre formål med bøn kan du komme i tanke om?
Læs det tredje hele afsnit på side 106. Hvorfor måtte Frelseren bede? Hvad kan vi lære af hans bønner? (Se Matt 26:39; Joh 11:41; 3 Nephi 13:9–13).
Hvordan kan bøn være en hjælp, når vi skal træffe beslutninger, eller når vi har spørgsmål vedrørende vore pligter? (Se side 107).
På hvilke måder har vor himmelske Fader besvaret dine bønner? Hvordan bør vi reagere, når svaret på en bøn ikke er det svar, vi havde håbet at få?
Hvilken forvisning gav præsident Woodruff de forældre, som lærer deres børn at bede? (Se side 108). Hvilke principper for bøn bør forældre lære deres børn? Hvordan kan forældre hjælpe deres børn med at gøre bønnen til en del af deres liv?
Hvorfor er det vigtigt, når vi beder familiebøn, at alle i familien får mulighed for at bede? (Se side 108). Hvordan har bøn styrket din familie?
Læs kapitlets sidste afsnit (side 108-109), og læg mærke til de egenskaber, som præsident Woodruff sagde, at vi bør besidde. Hvorfor er disse egenskaber nødvendige, når vi beder og søger svar på vore bønner?

Relevante skriftsteder: Matt 7:7; Jak 1:5–6; 5:16; 2 Nephi 32:8–9; Alma 33:3–11; 34:17–28; 37:36–37; 3 Nephi 18:19–21; L&P 10:5; 68:28; 112:10

girl praying — »Frelseren har givet en formaning, som alle Guds hellige bør rette sig efter, men som jeg frygter, at vi ikke efterkommer, som vi burde, og det er altid at bede og ikke blive trætte.«